Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Livsstil

Fire pariserinder har skrevet en øretæveindbydende guide

»How to be a Parisian« handler om kærlighed, stil og den dårlige vane at være en selvoptaget kvinde.

»How to be Parisian« er en manual til at blive gimpen over alle gimper.
»How to be Parisian« er en manual til at blive gimpen over alle gimper.

»How to be a Parisian« er ifølge forlaget en »skøn« guide til attitude, mænd, kultur og stil. Personlig kunne jeg have lyst til at spanke alle, der har købt og læst den, for magen til reaktionært sludder om, hvordan man er kvinde, dvs. hvordan man er en kæmpe gås, har jeg sjældent læst.

Blandt de overordnede principper for at være en såkaldt pariserinde hører at være konstant bolleklar, at skjule farven på sit tandkød, finde den rigtige parfume, inden man fylder 30, og hade noget, som alle kan lide, f.eks. opera eller kattekillinger. l fald ifølge dette århundredes mest hypede og hjernedøde guide, skrevet af fire kvinder, der lyder, som om de har været på et eller andet, mens de skrev.

»Pariserinder er aldrig tilfredse«, lyder det i det næste kapitel, der skal indkredse, hvorfor denne kvinderace er særligt beundringsværdig. De er f.eks. aldrig tilfredse med, at en mand kalder dem for de smukkeste kvinder i hele verden. For hvad med resten af universet?!

Aldrig tilfredse og altid for sent på den, »for en pariserinde har vigtigere ting for end at mødes med dig«. Og hun tager altid læbestift på, før hun går til bageren om søndagen, for tænk, hvis hun mødte nogen, hun kendte. Ja, uha.

Et kapitel er også viet til »Sådan gør hun mænd usikre«. Det gør hun blandt andet ved at aflyse et møde et kvarter før – uden begrundelse. Eller ved at hun midt i en samtale tilfældigt udbryder: »Det er den smukkeste dag i mit liv!« Kvinder opfordres også til at betragte ting omkring sig, som om de beskuer horisonten i en solnedgang over havet og at drikke af et champagneglas med det yderste af læberne - og endelig ikke blive for fuld.

Fisselattelitteratur

Det er fisselattelitteratur for fuld udblæsning og en manual til at blive gimpen over alle gimper. Eneste formildende træk ved guiden er den liste over bøger, som enhver »pariserinde« forudsættes at have læst, heriblandt Célines »Rejse til nattens ende«, Baudelaires »Syndens blomster«, Flauberts »Madame Bovary« og Houellebecqs »Elementarpartikler«. Overraskende gode valg, selv om dannelsen hverken rækker til litteratur uden for Frankrigs grænser - eller til at opføre sig ordentligt.

Hvert år udkommer et tankevækkende antal guides og selvhjælpsbøger, der skal adressere kvinders usikkerhed, og denne er ingen undtagelse. »How to be a Parisian« fortæller dig, hvordan du skal gå klædt, hvorfor sort er en strålende farve, hvordan du bevarer din ungdoms hud, kysser, kører bil og får ham til at tro, at du har en elsker.

Men den burde være ledsaget af kapitler om skilsmisse, håndtering af ensomhed og en opfordring til at vende blikket væk fra navlen og ud i verden.

Det er meget muligt, at en masse humor og selvironi er gået tabt i den danske oversættelse, men jeg tvivler ærligt talt. »How to be a Parisian« er guiden for enhver, der lever i grænselandet mellem gås og gimpe og i virkeligheden bare skulle have en røvfuld.

Titel: How to be Parisian. Kærlighed, stil og dårlige vaner. Forfatter: Sophie Mas, Audrey Diwan, Caroline de Maigret og Anne Berest. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Sider: 272. Pris: 199,95 kroner.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.