Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Krimi

Han napper genrens bedste i haserne

Jakob Melander har skrevet tredje bind om den utilpassede københavnerbetjent Lars Winkler, der har en fortid som punker.

Jakob Melanders »De berusedes vej«.
Jakob Melanders »De berusedes vej«.

Man kunne godt komme til at forveksle Jakob Melanders hovedperson, den utilpassede nørrebrobetjent Lars Winkler, med Jesper Steins endnu mere selvdestruktive nørrebrobetjent Axel Steen. De har mange fællestræk, og det samme har de serier, de optræder i.

Men man gør sig selv – og bøgerne - en tjeneste ved at holde dem adskilt. Stein er i en liga for sig, og Melander fortjener ikke at blive sammenlignet, målt og vejet i forhold til ham. Han fortjener at stå for det, han er: En velskrivende og virkelig god dansk krimiforfatter.

Tredje bind i serien om Lars Winkler, »De berusedes vej«, cementerer dette og lægger samtidig nye alen til persontegningen af den egenrådige, amfetaminmisbrugende og musikelskende hovedperson. Hans fortid som venstredrejet punker med kontakt til BZ-miljøet og brostenskastende bøller bliver tydelig, da en igangværende sag viser sig at have forbindelse til den omgangskreds, han engang var en del af.

En journalist fra den venstreorienterede netavis Modkraft bliver dræbt ved en bombeeksplosion i et baghus på Nørrebro. Politiet er allerede i alarmberedskab på grund af et forestående EU-topmøde i København, og man vælger ret hurtigt at konkludere, at et planlagt attentat er gået i vasken, fordi afdøde har fjumret med bombefabrikationen og dermed har slået sig selv og ikke et hav af europæiske politikere og diplomater ihjel i stedet.

Jakob Melander skriver fremragende, men historien er lidt for pæn.
Jakob Melander skriver fremragende, men historien er lidt for pæn.

Fremragende sprog

Winkler tvivler imidlertid på denne konklusion. Den dræbte var en gammel ven helt tilbage fra barndommen, og selv om de mistede kontakten for 30 år siden, mest på grund af en pige, er Winkler overbevist om hans uskyld. Han begynder egenhændigt at grave i vennens omgangskreds og kommer på sporet af ikke bare venstreorienteret udkantsideologi, men også højreorienteret ekstremisme og en mere eller mindre sovende terrorcelle.

Truslen om bombesprængninger er reel nok, men Winkler er uenig med sit bagland samt ikke mindst den ucharmerende PET-agent Kim A. om, hvor man skal sætte ind for at forhindre katastrofen.

Winklers fortid viser sig at have en del at gøre med det, der sker i dag, og han sætter både sin karriere og det spirende forhold til kollegaen Sanne på en prøve ved at anvende alternative metoder til opklaring af sagen. Han er en klassisk kriminalistisk enspænder i en moderne rodløs version, en fandens god betjent, naturligvis, og så er han hovedperson i en historie, der kunne gøre sig fint på film.

Det sidste er, hvis man skal komme med en anke, dét, der gør bogen til lidt mere mainstream end (ups, der kom sammenligningen alligevel) for eksempel Jesper Steins bøger.

Melander skriver fremragende, nogle steder decideret poetisk, pågående, pompøst og med et godt skud intellektuelle og musikalske vitaminer – men historien er også og i al sin råhed lidt for pæn, lidt for krimifilms-firkantet og -letfordøjelig, lidt for læselig i den lix-lette betydning af ordet.

Man skærer sig med andre ord ikke på »De berusedes vej«, men man får en over gennemsnittet god krimi, der kan anbefales til de krimihungrende. Og til de fleste.

Titel: De berusedes vej. Forfatter: Jakob Melander. Sider: 411 Pris: 250 kr. Forlag: Rosinante.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.