Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Knausgårds kamp fortsætter

I 2011 afsluttede Karl Ove Knausgård det seks bind store, 3.600 sider lange og 6,9 kilo tunge »Min kamp«-værk. Hans netop udgivne »Om foråret«, der ligner et uofficelt bind syv, sætter atter brand i værket og dets på én gang sarte og brutale forfatter.

Den 47-årige norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver sig i »Om foråret« endnu engang langt ind i egne familierækker. Foto: Berit Roald/Scanpix
Den 47-årige norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver sig i »Om foråret« endnu engang langt ind i egne familierækker. Foto: Berit Roald/Scanpix

»Du ved ikke hvad luft er, alligevel ånder du. Du ved ikke hvad søvn er, alligevel sover du. Du ved ikke, hvad nat er, alligevel ligger du i den.«

Sådan åbner »Om foråret«, der netop er udkommet og atter sætter ild til Karl Ove Knausgårds forfatterskab. Bogen er tredje bind i hans annoncerede serie på fire bøger, som alle er henvendt til hans fjerde barn. Ved første bogs begyndelse er det endnu ikke født, så han skriver til barnet om nogle af de genstande og fænomener, det kan regne med at møde i livet og blive konfronteret med i verden: Stole, kulde, hveps, stilhed, smerte, knapper, løv, mønter.

Det er korte, nøgterne beskrivelser med et ofte lyrisk sug, og Knausgård har sikkert hentet inspiration fra den filosofiske materialisme, darwinismen og den franske digter Francis Ponge. Smukt er det i hvert fald og ikke mindst teksten »Tænder«, der undrer sig over, hvordan kroppen, ud af sin blødhed, kan skabe noget så hårdt. Hvordan tænder ikke minder om vores væv, ben og blod, men om »fjeld og sten, grus og sand«.

»Nu er klokken 07.07.«

Men selv om det er fine tekster, så ligner bind et og to mest af alt skriveøvelser. Eller mere præcist: Forsøg på at holde sproget flydende efter det kolossale, sikkert også lammende succesfulde seksbindsværk, »Min kamp«, der udkom mellem 2009 og 2011. 3.600 sider og godt 6,9 kilo bøger om Knausgårds eget liv. Fra den tidligste fortid og frem til nuet på det sidste binds sidste sider. Her skifter tiden. Fra datid til nutid. »Nu er klokken 07.07, og romanen er endelig færdig«, står der, og det hele slutter med de her ord: »nu vil jeg virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter.«

For dem, der havde læst med bind for bind, var det et chok. Efter så mange siders selvudleverende bekendelser, voldsomme betroelser om familie, venner og kærester, essayistiske passager og hverdagslivsbeskrivelser var det slut, helt slut, ikke flere bøger med Knausgårds navn på ryggen.

Det havde jeg nu svært ved at tro på. Det at skrive er ikke noget, der kan kvittes. Det er en livsakt, en måde at være i verden på, hvor den på samme tid bliver mere intens og mere fjern.

At Knausgård vendte tilbage med en essaysamling, en brevveksling og bøgerne til sin »endnu ufødte datter« var derfor ikke nogen sensation, men en naturlig konsekvens af, hvem han var og er. På det tidspunkt havde jeg også fået læst »Min kamp«, hvis første bind indledes sådan: »For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes.«

I de linjer ligger flere af værkets temaer indfoldet: Døden, kroppen, det på samme tid enkle og komplekse ved vores biologi, der på en måde matcher vores tanker, som også er både store og svimlende og små og banale.

Det sidste kunne også være en passende beskrivelse af »Min kamp«, der med sin insisteren på det private og ubetydelige, det kedsommelige og trivielle, og ved at slutte sig inde i sin egen verden paradoksalt nok åbner sig mod alle mennesker. Fordi vores liv i selv deres allermest intime og hemmelige rum ligner hinanden.

Alene og sammen

Knausgårds syndflod af detaljer er ikke kun hans liv, men alles liv. Derfor har han også dedikerede læsere i hele verden. I kulturer der slet ikke ligner hans. Men det gør kroppene, det gør følelserne. Både de smukke og de grimme – misundelsen, egoismen, selvhadet – som Knausgård går pinagtigt tæt på.

