Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

»Man bliver ikke sød af at have det hårdt«

Vigdis Hjorths »Arv og miljø« en at de mest omstridte romaner i nyere norsk historie. Men det er også – og det er vigtigere - en fortvivlende stærk historie om arvestrid og overgreb, der smadrer en familie.

Bog
Bog

 

Min far døde for fem måneder siden, på et belejligt eller ubelejligt tidspunkt, alt efter øjnene der ser.«

Sådan lyder de første linjer i »Arv og miljø«, en af de mest omtalte og ombruste romaner i nyere norsk historie. Det er Vigdis Hjorth, der har skrevet den, og hun er nok ukendt for de fleste herhjemme, men en titan i Norge, der ud over en stor læserskare har modtaget vægtige priser, og for »Arv og miljø« er hun indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.

Men hvor humor har fundet vej ind i tidligere værker på den 28 titler lange udgivelsesliste, er den fraværende denne gang. Det tror pokker, emnet taget i betragtning. Eller rettere emnerne: På den ene side handler romanen om arvestrid og på den anden om incest.

Det er den første begivenhed, der trækker den anden op til overfladen, så lad mig begynde med dén og med Bergljot, der er romanens fortæller og den ældste i en søskendeflok på fire. Deres forældre er gamle nu, og børnene voksne, ja, Bergljot er midaldrende og har selv voksne børn.

De ser deres bedsteforældre, men Bergljot selv brød med dem for 23 år siden. Uden at nogen har villet lytte til hvorfor. Fortrængningen har mange ansigter, og et af dem er overbærenhed, og familien ser hende bare som en dramatisk, selvoptaget kunstnersjæl.

Men en dag annoncerer forældrene, at de har skrevet testamente. I det er alt ligeligt fordelt mellem de fire børn, hvilket virker generøst, da Bergljot og bror Bård ikke har stået forældrene så nær som Åsa og Astrid. Der er nu også, viser det sig, en undtagelse: Familiens to hytter går til Astrid og Åsa, og det er som syre på den smerte og vrede, Bergljot og bror Bård føler, og de trækkes gradvist længere ind i en arvestrid, hun ellers havde tænkt sig at holde sig ude af.

Alt hvirvles op, også alle spørgsmålene: »Eller var mine søskende vrede på mig og hadede mig, fordi de bevidst eller ubevidst havde lyst til at gøre som jeg, frigøre sig, komme væk, misundte de mig, at jeg var sluppet fri af forældreregimet og dermed havde gjort det vanskeligere for dem at gøre det samme?«

Under arvestriden fornemmer Bergljot også, hvordan familien og ikke mindst søskendeflokkens evige konfliktmægler, Astrid, ikke tager hendes ord rigtigt ind. Hun mener, det hele kan fikses. Hvis Bergljot bare tager en dyb indånding.

Astrid synes at handle i god tro og i en opbyggelig ånd, men ser søsteren gennem fortrængningens slør. Kun Bård har ladet Berg­ljots forklaring om, hvorfor hun ikke kan se forældrene - farens overgreb og morens fortielse - trænge ind. Måske er det også grunden til, at han i årevis hverken ser forældrene eller Bergljot. At se i hende er også som at se uhyrligheden. Men de to, bror og søster, finder hinanden under arvestriden og udgør én front, resten af familien den anden, og Hjorth skriver den eskalerende konflikt og Bergljots smerte tydeligere og tydeligere frem.

I stedet for at drive romanen mod løsning, drives den længere og længere ind i mørket og mod nøglescenen, hvor alle er tvunget til at høre Bergljot fortælle om barndommen og incesten. Hvor de ikke kan gå eller afvise hende, og hvor hun fortæller om, hvad faren har gjort ved hende; hvordan hans overgreb har ødelagt hendes liv, og hvordan moren, som Astrid og Åsa er åh, så glade for, har vidst det hele, men aldrig gjort andet end at skjule det. Ved at omtale hende som selvoptaget, som utaknemmelig, som skør.

En af romanens gode greb er imidlertid, at Bergljot trods sin offerstatus ikke skildres som en engel. Hun er ofte blind for sine egne fejl, bruger sine børn som skjold mod forældrene, men bliver dog stedvist ramt af selverkendelse: »Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt.«

I nøglescenen er Bergljots optræden også både forståelig og sårende. Det gør ondt at læse, ligesom det gør ondt at læse om farens begravelse, hvor den ødelagte familie igen er tvunget ind i samme rum.

Netop begravelsen var et omdrejningspunkt i den norske debat om »Arv og miljø«, hvor Aftenpostens anmelder i første omgang roste den. Hjorth »overgik sig selv«, skrev Ingunn Økland, men bare nogle uger senere mente hun, at »den litterære metode er dybt problematisk«. Den lå, mente hun, så tæt op ad Hjorths egen familiehistorie, at det blev et spørgsmål om moral. Ikke mindst når det kom til historien om incest. »Skulle anklagen være opdigtet, har både forfatter og forlag kastet et mistankens lys over en uskyldig person«, mente hun, og så buldrede sagen ellers og ikke kun i litterære kredse, men også helt ud i den undersøgende journalistik.

Aftenposten satte sig nemlig for at granske omstændighederne ved begravelsen af Hjorths far. De mindede til forveksling om dem i romanen, og nu diskuterede Norge forfatteres forpligtelse på sandheden i det, der deroppe kaldes »virkelighetslitteratur«.

Jeg synes, det er absurd at diskutere sandhed i forbindelse med en roman, og indimellem virker det, som om folk ikke længere er i stand til at læse fiktion uden at se den som en rebusversion af virkeligheden. Det er udannet. Det er umoralsk. Hvilket ironisk nok er det, Hjorths kritikere anklager hende for at være. Efter den fortvivlende og forrygende »Arv og miljø«.

Arv og miljø. Forfatter: Vigdis Hjorth. Oversætter: Karen Fastrup. Sider: 340. Pris: 300. Forlag: Turbine.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.