Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Med Audi i bundfaldet

Kristian Bang Foss hvirvler samfundets bundfald op til overfladen i sin nye roman, som er en blanding af kritisk socialrealisme og road movie med et stænk surrealisme.

Bogomslag.
Bogomslag.

Kristian Bang Foss viste med sin gennembrudsroman »Stormen 99« (2008), at han besidder en fin sans for skildringen af de lidt skæve typer. De, der ikke rigtigt kan blive plads til på gennemsnitsdanskerens register. De, der falder udenfor eller igennem, og som derfor lever i udkanten eller på bunden af det etablerede samfund.

I sin nye roman, »Døden kører Audi«, er vi helt i bund, så at sige. Romanens fortæller Asger mister sit fede job, sin kone og sit barn, og synker ned i passivitet og alkohol. Da han ikke kan få andet arbejde, bliver han handicaphjælper for Waldemar, verdens sygeste mand, som bor i en grim og mistrøstig boligblok i Stentofte. Waldemar er på alle måder faldet igennem. Hans sygdomme gør, at han intet kan bidrage med i samfundet, og hans familie var kun rigtig interesseret i ham så længe, de modtog penge fra kommunen for at have ham boende. Han er, som han selv siger, til besvær alle steder, og lever i en permanent tilstand af resignation og fysisk smerte.

Asger og Waldemar opbygger et nært venskab baseret på en blanding af loyalitet og tavs forståelse. Der er ikke meget at tale om, for Waldemars fremtid ligger fast og Asgers er gået i stykker. Så de bruger primært tiden på at slå selvsamme ihjel på en måde, der trods alt gør den udholdelig. De ser TV, køber ind i Aldi, ryger joints og drikker rom og cola. En dag kommer de lidt småskæve på den idé, at de skal ud at rejse, og da Waldemar på nettet har læst om en healer i Algeriet, der kan kurere selv de mest dødssyge, bliver det målet for deres tur. De anskaffer sig penge og et gammelt folkevognsrugbrød og drager sydpå. Turen bringer dem både i kunstnerkollektiv og til Monte Carlo, og den afsluttes hallucinatorisk i den afrikanske ørken. Men døden er fast følgesvend og materialiseres i form af en jordlugtende mand i en Audi.

Foss’ portræt af den syge Waldemar, hans små, men næsten altid mislykkede forsøg på at tage hånd om sit eget liv og hverdagen, er eminent og bevægende. Inde i den syge krop befinder der sig et varmt og humoristisk menneske, som på den ene side opretholder håbet om, at det hele kan blive anderledes, men på den anden side godt ved, at det kan det ikke. Der deles solide lussinger ud til såvel det danske socialvæsen som til hykleriske fiduskunstnere, og skildringerne af Stentoftes betonslum er maleriske og fandens triste.

»Døden kører Audi« er socialrealisme af den slags, der retter et kritisk blik mod det etablerede, og loyalt og uromantiserende skildrer de udstødtes vilkår og eksistens. Der er stor smerte i denne bog, men også humor, medmenneskelighed og håb. Døden kører måske nok i Audi. Men vi er med i folkevognsrugbrøddet, og der er der liv, trods alt.

Bang Foss (født 1977) er uddannet fra Forfatterskolen i 2003. Han fik sit gennembrud med »Stormen i 99« og har undervist i litteratur på Ask Højskole og Testrup Højskole. Pt. opholder han sig i Berlin.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.