Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Beretning

En bog, der griber om hjertet

Tahar Ben Jelloun har skrevet en ærlig og stærkt empatisk bog om de følelsesmæssige reaktioner på cancer og tab af potens efter operation.

Tahar Ben Jelloun: »Tabet«
Tahar Ben Jelloun: »Tabet«

Sjælden indlevelse og evnen til at skrive smukt og med stor menneskekundskab om livets store og smertefulde udfordringer.

Det karakteriserer forfatteren Tahar Ben Jelloun, der er født i 1944 i Marokko, bor i Paris og skriver på fransk. Han empati kom lysende til udtryk i bogen »Om min mor« (2009), hvor han beskriver moren, der er ramt af Alzheimers, og sin egen reaktion på hendes sygdom. Her vedkender han sig behovet for moderlig generøsitet og skønhedssans i en smukt spundet silketråd mellem mor og søn og i forfatterens møde med »tanken om intet«.

I forlængelse af denne tabsoplevelse har Tahar Ben Jelloun nu skrevet en stærkt indlevet og smuk bog, »Tabet«, om et andet tab, som er mere tabubelagt, nemlig tab af potens.

Han skriver denne gang på vegne af en ven, en matematikprofessor, som på grund af cancer har fået fjernet prostata. Den meget ærlige beretning griber fra første side læseren om hjertet og er formet som en jeg-fortælling med fokus på de følelsesmæssige følger af det fysiske tab og omverdenens reaktioner på canceren. Der bliver ikke lagt skjul på noget.

Det hele er med, og samtidig er fortællingen kondenseret og smuk. Man mærker, at Tahar Ben Jelloun har været med til undersøgelserne, overværet behandlingerne og deltaget i samtalerne med lægen, og vennen har åbnet for sine angstfyldte tanker og drømme.

Læseren må kaste sig med ud i de mentale faldskærmsudspring, og det gør man gerne, når der er stor livsindsigt i sigte. Vigtigt er det, at man får indblik i de omfattende følelsesmæssige følger af tabet og i sygdommens socialt invaliderende effekt.

Bør læses af alle

Det er ikke nok med, at patienten må affinde sig med sygdom, operation og de fysiske og psykiske følger. Omgivelsernes, herunder matematikprofessorens kærestes angst for sygdom og død medfører, at han lades tilbage i ensomhed. Selv, da han synes at kunne håndtere sygdommen og føler en lethed og evne til romantiske følelser for smukke og især buttede kvinder, føler han skam.

Han er placeret i det evige venteværelse - og er søvnløs. Alligevel har han bevaret en original og til tider humoristisk synsvinkel, som når han fascineres af de kønne sygeplejersker, der med neutral mine tager sig af de nedre regioner. Eller når han tænker om sig selv: »For en gangs skyld ingen splittelse mellem krop og sjæl. Begge dele er i dårlig stand hos mig«.

Sit seksualliv sammenligner han med en banegårdshal, hvor en isnende vind hærger.

»Tabet« er en bog, der bør læses af alle - både mænd og kvinder, raske og syge - fordi den åbner for indsigt i mekanismerne bag angsten og isolationen og peger på vigtigheden af at leve, mens tid er - og få noget andet ud af livet, når fysikken sætter grænser.

Det er en bedrift, at Tahar Ben Jelloun i »Tabet« skriver ærligt, empatisk og lysende smukt om så alvorlige og smerterige erfaringer. Man bliver klogere på livet og de skæbnesvangre tab, mange oplever, samtidig med at man nyder bogens fine blanding af erkendelse, humor og skønhed.

Titel: Tabet. Forfatter: Tahar Ben Jelloun. Oversætter: Inge-Lise Dalager. Sider: 110. Pris: 208 kr. Forlag: Arvids.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.