Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvad blev der af Hans Rosborgs sjæl?

Hans Rosborg var bondeplager i 1700-tallets Danmark. I »En lumpen stodder« folder historikeren Bo Fritzbøger hans liv og egnens folkeliv ud. Fornemt forsket – men ikke så dramatisk fortalt.

Hans Rosborg - en lumpen stodder.
Hans Rosborg - en lumpen stodder.

Kværulanter, kriminelle og brokkerøve er en pestilens i det daglige, men historikere elsker dem. De sætter kulør på fortiden, og så efterlader de dejligt mange spor i fortidens kilder. En rigtig irriterende personage var herremanden Hans Rosborg (1670-1752), der ejede Ormstrup Gods ved Bjerringbro og efter alt at dømme var en pengepuger og en yderst besværlig karakter, der førte sager mod alle mulige, lige fra bønder til hans adelige nabo. Nu har historikeren Bo Fritzbøger fulgt ham gennem kilderne for at sammenstykke et portræt af dette usympatiske menneske – og samtidig givet et tværsnit af livet på landet i 1700-tallet.

Hans Rosborg var nemlig ikke nogen uinteressant mand, og hans indberetning til Danske Kancelli tyder på, at han også var belæst. Han var søn af en herredsskriver og kom som blot 13-årig ud for at tjene til livets ophold.

Det lykkedes ham efterhånden at opkøbe en del gods i området, og i 1733 forpagtede han den store gård Frisholt, som han i 1737 købte for et stort beløb. Han var desuden i mange år skatteforpagter i flere amter i Jylland og han havde også andel i stude­handel til Hamborg, ligesom han giftede sig med Helle, der var datter af et skipperægtepar og som han fik sønner og døtre med. Altså en mand, som det gik rigtig godt – bortset fra at han hele tiden skabte sig uvenner.

Bo Fritzbøger benytter sig af retsarkivalier til at give en beskrivelse af både landskab og samfund. Det er mikrohistorie med stor sans for detaljerne, og beskrivelsen bringer læserne tæt ind på hverdagslivet, som det udfoldede sig dengang.

Bo Fritzbøger følger familien Rosborg, men forklarer samtidig, hvordan almindelige folk havde det på landet, og han fortæller i den forbindelse, at familien Rosborgs børn havde lædersko og ikke kun de træsko, som landsbyungerne ellers gik med. De fleste gik også i hullet tøj, og man netop gik, for andre transportmidler var der stort set ikke i det daglige. Børnedødeligheden var også kolossal. Ud af 270 registrerede dødsfald i to lokale sogne fra 1700 til 1752 var de 120 børn under 14 år. Den mandlige del af landbefolkningen skulle i hæren, der var krig med svenskerne, og Hans Rosborgs bror, Niels, blev såret og taget til fange. Prygl og mishandling hørte til dagens orden i datidens danske militær.

Stakkels tyende

Familien Rosborg selv havde problemer med at holde på tjenestefolkene. Tjeneste­pigerne stak af for et godt ord, og et par retssager viser, at Hans Rosborg skældte og råbte ad det stakkels tyende. Bønder og husmænd levede fattige liv på Hans Rosborgs herregård, og der er en skrækkelig scene i bogen med en vis gårdmand Niels Simonsen, der måtte sælge gården og flytte med familien til et husmandssted.

Det var en social deroute, der må have været en forbandelse, og Rosborg viste ikke nogen empati. Magtmæssigt synes han at have haft let spil ved Frisholt Birketing, hvor mange af sagerne foregik, for dommeren var for svag over for herremanden, der udnævnte dommeren, ligesom det var godset, der inkasserede bøder.

Men sommetider mødte Hans Rosborg modstand, og når sagen blev indstævnet for Højesteret, kunne han ikke være sikker på resultatet. I en indviklet sag mellem en Peder Lund og Hans Rosborg forsøgte sidstnævnte sig med groft magtmisbrug ved at tilbageholde Peder Lunds hustru mod hendes vilje, men da Peder Lund derefter skrev til Danske Kancelli og klagede, måtte Rosborg erkende nederlaget.

Arme sjæl

Hans Rosborg døde i 1752 og efterlod sig et rigtigt dårligt ry. Han havde ikke skånet nogen, og han hade ført sager mod en lang række mennesker. Han blev begravet på Mønsted kirkegård, og på stedet har nogen sat en bronzeplade op, hvor teksten lyder:

»Stat stille her ved denne grav

Her hviler Hans Rosborgs bene

Men hvor den arme sjæl blev af

Det kun ved Gud Alene«

Den lokale myte fortalte, at Hans Rosborg havde været en bondeplager og forsvoret sig til djævlen, og at den præst, der holdt gravtale over Rosborg, havde formuleret sætningerne om ham. Det var først omkring 1900, at lokale havde ladet bronzepladen opsætte, hvilket var et bevis på, at historierne om Rosborg endnu på det tidspunkt var levende på egnen.

Bo Fritzbøgers bog er en fornem og indsigtsfuld bog om danskernes liv i 1700-tallet, bygget på et væld af kilder. Teksten er dog præget af en næsten for stor detaljerigdom, som hæmmer læsningen noget, og Bo Fritzbøger kunne med lethed have skruet op for den sproglige dramatisering uden at risikere sit faglige omdømme. Bogen er smukt illustreret, og boghåndværket i top.

Forfatter: Bo Fritzbøger.

Titel: »En lumpen stodder. Liv og landskab i 1700­-tallets Midt­jylland«.

Sider: 308 sider.

Pris: 300 kr.

Forlag: Gads Forlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.