Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

Et liv uden fester er som en landevej uden kroer

Stine Pilgaard brillerer med en skønlitterær rappport fra hverdagsdanmark. Sjov og alvorlig som livet selv.

Stine Pilgaard skriver både underholdende og alvorligt om hverdagens fascinerende og almindelige scener.
Stine Pilgaard skriver både underholdende og alvorligt om hverdagens fascinerende og almindelige scener.

Hvis man – som her – skal prøve at sige noget væsentligt om Stine Pilgaards skønne nye roman kan man passende begynde med titlen.

»Lejlighedssange« hedder den, og dét ord rummer i al sin finurlige udspekulerethed essensen af det hele.

For det første forstået på den måde, at selv om romanen rummer et fortællende jeg og dette jegs kæreste i form af et ikke nærmere kønsdefineret du, så der også tale om en slags kollektivroman, befolket som den er med en række nok så forskellige beboere i en andelsforening i Aarhus. Lejligheder er med andre ord en del af romanens fysiske rum.

For det andet forstået på den måde, at vores fortællerske, ud over at digte horoskoper til et ugeblad, også lejlighedsvis gør den i lejlighedssange! Sådan!

Spredt rundt om i romanen er der også en anden slags »sange«, sange, der bærer titler som »Sang om de gyldne damer«, »Sang om pop« og »Sang om smalltalk«, og de er ikke sange i dagligdags forstand, men noget i stil med den gamle græker Homer, om hvis »sange« en af andelsforeningens beboere, græske Agis, på et tidspunkt korrekt bemærker, at »it is not real songs«.

Desuden er der – og det er lige så vigtigt – en slags horoskoper, der fungerer som kapitelindledere og på en ret vidunderlig måde er lige så absurde som rigtige horoskoper. Her er det Vægten, der gælder:

»Du står over for et svært valg, og det er nødvendigt at være konsekvent. En vigtig person vil stille dig to spørgsmål, og svaret er i begge tilfælde ja. Lad flyvemaskinen stå, og tag cyklen. Livet er for kort til dårlige svabere, så invester i fremtiden, den klæder dig, og det er din tur. Fortæl de andre, hvad de går glip af. Så kan de lære det«.

Det almindelige og fascinerende

Vender vi for en kort bemærkning tilbage til Agis, så er han forlovet, det siger i hvert fald en af andelsforeningens beboere, en ældre dame, som alle kalder mormor, og som er kæreste med Ruth, og som kan fortælle, at Agis er forlovet, og at han sikkert er lovet væk til en kusine, for »sådan var det jo også i Danmark, inden vi blev civiliserede.«

Mormors og Ruths lange kærlighedshistorie er i øvrigt i sig selv en historie i historien, det samme er også de tilbageblik på barndommen og ungdommen, som vor jegfortæller foretager, barndommen med søsteren, ikke mindst, hende, der stadig er en del af hendes liv, og som på et tidspunkt skal på Jensen´s Bøfhus for at fejre fem-års dag med sin kæreste, men »hvordan kan I finde på at støtte en kæde, der ikke kan stave til sit eget navn,« spørger jeg-fortælleren. »Der er ingen apostrof, når Jensen ikke slutter på s,« fortsætter hun, »det lærer man i første klasse«. »Det er et bøfhus«, svarer søsteren, »de skal ikke stave, de skal lave mad«.

Sådan er »Lejlighedssange« fyldt med forskellige scener og skønne ordvekslinger og fascinerende almindelige mennesker, herunder lægen Elizabeth, der holder fødselsdag for sin koma-ramte elskede, Farsen, og som på et tidspunkt, da der er beboermøde, kaster sig ud i en længere beruset tirade mod parret Lasse og Louise, ikke fordi de larmer, når de har samleje, men fordi lydene, ifølge hende, ikke er overbevisende nok. »Ingen samlejer er så rytmiske«, deklamerer Elizabeth. Hun må jo vide det.

James Joyce titter frem

Det er, som det forhåbentlig fremgår, langt hen ad vejen virkelig meget oplivende morsomt at læse Stine Pilgaards skønlitterære rapport fra et stykke hverdagsdanmark, smukt pointeret, sprogligt suverænt, som det er, men »Lejlighedssange« bliver ikke ringere af, at den også rummer en kærlighedsalvor/lidenskab/besættelse/tvivl, der blandt andet handler om jegfortælleren selv og den, hun lever sammen med:

»Dine nyrer er velformede, det er sådan, jeg tænker på dem, og jeg kunne stege dem i smør og spise dem til morgenmad, og du ville sætte pris på denne litterære reference« hedder det et sted, hvor James Joyces »Ulysses« forsigtigt titter frem.

»Vi er lige her, og mine tilbagetrækninger er rent proforma, og altid vil jeg vende tilbage, og altid vil du dukke op på den anden side af ensomheden,« står der et andet sted, hen­imod slutningen.

Stine Pilgaard debuterede i 2012 med romanen »Min mor siger«, der vakte almindelig brusende begejstring. Med »Lejlighedssange« viser hun sig igen som en forfatter, der kobler humor og alvor med en ekstraordinær fin sans for ord. Det hele er med, selvfølgelig, for det er jo livet selv, det handler om, i al dets skøre mangfoldighed. Eller som det så rigtigt siges i romanen: »Et liv uden fester er som en landevej uden kroer«.

Titel: Lejlighedssange. Forfatter: Stine Pil­gaard. Sider: 200. Pris: 249,95. Forlag: Samleren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.