Roman:

Forfatter og forælder

Andet bind af Karl Ove Knausgårds selvransagende seksbindsværk er ikke dårligt, men heller ikke på højde med det mesterlige første bind.

Karl Ove Knausgård.
Karl Ove Knausgård.

I Norge er Karl Ove Knausgårds store autofiktive værk om ham selv ved at være tilendebragt. Sjette bind skulle udkomme først i det nye år. Her i Danmark har vi nu fået bind to i Sara Kochs fine oversættelse.

Hvor det første bind primært handlede om Knausgaards forsøg på at komme overens med sin selvdestruktive og svigtende far, er det i dette bind konflikten mellem at være småbørnsforælder og husbond på den ene side og stor forfatter af ambition og kald på den anden.

Bindet koncentrerer sig om perioden fra Knausgård møder sin anden kone Linda, henover de tre børn de får og Knausgårds anden roman, til han påbegynder arbejdet med første bind af »Min kamp«.

De læsere, der i første bind værdsatte Knausgårds formidable evne til at registrere de små ting i hverdagen, vil værdsætte bind to. Den mange sider lange beskrivelse af en børnefødselsdag, hvor såvel Karl Ove som hans datter konstant forsøger at undgå værten og de øvrige gæster, imens de lurer på, hvornår de kan tillade sig at tage hjem, siger meget om den kamp, der er i fokus i dette bind.

Hverdagens små slag

Det handler om at bebo en verden, man ikke føler sig hjemme i, men som man heller ikke kan lade bag sig.

Det er hverdagens mikroskopisk-små slag, der kæmpes og skildres: Hvem tager opvasken, hvem beder den enerverende underbo skrue ned for musikken, hvor finder man fred og ensomhed i en storby?

Præcist registreret i en sanselig, men kølig og nøgtern prosa. Som i første bind flankeres det hele med essayistiske overvejelser over tilværelsen, kunsten og litteraturen - en verden, der ligger milevidt fra hverdagens trakasserier, men som så alligevel indtræffer på en bænk i en park eller med en bog på en café.

Alligevel sad denne læser lidt skuffet tilbage efter læsningen af de 650 sider. Det er åbenlyst, at det første binds drivkraft var opgøret med faderen.

Denne uforløste konflikt lå som en motor under hele bindet og trak strengene sammen.

Der er ikke de samme hestekræfter i dette bind. Det episodiske dominerer, og den underliggende resonans af noget større eller dybere indtræder ikke. En anmelder mere ond i sulet end undertegnede ville nok hævde, at der er tale om flad bekendelseslitteratur; en slags soap-opera med momentvis intellektuel instrumentering. Men så vidt vil jeg ikke gå. Dertil er hele projektet for sympatisk.

Virker klodset

Der skal dog ikke herske tvivl om, at bogen ikke havde taget skade af en lidt hårdere redaktør. Knausgård gengiver samtaler, så de skal virke virkelige, men dialogerne kunne snildt strammes op. En lang restaurant-snak om liv, død, kunst, med den gode ven Geir bliver vel konstrueret.

Når folk griner, gengives det gerne med et »Ha ha ha«, som virker lidt klodset i forhold til et fortællerindskudt »Han lo«. Knausgård har endvidere en hang til lidt tunge ordsprog og floskler, og man sidder for ofte og leder efter den æstetiske nødvendighed i de mange detaljerede anførsler af begivenheder, personer, tøj, indretning med videre. Altsammen noget som var i orden i første bind.

Rygter nordfra vil, at vi i de kommende bind igen dykker ned i barndommens dyb. Lad os håbe, at det genopvækker den nerve, der løfter en bog fra ok til uomgængelig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.