Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her er en mesterlig bog om at rejse med tog

Paul Theroux er en mester i også at skrive alt det, man lige akkurat ikke kan se.

Med togrejser, hvor man møder fremmede mennesker og landskaber, er det sådan, at man får øje på ting, de indfødte slet ikke selv kan få øje på. Dette antropologiske paradoks oplever man også i mødet med amerikaneren Paul Theroux, der først på næstsidste side i »Den store jernbanebasar«, der med rette regnes for at være et regulært mesterværk inden for rejsebeskrivelserne, fortæller, hvad forskellen egentlig er mellem skønlitteratur og rejselitteratur. På hele sin formidable rejse, der består af en fire måneders non-stop togtur fra London til Japan og retur, har han spekuleret over den genre, han i skrivende stund faktisk var ved at blive mester i.

»Og undervejs erfarede jeg, hvad jeg fra starten havde haft på fornemmelsen, nemlig at forskellen mellem rejseberetninger og skønlitteratur er forskellen mellem at nedskrive, hvad øjet ser, og bruge sin fantasi.«

Therouxs definition kunne dårligt være mere forkert. Eller det vil sige, hans definition passer sådan set meget godt på gængs rejselitteratur, men af alle folk er præcis han en undtagelse, fordi han netop nedskriver, hvad han ser – og bruger sin fantasi. Man kunne sige: Han er en mester i også at skrive alt det, man lige akkurat ikke kan se.

Det viser sig, når han beskriver, hvordan minder om lyden af tog i barndommens USA senere fik ham til at elske at rejse med tog, fordi han altid drømte om, at han var om bord, når de susede forbi barndomshjemmet. Det viser sig, når han i Tyrkiet beskriver en på én gang nydelsesfuld og pervers pinagtighed hos en muslimsk mand, der betror ham, at han engang har været i seng med en fremmed kvinde – og først dagen efter opdaget, at det var en transvestit. Det viser sig, når han i Japan indskriver hele den nationale historie i en geishas dragt på en gade i Kyoto. Det viser sig, når hans portræt af Sovjetunionen – bogen udkom på amerikansk i 1975, to år efter rejsen, der fandt sted i 1973 – nærmer sig et spejlbillede af amerikanske normer og dermed ender som en slags kulturel fortolkning og altså overhovedet ikke den rene reportage, han bilder sig ind, hans ærligt talt enestående togrejseskildring er.

Selvbedraget skyldes hans skoling. Reportagen er et journalistisk håndværk baseret på fejlfri rapportering. Men Paul Theroux er romanforfatter, og hans tilgang er fortællingen. Hvordan kan man genskabe scenerne bedst muligt? Hvordan kan oplevelsernes genopføres i læserens bevidsthed? Hvilket sprog hensætter læseren? Theroux bryder alle journalistiske regler og beskriver blandt andet, hvad han tror, en russer, han ikke forstår, muligvis siger – i citationstegn og over en halv side. Han lader sine mareridt fra liggevognen indgå, som om de var lige så virkelige som maden i spisevognen. Han lader andre aktører i historien sige ting, man ikke kan lade være med at mistænke for i virkeligheden at være hans egne tanker.

Resultatet af, at Theroux lægger klassiske fiktionsgreb ned over sine kliniske observationer – metoder, der mange år senere skulle blive til immersive journalism og narrative journalism i avisernes verden – er på mange måder bare en fuldstændig fascinerende selvbiografisk roman. Det er nemlig først og fremmest en bog, der er så medrivende, at man er nær ved at rive siderne ud af bogen ligesom, når man sidder med en virkelig god thriller. Men samtidig er bogen proppet med nogle af de mest tankevækkende betragtninger – ikke kun om fortællerens møder med mennesker og steder, men også om rejsen eller livet i almindelighed.

»Jeg har en teori om, at hvad man hører, påvirker det, man ser. En helt almindelig gade kan forandres af et skrig,« skriver han for eksempel henkastet et sted.

Andre gange er det det helt store etnografiske overblik – en indsigt, som kun den rejsende kan få – som han beskriver eminent.

»De fleste tog i næsten alle lande bærer præg af deres kultur. De thailandske tog har en brusekumme med glaserede drager på siden, de ceylonesiske tog har vogne, der er forbeholdt buddhister, de indiske har vegetarkøkkener og seks klasser, de iranske har bedetæpper, de malaysiske har nudelboder, de vietnamesiske har skudsikre ruder i lokomotivet, og i hver eneste vogn i Rusland er der en samovar.«

At Therouxs mesterværk har mange år på bagen, gør den faktisk kun bedre. Da han kører gennem Vietnam med tog, møder han alle vietnamkrigens ofre og de mange amerikanske soldater, der er blevet tilbage, fordi rejsen foregår få år efter krigens afslutning. På samme måde virker Japan i 1973 endnu mere lukket og eksotisk end i dag. Og Sovjetunionen forekommer – i endnu stærkere grad, når man læser en beskrivelse af den historiske virkelighed i dag – som en brutal plan formet i hovedet på diktatorer, snarere end af folkets egen vilje.

Siden Theroux’ mageløse bog udkom i USA, har han erkendt sit særlige talent og især specialiseret sig i at beskrive sine rejser, og han har siden blandt andet været på sporet af Afrikas togbaner, delt sine indtryk af USAs sydstater og gennemlevet en yderst eksotisk vandretur – i Storbritannien.

Den store jernbanebasar. Forfatter: Paul Theroux Sider: 382 Pris: 199,95 kr. Forlag: C&K Forlag

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.