Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Historie

Har du talt med din vulva?

Tyske Mithu Sanyal har skrevet det kvindelige kønsorgans historie, og den er fuld af billeder i sten og bronze, maleri og bedagede fotos. Hvorfor denne bagudvendte, akademiske distance?

»Sheela-na-gig« hedder denne muntre matrone i sten fra 12.århundrede, der står oppe under loftet og taler ned til menigheden i kirken St.Mary og St.David.
»Sheela-na-gig« hedder denne muntre matrone i sten fra 12.århundrede, der står oppe under loftet og taler ned til menigheden i kirken St.Mary og St.David.

Min veninde og jeg har et glansnummer, vi gerne optræder med. Helst offentligt og gerne i en kø, og så spørger jeg nysgerrigt og interesseret, hvordan det går med hendes mors barberede mis. Det plejer såmænd at gå rigtigt godt med den. Og der plejer gerne at være nogle, der kigger forarget, forundrede på os og måske en mand, der fnyser af væmmelse.

Det er nu såmænd bare en kat, der tit slås og derfor barberes og syes. Men forvekslingen illustrerer ganske godt, at vi har et problem med at omtale det kvindelige køn. Skal det være det voldsomme »kusse«, det pornoede »fisse«, det barnlige »tissekone« eller det afstandtagende »det der nede« eller øgenavnet »fru knudsen«? Og hvad tænker vi på, når vi bruger ordet? Hele kønnet med klitoris, skamlæber og vagina?

Emnet er ellers ganske aktuelt og forsøgt indkredset, fra bogen og teaterstykket »Vaginamonologerne«, DR2s temaaften om kussen til det ærværdige Goethe Institut, der på Kvindernes Kampdag 8.marts åbner »Kussomaten«; en slags fotoboks, hvor kvinder anonymt kan tage billeder af deres køn, så de senere kan sammenlignes. I forbindelse med arrangementet på det tyske kulturinstitut kommer forfatteren Mithu M. Sanyal også til Danmark i anledning af den danske udgivelse af bogen »Vulva - Det usynlige køn«.

Sanyals udgangspunkt er, som der står bag på bogen, »Hvad der ikke eksisterer, behøver intet navn - og hvad der ikke har noget navn, eksisterer ikke«. Hun foreslår derfor, vi bruger ordet »vulva« og går i sin bog på jagt efter forståelsen og betydningen af det usynlige køn. Altså, det der ikke er i forhold til det mandlige køn, der er noget nemmere at få øje på og udpege.

Hun har efter at have konstateret, at kvinder sagtens kan tegne en penis, men ikke vulva, sat sig for at give det kvindelige køn sin

værdighed og betydning tilbage, og så går det ellers over 200 sider fra oldtiden, over middelalderen, via 1930ernes New York, striptease (og kriminalromaner herom) til moderne feministisk kunst i en jagt på forståelsen af, hvad kønnet er og har været, og hvilken rolle det har spillet i kulturhistorien som lige dele frelser og djævel.

Sanyal gennemgår i skæve hop 3000 års kulturhistorien, hu hej, fra 1200-tallets kirker til Freuds psykoterapi. Sjovest er hun, når hun går i selvsving i vidtløftige teorier om, at kirker er opbygget som det kvindelige kønsorgan med både indre og ydre adgangsrum, et hovedrum med to siderum (skede og æggeledere) og alteret som klitoris, hvorved manden i skikkelse af præsten står og insisterer på at overtage kvindens rolle som den, der føder barnet ved, at han gennem dåben genføder barnet og dermed fuldstændigt fratager kvinden nogen vigtighed. Hvem sagde konspirationsteori?

Bogen burde være interessant. Selv for dem, der kan holde om deres køn, mens de læser. Men det er underligt kedsommeligt og med en irriterende arrig undertone af, at det hele har været for galt indtil nu. At kvinder har været ofre, som det var synd for, at mændene havde en samlet masterplan om undertrykkelsen, og at det store svin til Freud godt nok ikke kunne være bekendt at tale om penismisundelse. Og når udgangspunktet for bogen er, at for få kvinder kender den del af sig selv og slet ikke af andre, kan det virke virkeligt underligt, at bogen ikke indeholder et eneste billede af det kvindelige køn, fotograferet tæt på og fremvist, som de plakater af typer og størrelser penisser, der ofte figurerer i blade om forskellighed. I stedet får man det kvindelige køn af sten, i bronze, på malerier og få bedagede fotos. Hvorfor denne sære akademiske distance? Det gør bogen underligt kedsommelig. Lidt for meget lektier, lidt for lidt lystlæsning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.