Og på et tidspunkt i læsningen af »Min kamp« vil enhver læser møde passager, der taler direkte til dem. Jeg husker, da jeg var på barsel, og Knausgård pludselig også var det samme i »Min kamp«. Hvordan han også gik dér med barnevognen. Kronisk træt, med kafferystende hænder og fedtet, permanent morgenhår, og hvordan han gik til babyrytmik. Men kun en enkelt gang. Så var det slut. Jeg kunne heller ikke. Hele den valiumagtige stemning. Måden instruktøren roste mødrene – og mig – for selv de mindste ting. Som at skubbe en bold hen til vores barn. Samme uge læste jeg om Knausgårds oplevelse, der var præcis den samme. Og holdt op.

Et andet eksempel: Jeg er som Knausgård svensk gift. Og han skriver om, hvordan det, der mistes, når man omgås mennesker på et sprog, der ikke er ens eget, er humoren. Hvordan man forsøger sig med en morsomhed, og alle bare ser undrende på en. Hvordan man til sidst bare lader være. Brænder inde med sine i egne øjne sjove pointer. Bliver en kedeligere udgave af sig selv.

Mine oplevelser er det, den norske forfatter Per Petterson har kaldt »genkendelsens chok«. Men de er også, i et større perspektiv, et billede på en af litteraturens overskridende evner. Den kan sige: Du er ikke alene med din følelse. Den kan gøre læseren mindre ensom, men den kan også gøre forfatteren mindre ensom, og Knausgård skrev vel også »Min kamp« for at bryde ud af sine tankers kælderfængsel og blive en del af verden. Dele og bekende sine synder – sin utroskab, sine svigt over for sine børn, sine kritiske tanker om sin far – med os andre.

Derfor er den kritik, der ofte bliver rettet mod ham, underlig. At han eksempelvis skulle hade kvinder. Han skriver om sine følelser for dem, og om hvordan han har behandlet dem. Om hvor svært det er. Kan følelser og bekendelser være kritisable, angribelige?

I øvrigt hader Knausgård ikke kvinder, men sig selv, og det vil enhver, der læser hæderligt og renhjertet, kunne se. Ikke at jeg gider være en eller anden apologet, ligesom jeg heller ikke orker at gå i rette med dem, der bare følger litteraturmodens bølger, hvor Knausgårds popularitet har gjort ham uhip. En hvid midaldrende mand – vor tids nigger – som det er gratis at gøre nar ad og få likes på.

En form for perversion

Nogle gange tænker jeg på, hvad Knausgård laver lige nu. Om han sidder i sit skriveværelse på gården i Glemmingebro i Österlen. Om han er sammen med sine børn. Om han som jeg er træt ind til benet efter en urolig småbørnsnat. Om hans hustru er okay. Det er ikke bare nyfigenhed, det er også en form for venskab med et menneske, jeg aldrig har mødt og ikke har lyst til at møde. Hvad skulle vi dog sige til hinanden? Jeg ved så meget om ham, han ved intet om mig. Det er en form for perversion.

Men med det nye bind tre i kvartetten til det ufødte barn sker der noget nyt hos ham. Noget opsigtsvækkende, brandsættende, som jeg nævnte indledningsvis og er nået til ad de her omveje. »Om foråret« er nemlig ikke bare bind tre i den nye serie, men kan også læses som et uofficelt bind syv i »Min kamp«.

Bogen bryder med de to foregående datter-bøger i både form og sigte. I stedet for at beskrive ting og tilstande i korte afsnit er den én lang beskrivelse af én lang dag med hans tre måneder gamle datter. Om den strøm af begivenheder, der er deres liv. Om glæden ved tyngden af en tung tisseble, dens næsten naturstridige tyngde, »eftersom materialet skaber en forventning om lethed.«

Men mørket er der også. Som sort røg over familien, over strandturene, badmintonen i haven, besøgene, og det udgår fra moren, der ligger med en voldsom depression i værelset over stuen.

Knausgård er i »Om foråret« tilbage ved familien og den tætte beskrivelse af deres fælles liv. Den direkte beskrivelse af et liv med andre liv. Men faktisk bedre skrevet end store dele af »Min kamp«. Fortættet og præcist. Hvor han dengang arbejdede under pres, et større format og med en stejlt stigende popularitet, er den her bog skrevet i ly af et andet projekt og er vildt smukt og krystallinsk i sit sprog, også når hverdagen er fedtet, forvirret og ikke særlig vidunderlig.

