Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Digte

Jeg, mig, jeg, mig, jeg, mig

Pablo Llambías - forfatter og rektor på Forfatterskolen - har hældt sine selvoptagelser på sonetter.

Det private er blevet offentligt. Ikke bare i realityshows, men også i litteraturen. Med Karl Ove Knausgårds kompromisløse »Min kamp« som præmieeksempel.

Den tendens er Pablo Llambías også med på, men i »Monte Lema« falder det meste desværre sammen om ørerne på ham med et kunstlet, selvoptaget brag.

Til daglig er Llambías rektor på Forfatterskolen, og man må ikke håbe, det er bøger som denne, han opstiller som ideal for sine elever. »Monte Lema« er nemlig en ganske ulidelig sag på 415 sider, hvor et helt års dagbogsnotater er hældt ned i sonettens 14-linjeform.

Eller »Jeg presser teksten/gennem disse sonetter, jeg maser den//ind i formen«, som han selv skriver et sted. Men hvad læserne skal stille op med to tredjedele af disse maserier er uklart. For hvor bogens første del om kunst er fulde af udsyn og indblik, så er de to efterfølgende dele - om en depression og et ustabilt kæresteforhold - bare belastende og sært opblæste i al deres jeg-mig-jeg-snak.

»Monte Lema« spejler, forstår man undervejs, en kunstner med lavt selvværd. En forfatter som føler, at verden ser ondt på ham. Men samtidig er han fuld af selvovervurdering. For hvordan kan man ellers mene, at disse skriblerier skal ud i verden i en stor, fed bog? Og brugen af sonetformen ligner mest af alt et forsøg på at give notaterne et skær af radikalt eksperiment, af seriøst litteraturprojekt.

Inspirationen synes da heller ikke at komme fra realityshows - hvilket ellers havde været originalt - men fra forfattere som Tomas Espedal og førnævnte Knausgård. I en sonet imponeres Llambías da også over sidstnævntes »sproglige tæthed og præcision,/hans rystende klarhed i få, nøje do-/cerede, rigtigt placerede billeder«.

Så sandt! Sådan skriver Llambías nu sjældent selv. Men linjerne viser dog, hvor han er bedst, nemlig i refleksionerne over skrivekunsten. De er ofte kloge, præcise, stærke. Modsat resten af »Monte Lema«. Og så kan det godt være, nogle af notaterne ikke er så selvbiografiske, som de giver sig ud for, og at Llambías indimellem kommer kritikken i denne anmeldelse i møde. Det gør bare ikke bogen mere interessant eller vedkommende. Snarere tværtom.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.