Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Politik

Magtens mester

Kurt Strands interviewbog med tidligere statsminister Poul Schlüter er en ordentlig bog om et ordentligt menneske.

Bogcover.
Bogcover.

Der er fem ting, der især slår én, når man fordyber sig i Kurt Strands interviewbog med den i dag 82-årige Poul Schlüter, Danmarks konservative statsminister gennem ti et halvt år.

Den første er hans fairness. Han taler godt om sine politiske modstandere. Anker Jørgensen, Svend Auken, Nyrup. Fremhæver Jens Otto Krag og de partifæller, der har voldt ham store problemer. En Erik Ninn-Hansen taler han ikke ondt om. Han undrer sig snarere over, at et menneske kan være så selvdestruktivt stædig som Ninn-Hansen, der slet ikke havde behøvet falde og trække en hel regering med sig i faldet. Anker Jørgensen, der har stået model til eftertidens hårde kritik for sin økonomiske politik, tager han i forsvar og lægger ansvaret på LO.

Det andet, der slår én, er hans ægte beskedenhed. Han kender godt sit eget værd, ved udmærket, at han nåede betydelige resultater som statsminister, økonomien blev genoprettet, fastkurspolitikken blev gennemført, den automatiske dyrtidsregulering, der var ved at ødelægge landet, blev afskaffet, arbejdsmarkedspensionerne blev indført, de første skridt til privatisering af offentlige virksomheder blev taget. Men han siger ikke mere end nødvendigt om disse store resultater, og han fortier ikke, hvad der mislykkedes, bl.a. afbureaukratiseringen og skattereduktionen til 52 procent.

»Ideologi er noget bras«

Det tredje er hans blufærdighed. Kurt Strand, der er en dygtig interviewer og tilrettelægger, stiller naturligvis de spørgsmål, der skal stilles om Schlüters private forhold. Schlüters svar er kortfattede, koncentrerede. Så meget stærkere virker de. At hans anden hustru, Lisbeths, død var en næsten ubærlig sorg, mærker læseren, så det svider. Hvad denne mand har båret på, samtidig med at han skulle passe sin gerning som landets statsminister og sørge for, at hans ministre ikke fór i totterne på hinanden, er ufatteligt.

Det fjerde, der slår én, er hans evne til at forenkle problemstillinger og komplekse forløb uden at forfladige. Der er ingen tvivl om, at han her besad en meget stor styrke som politiker. »Ideologi er noget bras«, jævne, ligefremme ord, men på baggrund af den situation, de blev sagt i, et vidnesbyrd om visdom.

Et ordentligt menneske

Og det femte er hans bemærkelsesværdige ledertalent. En forunderlig blanding af instinkt, snuhed, elementær menneskekundskab og pragmatisk snusfornuft. Man noterer sig, at når han vidste, at det, han gjorde, var nødvendigt af hensyn til landet, var han aldrig bange og veg ikke tilbage for brutale beslutninger.

Efterhånden som Poul Schlüters regeringsperiode fra 1982 til 1993 er kommet på afstand, har flere og flere fået øjnene op for, hvilken skelsættende politisk indsats han har øvet, og det er godt, han selv er her, spillevende, og kan tage imod respekten og anerkendelsen.

Om Kurt Strands bog med den gamle statsminister har jeg kun godt at sige. Det er en ordentlig bog om et ordentligt menneske. En balletelsker, et musisk menneske, benådet med en livsglæde, en livsappetit og en taknemmelighed over for tilværelsen, der har fået ham til at udrette og udholde mere end de fleste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.