Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I en verden af idioter

Den polske mesterforfatter Witold Gombrowicz skrev i sine dagbøger om sløvede tanker, bagstræberisk kunst og blind patriotisme. Og om snart sagt alt andet. Første bind, »Dagbog 1953-1958«, foreligger nu omsider i dansk oversættelse – og det andet er på vej.

En velskrivende, tankevækkende krakiler: Witold Gombrowicz. Foto: Getty Images
En velskrivende, tankevækkende krakiler: Witold Gombrowicz. Foto: Getty Images

Det var egentlig tænkt som et kort ophold. Bare lige underholde det polske mindretal i Buenos Aires ved en række arrangementer og så hjem igen.

Men Witold Gombrowicz måtte blive i Argentina i 24 år. Fra 1939 til 1963. For bare en uge efter ankomsten invaderede Tyskland Polen, og de anså hans forfatterskab for sært og rubricerede det, som så meget andet genialt, som degenereret. Og da krigen omsider var ovre, tog stalinisterne over. De var heller ikke begejstrede. Hvad der ikke var for regimet, var i deres øjne imod det.

Så dér stod Gombrowicz i Argentina. Afskåret fra at vende hjem og uden nævneværdige kontakter af hverken kunstnerisk eller familiær karakter. Rigtig kendt var han heller ikke. Ikke i Polen, og slet ikke i Sydamerika.

Gombrowicz, der med god ret anså sig selv for genial, følte sig gemt og glemt, men behovet for at skrive forblev stærkt, som en urdrift, og ved siden af sine skønlitterære arbejder, hvoraf flere i dag betragtes som verdenslitteratur, skrev han fra 1953 og frem til sin død i 1969 i den dagbog, der nu regnes for et hovedværk i erindringslitteraturen. Men først nu har et forlag, det fine Sisyfos, sat sig for at udgive hele dagbogenpå dansk, og det første af to bind, »Dagbog 1953-1958«, foreligger nu i Rune Brandt Larsens fint registrerende oversættelse.

Nogle har måske allerede læst om Gombrowiczs dagbog i Karl Ove Knausgårds »Min kamp«, hvor den udgør en slags forbillede. Man forstår hvorfor. Knausgårds blanding af hverdag og refleksion, af stort og småt, kan uden videre spejles i Gombrowicz, der åbner »Dagbog 1953-1958« sådan: »Mandag Mig selv«. Den næste tekst lyder »Tirsdag Mig selv«. Først ved fredag bliver teksten længere, men der turde sigtet med dagbogen allerede være slået fast: Det handler i et og alt om Gombrowicz.

Men han ser ikke kun indad, men også ud. Farvet af egne meninger og følelser, javel, men stort set altid på læseværdige måder. Hvad enten det nu handler om cafébesøg, samfundsforhold, kunst eller kunstnere, og hvad enten blikket er rettet mod Argentina eller Polen, hvis situation han følger i tilsendte aviser og tidsskrifter.

Men distancen gør ham ikke mere sval og distanceret. Hans ord om hjemlandet er i stedet ophedede og polemiske. At han overhovedet blev sendt til Buenos Aires som ambassadør for polsk kultur virker hovedløst. I dagbogen skyder han i hvert fald på alt, hvad der er patriotisk, på alle de forfattere, der anses for gode polske sønner, og på landets trang til at hævde sig på verdensscenen. Polske kunstneres succes i udlandet er »sukkerknalder vi længe har styrket os på«, og samtidslitteraturen er der heller ikke nogen grund til at være til stolt af. For det første, fordi forfatterne jo er deres egne og ikke »fostret af folket«, for det andet, fordi selve litteraturen altovervejende er noget bras. »Litteraturen bliver« skriver han, »ustandselig blødgjort af diverse pæne roman- og føljetonfabrikerende tanter, af underlødige prosa- og poesileverandører, af bløddyr med gode talegaver, og denne litteratur er i fare for at blive et blødkogt æg i stedet for – som det er dens kald – at være et hårdkogt.«

Man ser kaptajn Haddock for sig! Men Gombrowiczs opildnede og opildnende stil bærer ofte på eftertanken. Både når han retter skytset mod sine polske kolleger – meget få finder nåde – eller mod det stalinistiske system, som tog over fra det nazistiske. Og når han skriver om, hvordan forfatterne påvirkes af regimerne og i en blanding af bagstræberi og nostalgi søger tilbage til tidligere tiders floromvundne stil.

At tiden ikke var på Gombrowiczs og hans højmodernistiske kollegers side, kan også mærkes i hans syn på kritikerne. Han finder det absurd, at de, der på alle måder står under forfatterne, skal dømme dem, og begræder deres magt: »På hvilken måde kan et lavere menneske kritisere et højere?«

Han anser simpelthen kritikere for idioter. Det samme gælder kunsthistorikere, der altid fokuserer på den gode kunst, selvom »Dårlig kunst kan være mere betegnende for en nation. De polske smøreriers historie kan nok fortælle os mere om os selv end historien om diverse Mickiewitczer.«

Hvasse og tankevækkende er også betragtningerne om kunstmuseer og deres alt for store udbud; malerier på rad og række, selv om et enkelt er nok, og selv om malerier ikke er sat i verden for at blive betragtet på den måde og forbrugt som var det bolsjer eller nødder.

Midt i de mange velskrevne, tankevækkende passager træder billedet af et krakilsk og klichéhadende menneske frem. Et menneske, der er ubestikkelig i sin kritik og ikke tåler den sløve tanke. Men Gombrowicz er naturligvis meget mere end det. Dagbogen er det selvportræt, han ønsker at tegne for verden, og ikke nødvendigvis hele billedet. Men indimellem er det ikke lige flatterende, hvad han HAR valgt at medtage. Som passagerne om kvinder, der for ham sjældent er andet end kønne, lidt uinteressante eller irriterende væsener. Lidt som papegøjer. Eller i nogle tilfælde »Nøglen til manden«. Altså et redskab.

Dagbogen er ikke desto mindre en stærk strøm af medrivende tanker og gode formuleringer om det mindste og største, og mange formuleringer rammer rent og dybt. Som når han han kalder aldringen og tabet af ungdom, for »denne brutale perfiditet fra naturens side«.

Hvad: Dagbog 1953-1958. Forfatter: Witold Gombrowicz. Oversætter: Rune Brandt Larsen. Sider: 583. Pris: 350. Forlag: Sisyfos.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.