Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Striber

Den nøgne muse

Biografisk tegneserie hylder modellen Kiki, der i 1920erne symboliserede den løsslupne side af avantgardens Paris. Hun var blandt andet fotografen Man Rays model og elskerinde.

Alice Ernistine Prin bliver født hos sin mormor i 1901 i Châtillon-sur-Seine, hvor hendes mor efterlader hende. Selvom mormoren elsker Alice, får pigen en hård opvækst. Allerede inden sit tiende år lever hun af at synge på værtshuse, og hun får tidligt et alkoholmisbrug, der lægger hende i graven 50 år inde i det århundrede, hun er jævnaldrende med.

I løbet af de 50 år bliver Alice kendt i Paris som »Kiki«. Hun plejer omgang med en stribe kunstnere fra Man Ray til Ernest Hemingway. Kunstnerne udnævner hende til dronning af Montparnasse, men lader hende samtidig gå til grunde i sprut og narko. For Kiki er der en ende på Paris, og for hende kom den før end for de fleste i den fortabte generation, der foldede drømmenes faner ud.

Kikis liv er er nu blevet sat på en biografisk tegneserie af Catel og Bocquet, der i dejligt ukunstlede billeder og tekst beskriver den parisiske muses korte, hektiske liv.

Alices karriere som model og muse begynder, da hun som 16-årig bliver fyret fra sin plads som bagerjomfru. Hun finder hurtigt ud af, at hun kan tjene betydeligt mere ved at sidde som nøgenmodel for malere som Chaïm Soutine, Maurice Utrillo, Amedeo Modigliani (der maler det tidligste, kendte portræt af hende i 1917), men får samtidig omverdenens moralske forargelse at føle. Hårdest rammer hendes mors fordømmelse, da moderen kort forinden har taget hende til sig efter alle årene hos bedstemoderen.

1920erne er Kikis gyldne tid som model, muse og feteret elskerinde, og det er samtidig i denne periode, at Paris for alvor knæsætter sit renommé som centrum for den abstrakte kunst, der udvikler sig eksplosivt i hænderne på en række kunstnere fra hele verden.

I Paris arbejder rumæneren Tristan Tzara videre med sin antiautoritære Dada-bevægelse, der også rummer kimen til tyvernes magtfulde kunstretning, surrealismen, der snart ledes af »Surrealismens Pave«, André Breton, Frankrigs kulturelle fyrtårn gennem flere af de følgende årtier. Dadaister og surrealister beskylder hinanden for forræderi og sælgen-ud til borgerskabet, og indimellem udvikler de kunstneriske og ideologiske uenigheder sig til håndgemæng og arrestationer.

Kiki er blevet den amerikanske kunstfotograf Man Rays elskerinde, og da fotografen er den eneste kunstner i Paris, der ikke tvinges til at vælge side mellem de stridende kunstretninger, bevarer også Kiki en neutral plads i forsamlingen. Man Ray bruger hende som motiv i nogle billeder, der i dag er nogle af surrealismens mest ikoniske, heriblandt »Le Violon d’Ingres«. Her maler Man Ray to violinhuller på Kikis ryg, der således narrer øjet til at forveksle hende med en violin. Billedet indvarsler i lille skala hele modernitetens sammenblanding af kunst, reklame og optagethed af kroppen.

Selv finder Kiki og Man Ray aldrig helt den gensidige melodi, idet fotografen ikke vil forpligte sig i et ægteskab med sin model. Paris-bohemernes anarkistiske idealer på kærlighedsområdet er til størst fordel for mændene, særligt når kvinderne bliver gravide. Kiki adskiller sig dog fra de øvrige kvindelige modeller og løse fugle, idet hun selv foretrækker den uindskrænkede frihed frem for ægteskabet. Hun får succes som skuespiller, maler og variete-sangerinde, men kan ikke frigøre sig fra sin afhængighed af alkohol og kokain. Efterhånden som historien skrider frem, begynder den at ligne andre kunstnerbiografier, hvor hovedkarakteren bukker under for misbruget. Stofferne isolerer og efterlader Kiki i dyb ensomhed, men hun bevarer en solidaritet over for storbyens andre udstødte og hjælper gadens hjemløse, syge og døende, indtil hun selv dør som 51-årig.

På sin vis er Kikis historie et såre banalt eksempel på en spektakulær deroute, kamufleret af succes, men sangerindens urokkelige livsmod og optimisme adskiller hende fra enhver moderne offer-tankegang.

»Kiki fra Montparnasse« er en god introduktion til den fortættede kunsthistorie, der blev skabt i datidens Paris, da nutidens billedstorm begyndte at blæse for alvor og blæste mange af sine egne omkuld. Den er ikke selv avantgardistisk i sit udtryk, men det er faktisk en lettelse, når man tænker på, hvor mange uforståelige tekster der siden er blevet begået om samme epoke. »Kiki fra Montparnasse« rammer en poetisk tone, der afspejler sin hovedpersons liv og letsind.

Forfattere og tegnere: Bocquet og Catel Titel: »Kiki fra Montparnasse« Sider: 461 Pris: 299,50 kr. Forlag: Forlaget Fahrenheit

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.