Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse

En dyb og ærlig brummetone fra Sørine Gotfredsen

Sørine Gotfredsens nye bog er anakronistisk. Og netop derfor værd at læse.

Sørine Gotfredsen: »Løft blikket - nåde i narcissismens tid«
Sørine Gotfredsen: »Løft blikket - nåde i narcissismens tid«

Alle tænker kun på sig selv, den eneste, der tænker på mig, det er mig. Som Dynamit-Harry sagde. Men Dynamit-Harry er vist ikke en levende del af litteraturlisten hos Sørine Gotfredsen, så lad os se mere dannet på det:

At ville beskrive ironien er som at ville afbilde nissen med den hat på, som gør ham usynlig. Sagde Kierkegaard.

Ikke let, men dog kastede Kierkegaard sig ud i det, og Sørine Gotfredsen har da også ret, når hun i sin seneste bog, »Nåde i narcissismens tid«, skriver, at selv om narcissisme altid har været en del af os (og dermed også af Sørine Gotfredsen), så synes tiden og selfie-kulturen at sætte sagen på spidsen:

Ser vi overhovedet andet end os selv? Og hvis vi aldrig løfter blikket, hvad går vi så glip af som mennesker?

 

Sørine Gotfredsen trækker klassikerne af stalden for at illustrere, hvordan mennesket kun bliver til i bundethed med andre. »... kærlighedens blotte eksistens forpligter mennesket på at melde sig ind i relationen til andre,« som det hedder i en beskrivelse af Grundtvigs store forelskelse og hans deraf følgende opvågnen til livet.

Grundtvig er en af bogens husguder, Kierkegaard, Luther og Dostojevskij andre. Det er der hverken noget overraskende eller nyt i (det gør heller ikke noget), men det sinker indimellem læsningen, at Sørine Gotfredsen finder det nødvendigt med lange indføringer i dette eller hint ofte ret kendte værk og historiske forløb; man mærker den pædagogisk formidlende prædikant, og man kan spørge sig selv, hvem der er målgruppen?

Men det er måske netop den interesserede kirkegænger.

 

Vedkommende går ikke forgæves efter et trøstens ord, for Sørine Gotfredsen pjatter ikke med tingene. Tværtimod. Hun er både alvorlig og anfægtet i ordets egentlige forstand, og der er en vis hudløshed i de personlige eksempler, der bæres frem. De står i skærende kontrast til tidens åndløse selvbilleder.

Man møder i bogen et tænkende menneske, der synes at have haft sit at slås med, og som med tilpas (men heldigvis ikke fuldstændig) mangel på blufærdighed fremlægger sine overvejelser om en tid og en generation, der som Narcissus er forelsket i sit eget spejlbillede; »vi kalder det selvstændighed, alene-tid og personlig prioritering, men det ændrer ikke ved, at omgivelserne bliver valgt fra.«

Indflydelsen fra Søren Krarup

Bærende for bogen er læsningen af Søren Krarup, som tydeligvis har haft afgørende betydning for forfatteren.

»Alene hans urokkelige alvorsmine var med til at sprede en fornemmelse af, at man stod på gyngende grund i den svævende overbevisning om, at det kan lade sig gøre at fornemme sig frem til sandheden blot ved at være sit eget impulsive jeg,« hedder det om mødet med ikke bare Søren Krarups forfatterskab, men hans hele »fremtræden«.

En damebladsbrevkasse ville kalde det en typisk faderskikkelse, men det er en velsignet egenskab hos Gotfredsen, at hun ikke frygter hverken damebladene eller andres dom over, hvad hun skriver eller tænker, når hun fremlægger det.

Krarup blev for hende – barn af 70ernes og 80ernes folkeskole – den historielærer, hun aldrig fik, fordi han vovede at præsentere en sammenhæng (sin sammenhæng, men dog en sammenhæng) og dermed selve historien snarere end en række løsrevne projekter og temauger uden mål og med.

Indflydelsen fra Søren Krarup er til at tage at føle på, og gravalvoren er endnu mere accentueret hos Gotfredsen, der aldrig udviser så meget som en ansats til at trække på smilebåndet.

Men Sørine Gotfredsen er alligevel sin egen stemme, kulturkritiker i egen ret. Hun skriver koncist om storbylivet og om den ensomhedens fristelse, der hører til den kuvert, og som selvfølgelig også er en form for narcissisme.

Sørine Gotfredsen er måske nok konservativ kulturpessimist, men hun er i denne bog først og fremmest prædikant, der forkynder nådens bud og menneskers forpligtelse på hverandre.

Det er således en anakronistisk tekst, og netop derfor er den værd at læse. For nu at parafrasere Jakob Knudsen, endnu en af husguderne i bogen: en dyb og ærlig brummetone midt i det journalistiske messingspektakel.

Niels Lillelund er journalist og kritiker på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Titel: »Løft blikket - nåde i narcissismens tid«.

Forfatter: Sørine Gotfredsen.

Sider: 191. Pris: 250 kr.

Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.