Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

En forfatter, der hader sine personer

Tiden er løbet fra Mary McCarthys »tidløse« fortælling om gimper i 30ernes kriseramte USA.

Tiden er løbet fra Mary Mccarthys »Gruppen«, der udkom første gang i 1963.
Tiden er løbet fra Mary Mccarthys »Gruppen«, der udkom første gang i 1963.

Det mest opsigtsvækkende sker efter 40 sider: Deflorationen af alfahunnen Dottie Renfrew. Hvilket givetvis har vakt en del opsigt, da Mary McCarthys roman »Gruppen« udkom i 1963. I dag vil de fleste nok trække på skulderen og tænke, at Dick heller ikke kan bruges til andet end at være - en dick. Og en dick eller pik det er han, ligesom de andre mænd i romanen.

Mænd enten misbruger kvinder seksuelt, er selvovervurderende eller forsøger at hindre dem i at gøre karriere. Mary McCarthy lægger ikke fingre imellem, men synes omvendt heller ikke at have meget sympati for sine kvindeskikkelser. De stræber alle efter et lykkeligt liv, men ender med ikke at lykkes selv.

»Gruppen«s otte kvinder er netop dimitteret fra det fornemme kvindecollege Vassar. Året er 1933, og den historiske baggrund er, at Hitler er ved at overtage Tyskland, mens den amerikanske præsident Roosevelt lancerer sin New Deal, og USA er i finanskrise. Kvinderne udgør tilsammen en ny kvindetype, der er slagfærdig, selvstændig og har personlighed, og alle drømmer de om et liv, der er bedre end deres mødres. Eller som Mary McCarthy formulerer det:

»Det værste der kunne ske - det var de rørende enige om - ville være at blive ligesom Mor og Far, sure og bange for udviklingen. Ikke én af dem ville giftes med en børsmægler eller en bankier eller en kold fisk af en byggeadvokat, som så mange af Mors generation, hvis de kunne undgå det. De ville hellere være ustyrlig fattige og leve af laksesalat end være tvunget til at gifte sig med en af disse kedelige rødhovedede unge mænd fra deres egen kreds […].«

Mangler varme og hengivenhed

Lyder det som en ungdomsroman? Det er »Gruppen« nu ikke, men kvinderne har det samme ambitionsniveau for deres personlige lykke, som er kommet til at kendetegne den genre, der lidt nedladende kaldes »ungdomsroman«. Kvinderne ønsker et liv på deres egne præmisser og ikke en gentagelse af de kønsroller, der har reduceret deres egne mødre til fødemaskiner og fædrene til hæveautomater. Fair nok – og i 1963 sikkert en revolutionær tirade.

Da Mary McCarthy 400 sider senere slipper kvinderne igen, er de omkring 30 år gamle og har erfaret, at lykken ikke består i at gøre det hele anderledes, men i at blive lykkelig som den, man er. At valget for en moderne kvinde ikke består i at vælge mellem børn og karriere, men i at være sig selv tro. Og at det kan indebære, at man skal skilles, leve et liv som lesbisk - eller bare være alene.

Forlaget gør sit for at sælge McCarthys roman på, at den har inspireret til TV-serien »Sex and the City«. Det er meget muligt, men romanen er mere satirisk raffineret end serien, der til gengæld har en varme og hengivenhed, som »Gruppen« fuldstændig mangler. McCarthy holder ikke af sine personer, så hvorfor skal læseren?

Titel: Gruppen. Forfatter: Mary McCarthy. Oversætter: Hans Hertel. Sider: 432. Pris: 249,94. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.