Roman

Dorthe Nors brillerer igen

»Spejl, skulder, blink« er en mesterlig roman om at finde sin egen vej i livet, selv om andre gerne vil bestemme retningen.

Dorthe Nors' roman »Spejl, skulder, blink« er perfekt drejet.
Dorthe Nors' roman »Spejl, skulder, blink« er perfekt drejet.

Der sker ikke så meget i Sonjas liv. Ikke på overfladen. Hovedpersonen i Dorthe Nors´ nye roman, »Spejl skulder blink«, oversætter romaner af den barske svenske krimiforfatter Gösta Svensson, og det lugter da lidt af spænding, men ellers?

Nej, Sonja, der stammer fra Balling, bor nu i København, alene, og hun lider af positionssvimmelhed, og den medicinske betegnelse er benign paroksysmal positionel vertigo, men det er »for meget latin til det sted, Sonja kommer fra.«

Sonja prøver at tage kørekort, men hendes kørelærer, Jytte, vil ikke lade hende skifte gear, så det går trægt, og Jytte ævler bare løs. Hendes køreskolevokabularium inkluderer ordene »tehøj« og »teven« i stedet for »til højre« og »til venstre«, og hun taler ofte med store bogstaver. Helt bogstaveligt. Som her: - BREMS FOR HELVEDE! KAN DU DA FOR SATAN IKKE SE DET FODGÆNGERFELT!

Lyder det både trist og sjovt, så er det lige, hvad det er. Dorthe Nors docerer sin humor med nænsomhed, og hun skildrer fint og poetisk og solidarisk alene-Sonjas liv og længsler, som i dette erindringsglimt, der også handler om en anden, livslang og alvorlig udfordring i Sonjas liv. Alt det med mændene.

»Engang i tiende klasse sagde Kate til Sonja, at hun skulle give tingene tid. At hun skulle blive ved med at gå ud med Kenneth. Kenneth havde ikke noget imod høje piger, og man behøvede ikke at være forelsket i en fyr til at begynde med.«

Beundringsværdig roman

Hvad man også må beundre i denne lille og perfekt drejede roman er Dorthe Nors´ evne til at sætte sin Sonja ind i en kontekst, der så klart spejler hende, men samtidig gør det på en måde, der ikke virker anmassende: Titlen i selv selv handler jo om noget, man skal gøre, når man sidder ved rattet og skal styre, men kan Sonja styre noget?

Tjah. Hun skifter som nævnt ikke gear i kørelærer-Jyttes bil, ligesom hun ikke i overført betydning skifter gear i sit eget liv, og da køreskolens leder, Folke, tager over efter Jytte, er det ikke bare som en potentielt erotisk farlig kørelærer. Han bliver samtidig endnu et udtryk for det der med hele tiden at lade andet og andre overtage styringen:

»Det er ikke Sonjas opgave af forholde sig til, hvor bilen kører hen. Det er Folke, der har kortet inde i hovedet, og det er Sonjas lod at underlægge sig hans vilje. Han kan føre hende, hvorhen han vil.«

Understreger forfatterens format

Sonja er en stille eksistens, ja, men som bekendt handler god litteratur ofte om det upåfaldende, det almindelige, og Dorthe Nors’ greb om fortællingen er mesterlig. Også i de tilbageblik på Sonjas ungdom i provinsen, der står som fine poetiske indskud, på én gang symbolmættede og konkrete:

»Der går en sti i kornet. Kornet når højt over hovedet, det er rug. Nogle strå har lagt sig ind over stien. Den er hemmelig og startede som et sprøjtespor. En fod kunne lige finde vej, og det gjorde den. Bagefter handlede det om at følge kornet. Man måtte kun gå, hvor kornet i forvejen bøjede. Ved kun at gå der kunne man lave stien så hemmelig, at man næsten ikke kunne se den«

At Dorthe Nors er noget særligt, har amerikanerne for længst fundet ud af, historien om de mange tekster, hun har fået trykt i førende amerikanske magasiner, er efterhånden velkendt.

At hun samtidig ikke har været et forfatternavn, der i danske læseres bevidsthed har rangeret på linje med de mest kendtes, er påfaldende. Men nu er den her så, »Spejl, skulder, blink«, og den understreger forfatterens format. Nye Nors-læsere kan trygt begynde her. Måske vil de herefter styre efter en læsning af resten af forfatterskabet. Det vil de ikke fortryde.

Titel: Spejl, skulder, blink. Forfatter: Dorthe Nors. Sider: 192. Forlag: Gyldendal. Pris: 199,95.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.