Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Sonetter

Det lysner for Llambías

Dejligt at se, at Pablo Llambías er ved at være gennem sin midtvejskrise. Så kan han vel snart vende tilbage til prosaen.

De gode nyheder først: Forfatter og forfatterskolerektor Pablo Llambías har fået det bedre. De angstanfald og depressioner, som han involverede os i i sine to store sonetbøger, »Monte Lema« (2011) og »Hundstein« (2013), er blevet færre, og måske (hævder hans psykiater) har der egentlig bare været tale om en blanding af midtvejskrise og kunstnersind. Dejligt, for man fik da godt nok ondt af ham ved at læse de to bøger.

Den delvise raskmelding finder man i tredje og afsluttende bind af forfatterens store »jeg-lægger-det-hele-frem« sonetprojekt. Også »Sex Rouge« (navnet er hentet fra endnu et stort bjerg) består af flere hundrede knækprosasonetter omhandlende Llambías’ personlige trængsler, samt hans refleksioner over individets status, kunstens rolle, forfattergerningen, kirke og tro, kærligheden, faderrollen og – nok mest af alt – midtvejskrisen.Det er, forstår man nok, en blandet pose bolsjer; en slags udaterede, men dog fortløbende, dagbogsfortegnelser mast ned i sonettens 14 linjer af 10-12 stavelser. Den identiske længde på teksterne gør, at man hurtigt falder ned i en fast læserytme, men det er samtidig åbenlyst, at Llambías ikke bruger sonetformen til noget videre. Kigger man på strofefordelingen (4+4+6 linjer), finder man, at prosateksten strækker sig ubemærket her henover. Så hvorfor overhovedet skrive sonetter og ikke bare prosa, når man nu ikke vil benytte sig af formens muligheder? Llambías skriver selv, at sonetten blot er en kontrollerende form, som gør ham tryg. Og andetsteds skriver han, at han er »ligeglad med, / om det er kunst« (s. 310), og undrer sig over, at kritikerne vurderer det på kunstens præmisser. Man får lyst til at replicere, at han i så fald måske havde gjort sig selv og os andre en tjeneste, hvis han ikke havde valgt sonetformen (som vel ikke kan anskues som andet end en udtryk for en kunstnerisk ambition af en slags) og måske også havde overvejet, hvorfor offentligheden overhovedet skal involveres i hans kriseskriveri. Det bliver ikke vedkommende nok til, at man føler sig rigtig rørt af det. Tværtimod keder man sig bravt undervejs.

At Llambías er på vej ud af sine krise, mærker man på indholdet. Teksterne er mere udadvendte end i de tidligere samlinger, og især en serie om forholdet mellem subjekt, sygdom og normalitet løfter sig ud af den grå og lettere uvedkommende gråhed, som kendetegner det meste af samlingen.

Det er dejligt at se, at et stort forlag som Gyldendal giver en forfatter som Llambías mulighed for at gennemføre et eksperiment. Men resultatet virker mislykket. Så lad os se fremad og glæde os over, at han har fået det bedre. Det kan være, det lader ham vende tilbage til prosaen.

Forfatter: Pablo Llambías

Titel: Sex Rouge

Sider: 360

Pris: 350 kr.

Forlag: Gyldendal

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.