Som her: »Jeg er seksogfyrre år gammel, og det er min erfaring at livet er hændelser, der skal pareres. Og at øjeblikkene af lykke alle handler om det modsatte.«

Jeg kunne ikke være mere enig. I en hverdag, hvor så meget skal gøres og bare, ja, pareres. Men når jeg tænker på Knausgård, så er det jo »Knausgård«, jeg tænker på. For selv om det handler om ham, står der »Roman« på forsiden af alle »Min kamp«-bøgerne. Det er naturligvis en juridisk sikring. At han ikke kan blive ramt af injurieanklager fra familie, venner og bekendte, der føler sig udstillet eller beskrevet i et forkert lys. Men også fordi det er én ting, hvad der står i bøgerne, og noget andet, hvad der er udeladt. Alene dét at prioritere, vælge til og fra, gør bøgerne til en form for fiktion.

Uden på »Om foråret« står der ikke »Roman«. Måske fordi der ikke er så mange mennesker i klemme i bogen. Kun for alvor hustruen, forfatteren Linda Broström Knausgård, der må have været indforstået med hans projekt, og som i mindst lige så høj grad som den nyfødte har hovedrollen i »Om foråret«.

Manden i spejlet

Men den grænseoverskridende brutalitet rettes – som alt andet – i sidste ende mod Knausgård selv. Mod overgrebsmanden, om man så må sige. Hans egne tanker og motiver. Som når han skriver om, hvad han tænker, mens hun er syg ovenpå: »Jeg ville ikke vække hende, jeg ville ikke sige at hun skulle stå op og være med, at vi var to om det. For hvis jeg ikke gjorde det, men sørgede for alting alene, ville jeg kunne sige, se mig, se alt hvad jeg gør, mens du ikke laver noget.«

Det er jo forfærdeligt. Og meget menneskeligt. Men det er stadig »Knausgård«, der skriver og bekender, og det antyder han, når han beskriver sit ansigt. Altid på samme måde i både »Min kamp« og »Om foråret«. Her fra sidstnævnte: »Jeg kastede et kort blik over mod spejlet over vasken, hvor mit eget maskelignende ansigt stirrede på mig.«

Når jeg ser på Knausgårds ansigt, kan jeg godt se, hvad han mener. Der er noget maske over det. Dets folder og stivhed. Sikkert formet af bekymringer, for lidt søvn og alt for mange cigaretter. Men masken er også litteraturens maske. At Knausgård så at sige spiller sig selv i sit forfatterskab. Han er sig selv, men også formet af sine egne ord. Han er blevet fiktionen og masken. Hvad der er hvad, er ikke til at sige.

Under andet flag

Hvis man med verdenslitteratur mener litteratur, der får al anden litteratur til at se så ubetydelig ud, så er Knausgård det. Han skriver litteratur, der lever videre i kroppen og i tankerne eller et sted mellem de to. Men måske er »man« mest sådan nogle som mig: Hvide, let grånende heteroseksuelle mænd med en vis skam over sig selv, tynget af en protestantisk arbejdsmoral og rundet af et materialistisk, darwinistisk verdenssyn og en evig drift mod tid alene, tid til at skrive.

Måske. Maske. Ordene ligner hinanden. Men lige meget hvad, så er Knausgårds værk så stort og vildt. Som hans landsmand og på mange måder kunstneriske åndsfælle Tomas Espedal har sagt om ham, er det altid interessant at læse ham, »fordi han gør det så radikalt på sin måde. Radikalt og interessant.«

For mig at se fortjener Knausgård Nobelprisen i litteratur. Ikke at litteratur er en konkurrence. Naturligvis ikke. Men hans samlede værk er dybt og bredt og uden sidestykke. Det skulle da lige være »På sporet af den tabte tid«, og netop Marcel Proust ligner et forbillede for Knausgård, hvis redaktør engang spurgte ham, om ikke bare han skulle fortsætte »Min kamp« livet igennem. Knausgård svarede, at det ville tage livet af ham. Men det ligner, at det alligevel er det, han gør nu. Blot under andet flag.

Titel: »Om foråret«. Forfatter: Karl Ove Knausgård. Sider: 159. Pris: 269,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.