Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Fortælling

Kærligheden i Venedig

Thomas Manns klassiker »Døden i Venedig« er stadig lige skøn og barsk læsning.

Kan man dø af kærlighed? Ja, man kan dø af kærlighed. Man kan fortæres af lidenskab og længsel. Man kan komme så langt ud i sit begær efter den anden, at alt omkring én opløses, og man kan ville dennne opløsning, fordi der ikke findes noget andet passende svar, intet andet logisk svar, intet andet rimeligt svar. Eller som Thomas Mann formulerer det et sted i fortællingen »Døden i Venedig«: »... for den, der er ude af sig selv, findes der intet mere afskyeligt end igen at blive sig selv.«

Thomas Manns mesterværk udkom første gang for 100 år siden, i den anledning er det blevet nyoversat, og det er gjort så godt, at nye danske Thomas Mann-læsere nu har endnu en grund til at begynde med lige netop denne, lidt under 100 sider lange historie, der i al sin korthed rummer alt, hvad der gør Thomas Mann til Thomas Mann: Den sproglige virtuositet. Den fine ironi. Lærdommen, der indlejres i fortællingen, men aldrig bliver til tør lærdom, fordi den i denne forfatters hænder forvandles til poesi. Og lidenskaben, først og fremmest lidenskaben, som jo altid var til stede hos Thomas Mann, både i hans liv og værk.

Lidenskaben var der som en konstant udfordring af det kontrollerede, regelrette, borgerlige liv, som Thomas Mann valgte, da han - trods sin erotiske længsel efter mænd - giftede sig med millionærdatteren Kaita Pringsheim. Den er der i »Døden i Venedig«, hvor den højt anerkendte, midaldrende forfatter Gustav von Aschenbach giver efter for sin lyst til at rejse, ender i dekadencens by par excellence, Venedig, og forelsker sig over al måde i en omkring 14-årig polsk dreng, der for ham er inkarnationen af det skønne. Det dør han af, Gustav von Aschenbach, for besættelsen holder holder ham fanget i den koleraramte by, og anderledes kan det ikke være.

Gustav von Aschenbach dør, men Thomas Mann levede videre, i mange år. Lad os vove den påstand, at Thomas Mann lod sig selv dø pr. stedfortræder. At han med »Døden i Venedig« fik fortalt en historie, som kunne være en historie om ham selv, men som i stedet blev forvandlet til en historie om en anden, og at han dermed brugte sin kunst til at holde sig selv - eller dele af sig - selv på betryggende afstand.

Hvorom alting er: Aschenbach/Mann er ikke den, der uden videre lader paraderne falde og besættelsen finde sted. Med sin overlegne intelligens og klassiske dannelse forsøger han indledningsvis, med hjælp fra græske filosoffer, at begrunde sin lidenskab for Tadzio med, at den er en lidenskab for skønheden som sådan. Først efterhånden, mens epidemien breder sig i lagunebyen, mens flere og flere rejser væk for at undslippe døden i Venedig, overgiver Gustav von Aschenbach sig uden forbehold til en kærlighed, der aldrig bliver andet end platonisk. Men jo altså til gengæld fatal.

Det er barske sager, og i disse tider, hvor pædofili i alle dens grusomme aspekter er daglig kost i medierne, kan det være svært at sætte sig ind i, at en verdensberømt forfatter i 1912 slap godt fra at udgive en fortælling, der uden mindste moralske fordømmelse beretter om en voksen mand, der forelsker sig i en mindreårig dreng. Det korte svar på, at det gik, er, at tiden var en anden, pædofili ikke på den måde et tema. Det længere svar er, at det homoerotiske perspektiv ikke er fortællingens afgørende perspektiv. Det er derimod kærligheden som sådan. Kærligheden, der kan blive så voldsom, at den knuser alt på sin vej. Inklusive selve den borgerlige orden.

At fortællingen vitterlig har tiltrukket et par af det 20. århundredes store homoseksuelle kunstnere, er jo omvendt ikke tilfældigt. Den italienske instruktør Luchino Visconti skabte i 1971 en billedskøn filmatisering, med Gustav von Aschenbach som komponist i stedet for forfatter og med adagiettoen fra Mahlers femte symfoni som musikalsk signatur. Den britiske komponist Benjamin Britten komponerende i 1973 en af sine mange fortræffelige operaer over fortællingen.

»Døden i Venedig« indbyder til mange læsninger, mange identifikationer. Som al stor kunst. De færreste vil være immune over for grundfortællingen om kærligheden, der ikke på den gode måde overvinder, men på den fatale måde overtrumfer alt. Lige til at dø af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.