Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Videnskab

Det hovmodige dyr

Vi ser os selv som særligt begavede, selv om vi bare er heldige at leve i en gunstig økologisk niche og som dræbersnegle må regnes for en invasiv art. Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionsstudier, har skrevet en både letlæst og videnstung bog om menneskets historie – og arrogance.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

»Vi tænker som regel over familien som vores nære familie. Som dem, vi bor sammen med, voksede op sammen med og måske dem, vi bevidst har valgt ikke at leve sammen med.«

Sådan skriver Peter C. Kjærgaard på en af de første sider i »Familien«, som er endnu en tankevækkende udgivelse i Aarhus Universitetets Tænkepause-serie, hvor forskere får lov at skrive klart og kort om det, de ved så meget om. Og hvor det i andre bøger i serien har handlet om eksempelvis monstre, magi eller myrer, så er det altså familien, der her er emnet.

Familien har, som vi alle ved, undergået forandringer. Fra det arrangerede ægteskab over kernefamilieidealet til i dag, hvor den, som Kjærgaard skriver, er knopskudt i nye konstellationer »med halvsøskende, papmødre og weekendfædre, adoptivbørn og samkønsforældre«.

Men vores familiehistorie går meget længere tilbage og er langt mere omfangsrig end fjerne fætre og oldeforældre. Den går helt tilbage til uddøde menneskearter, og »vores forfædre har ikke bare kæmpet mod konkurrerende arter om overlevelse, men også blandet DNA«.

I citatet aner man også dét, der ligner et af Kjærgaards hovedformål med »Familien«, nemlig at pege på vores snævre, hovmodige opfattelse af os selv. Vi ser os selv som del af en familie i ordets mindst omfangsrige forstand og mener samtidig, at vi er et ganske særligt væsen på denne jord. »Men i bund og grund er vi bare et dyr«, som der står, og senere: »Du deler gener med bananer, edderkopper og alger.«

»Familien« lægger på den måde op til større ydmyghed og gør det blandt andet ved at skildre, hvor lang vejen har været frem mod nu, hvor vi er den eneste overlevende menneskeart på kloden. Og vi er ikke alene, fordi vi har været geniale, men fordi vi var heldige. Vi havde simpelthen »de rette egenskaber til at udfylde en økologisk niche, der åbnede sig og gjorde vores forfædre særligt egnede til at klare lige nøjagtig den situation og de vilkår, som andre menneskearter havde svært ved«.

Held. Gunstige vilkår. En tilpas stor hjerne. Intet unikt ved det, og da slet intet guddommeligt. Men hvad så med vores evne til at befolke Jorden, bygge byer, fabrikker og sygehuse, som gør at flere og flere nyfødte overlever? Er det ikke noget særligt? Modspørgsmålet fra Kjærgaard er, om vi da mener dræbersnegle er noget særligt. For professoren i evolutionsstudier er vi som dem en »invasiv art«. Men hvor de ødelægger prydhaver, ødelægger vi hele Jorden.

Forskellen er dog, at vi er i stand til at se og forstå konsekvenserne af vores handlinger. Men selv om vi kan begribe omfanget af vores ødelæggelser, gør vi meget lidt ved det. Også selv om om vores »evolutionære imperialisme« kan ende med at fælde vores eget familietræ. Så galt vil det aldrig gå for dræbersneglen.

Primitive og driftsorienterede dyr

Den kendteste af de menneskearter, vi er i familie med, er neandertalerne. Verden over ses de – ikke mindst i populærkulturen – som meget primitive, driftsorienterede dyr på to ben. Sådan nogle med køller i huler. Men trods forskelle har de en slående lighed med os. »Alligevel ville en påklædt neandertaler i bussen sagtens kunne falde i med mængden,« som Kjærgaard skriver, og studier viser, at de som os tog hånd om deres nærmeste. Og da vi nu er på avisens kultursider, er det interessant at komme ind på, hvordan neandertalerne har spillet en særlig rolle i Danmark og ikke mindst hos forfatteren Johannes V. Jensen. Hvor man andre steder havde travlt med at lægge afstand til neandertalerne efter det første kraniefund i 1856, så valgte nogle danskere at knytte sig til dem. Deres kranier var væsentligt større end homo sapiens-kraniet, og man antog derfor, at de måtte være særligt intelligente. Altså klogere og dygtigere end os, der jo stod bag filosofi og klassisk musik og kunne bygge skønne paladser og kirker og andre mirakler.

