Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kynisk blik på nutiden

Lone Aburas skildrer en ret almindelig kriseramt familie i en ret ualmindelig roman med den helt ualmindelige titel »Politisk roman«.

Lone Aburas skriver lige ud ad landevejen i »Politisk roman«. På den gode måde. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lone Aburas skriver lige ud ad landevejen i »Politisk roman«. På den gode måde. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Der er rigtig mange gode ting at sige om Lone Aburas’ nye og tredje roman.

Det første gode, der er at sige, er, at titlen, »Politisk roman«, er forbandet god, fordi den er sjov, fordi den slet ikke er en titel, men en genrebetegnelse, der er ophøjet til titel. Det andet gode er, at anslaget er så kynisk og præcist. »En hjemløs har besluttet sig for at dø ved indgangen til Lidl«, står der, ordene er jeg-fortælleren og geografilæreren Rebeccas, og hun udtrykker ingen medlidenhed med den hjemløse, hun konstaterer ham bare, og sådan er hun: Præcis lige så præcist kynisk. Det tredje gode er længden. 144 gode sider er noget nær idealet for en roman, hvis man spørger denne anmelder. Det fjerde gode er, at Lone Aburas skriver lige ud ad landevejen. På den gode måde. Og det vil sige i et sprog, der ikke skæmmes af de klicheer eller det klodsede billedsprog, som for mange danske skønlitterære forfattere holder så meget af at drysse ud over deres mange sider.

Det femte, man kan sige noget godt om, er rollefordelingen i romanen, der i al sin politiske ukorrekthed ser cirka sådan her ud: Hovedperson: Rebecca. En kvinde, man sympatiserer med, fordi hun ikke er videre sympatisk. Vigtige biroller: Rebeccas mand, Robert, der er tandlæge, og dennes ven Mark. Begge politisk korrekte på en lidt latterlig måde. (Som politisk korrekte mennesker jo som regel er det.) En central outsider: Flygtningen Amir. Han bor, på Roberts foranledning, illegalt hos Rebecca og Robert, og ham er det synd for, men han er også er helt enormt irriterende, for han ryger over det hele og sviner og nasser og flirter og glemmer at slukke for brødristeren. Flere biroller: Nogle sammenbragte børn, herunder en anorektisk pige og en møgirriterende møgunge af en teenagedreng. (Rebecca, møgungens mor, kan ikke nå ham, det går hende på.) Samme søns mystiske kammerat. Overboen, som Rebecca er seksuelt tiltrukket af, fordi han er karakterløs.

Kort sagt: En ret almindelig kriseramt familie plus nærmeste omegn, bragt i en usædvanlig situation og illusionsløst skildret i et illusionsløst stykke prosa, som ikke er uden medfølelse, men mest kynisk, og som nogle gange kan sige meget med meget få ord. Som her, hvor Rebecca fortæller om, hvordan hun og Robert blev kærester: »Jeg kunne have valgt at leve alene. I stedet mødte jeg Robert. Det var under en rodbehandling.« Eller som her, hvor det er sexlivet, det handler om: »Aftenen afsluttes med en form for samleje.«

Noget af det meget gode ved »Politisk roman« er også, at den på en fiffig måde stiller et voksent pseudo-engagement i det politiske over for et ungdommeligt politisk engagement af en helt anden art. Mere skal der ikke siges om dét her. »Politisk roman« er en tiltalende kynisk roman med godt greb om sprog og plot. Det er godt.

Forfatter: Lone Aburas
Titel: Politisk roman
Sider: 144
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.