Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Han fortæller mesterligt og med sproglig begejstring

Bulgarske Georgi Gospodinov spås en fremtid som en af Europas fremmeste forfattere. Han skriver elitært og ambitiøst og meget poetisk.

Cover
Cover

 

 

Georgi Gospodinov er original helt fra starten af sin roman om »Melankoliens fysik«. Hans fortæller, der forekommer at være forfatterens alter ego, kan nemlig tage bolig i andres erindring. Han kan medhuske andres liv, så at sige. Og i en til tider mystisk fortælling træder erindringen, som sådan, ind på scenen og bliver hovedperson.

Romanens stof vokser langsomt frem. Det er et personligt tegnet billede af en opvækst i Bulgarien. Et portræt af en familie – med tråde bagud og også fremad. Og en række skitser af den østeuropæiske tristesse med elendig mad, arbejdsløshed og grå betonblokke.

I starten handler romanen konkret om den græske myte om Minotauros – den mytologiske blanding mellem menneske og tyr, der lever inde i en labyrint på Kreta, hvor Theseus til sidst slår ham ihjel og kun slipper levende derfra, fordi hans elskede Ariadne har givet ham et garnnøgle, som han har rullet ud gennem labyrinten, så han kan finde ud igen ved at følge den siden så berømte røde tråd.

 

Billedet på erindringen som en endeløs labyrint er klassisk, men hos Gospodinov udtrykkes det også i den litterære form. I en slags tour de force gennem fortællinger, fragmenter, erindringer og observationer vokser der en historie frem, som sine steder er så poetisk, at man ganske rigtigt tænker, at det er længe siden, at man har læst noget lignende.

Et godt eksempel kunne være dér, hvor Gospodinov pludselig rejser det eksistentielle spørgsmål: Mon dukker ældes? Det humoristiske og uventede udsagn om den netop pr. definition uforanderlige udgave af mennesket - dukken - gør, at man spærrer både øjne og tænkning op. Lidt som da fortælleren kort efter forklarer, hvordan han som helt ung på gaden prøver at tjene penge ved at skrive et spontant digt til en forbipasserende kvinde. Hun står foran ham, mens han skriver. Og så er det, hun spørger:

»Må jeg bevæge mig?«

Det er i de små observationer, at han er mest følsomt registrerende. Han ser et TV-klip af sig selv som yngre. Og tænker: »Jeg var tyve år gammel i fire sekunder.« Andre gange får han øje på livets store ironier. Som da han bemærker, at Jordens undergang bliver den største nyhed i hele verdenshistorien – og den eneste, der ikke vil komme til at stå i nogen avis.

Hele romanen er en allegori. Forfatteren opbygger en stadig mere udpenslet symbolisme, hvor labyrinten bliver metafor for erindringen, men også hele livet. Og hvor læseren – sammen med ham – bliver rundtosset. Og dermed ser verden på ny.

For er slagtning ikke – set med dyrenes øjne – deres Helvede? Og hvad nu, hvis verdenslitteraturen var fortalt fra deres perspektiv? Hvordan ville Hemingways »Den gamle mand og havet« egentlig se ud, hvis den blev fortalt af fisken? Eller hvad med verdenshistorien fortalt fra for eksempel en salvieplantes synspunkt? Ville mennesket overhovedet være med i den?

Det erindrede og det hittepåsomme blander sig i minderne om Gaustin, fortællerens kreative ven, der konstant får forretningsideer. En af hans bedre er den med at fortælle biograffilm ude foran biografen, så folk kan spare billetten. Da han forsøger at realisere ideen, får han bank.

Gospodinovs roman er så løs og sær og blandet i sit udtryk, at det er lige før, man kan betvivle genren. Men det er en roman. Også selv om den sommetider bare består af underfundige lister. Blandt »ting, der ikke egner sig som samlerobjekter« finder man blandt andet både oste, børn og snemænd.

Andre gange er romanen om Bulgariens tid som østeuropæisk land fortalt i en slags paradigmer. Det er rækker af ordnede fortællinger. For eksempel beskriver fortælleren alle sin ophold på europæiske hoteller. Og han konkluderer pludselig, meget kontant, at »jo billigere hotellet er, jo mere vildt bliver der kneppet.«

Faktisk bruger fortælleren alle kneb. Så desperat bliver han på et tidspunkt, at han hævder, at han nu simpelthen må gå ud og købe historier.

Det er i den sproglige begejstring og i glæden ved det helt friske blik på verden, at fortællerens mesterlighed skal findes. Som da han pludselig erkender, at alle demente mennesker jo faktisk dør allerede i deres barndom – uden en alderdom. For det er der, de ender, når de begynder at miste hukommelsen, så at sige, bagfra. Eller som da han ikke har talt i flere dage, fordi han er i krise og bliver i sin lejlighed, og han så pludselig tænker: »Kan munden mon forsvinde?« Den slags totalt syrede tanker er bogen fuld af.

I Gospodinovs roman er labyrinten også den rejse, den røde tråd, som sproget balancerer på. Og sproget finder selv labyrinter overalt. Fortælleren laver endnu en liste. En liste over de naturligt labyrintiske ting i verden: Hjernen. Tarmene. Nervesystemet. Øret. Men også biernes flugt. Øjets bevægelse igennem en bog. Og en rose. Og den lille brumbasse i midten – måske har den faktisk horn?

 

Melankoliens fysisk

Forfatter: Georgi Gospodinov. 302 Sider: Pris: 300 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.