Johannes V. Jensen mente med afsæt i hjernestørrelsen og egne tvivlsomme antropologiske studier, at der var en særlig forbindelse mellem danskere og neandertalere. At de så at sige levede videre i den danske befolkning. Det fremgik blandt andet af den såkaldte »Anholt-type«, altså af befolkningen på Anholt.

Kender man til Johannes V. Jensens vitalisme og forkærlighed for fysisk stærke mennesker med naturlige lederegenskaber, er det klart, at han måtte løbe med sådan en tanke. At han mente, at H.C. Andersen var en af disse neandertal-opblandede overmennesker, kan nu undre. For vel var H.C. Andersen i stand til at digte det sublime, men med sin lange, storkede krop og de små øjne ikke just overmenneskelig.

Johannes V. Jensens tanker om, at der går efterfølgere rundt, som er en blanding af homo sapiens og neandertalere, er alligevel ikke helt gal. De havde sex arterne imellem, men sporene af neanderthaler i det moderne menneske er, i forhold til forfatterens forestillinger, beskedne.

Stærkere immunforsvar

Dog har nogle af deres gener været med til at give os et stærkere immunforsvar, skriver Kjærgaard, mens deres evne til at lagre fedt er blevet en ulempe, ikke mindst for europæere, der har fået nogle gener, der regulerer fedtomsætningen i kroppen tre gange så effektivt som asiaternes. Hvor det var en fordel i Nordens hårde, kolde natur, er det, undskyld udtrykket, en stor bagdel på en kontorstol her på tredje sal i Pilestræde med mad i kantinen og overalt i den moderne 7-Eleven verden med sukker og hurtige kulhydrater på alle sider.

Vender vi tilbage til den snævre betydning af ordet familie, er det nyfødte barn stadig omdrejningspunktet. Det nyder en særlig position i dag og tilskrives en næsten guddommelig status. Sjovt nok, når nu de fleste faktisk får børn; når det er normalen, ikke undtagelsen. Og når babyen smiler op mod os, er det heller ikke udtryk for noget særligt, for unikke bevidsthedsstadier, men en evolutionært betinget foranstaltning, der skal vække empati hos moren. Babyen er sårbar, ja, dødsens, uden sin mor, og ikke hverken glad, drilsk, eller hvad vi ellers læser ud af dens ansigt, når de første smil åbenbarer sig.Bedstemødre er et andet fænomen, Kjærgaard ser nærmere på. For »hvad skal vi med bedstemor, når hun ikke længere kan føde unger?« spørger han. Hvorfor dør bedstemor ikke, som 45-55-årig, dér hvor overgangsalderen sætter ind? Svaret er, at bedstemødre, efter at have passeret den fødedygtige alder, kan vende sig mod datterens barn og med sin omsorg og erfaring sikre en lavere dødelighed. Overraskende, men måske også mere provokerende, er en anden teori om samme emne. at homoseksuelle nyder samme berettigelse som bedstemødre i det store evolutionsløb og altså findes for at hjælpe og aflaste mødrene. Og homoseksualitet registreres da også hos 400 forskellige dyrearter. »Heller ikke dette er unikt for mennesker«, som Kjærgaard slår fast. Igen: Vi er ikke noget særligt. Eller sagt på en anden måde, så er alt liv på Jorden noget særligt. Vi er »naturhistoriens nok mest arrogante væsen«, idet vi som den eneste livsform går rundt og anser os selv for unikke.

Det vil jeg nu også med en blanding ydmyghed og arrogance mene, at vi er i nogle henseender. Eksempelvis når en fra vores store, buskede familietræ kan skrive en så tankevækkende, videnstung og letlæst bog.

Hvad: »Familien«. Forfatter: Peter C. Kjærgaard. Sider: 60. Pris: 40 kroner. Hvor: Aarhus Universitetsforlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.