Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den milde kriger

Lars Hedegaard har aldrig skrevet bedre. Hans nye bog »Attentatet« er både vigtig, skarp, vidende, velfortalt, morsom – og selvironisk. Simpelthen.

Arkivfoto: Bax Lindhardt
Arkivfoto: Bax Lindhardt

Stor alvor og lethed bærer på samme tid Lars Hedegaards nye bog, »Attentatet«, der begynder 5. februar 2013 – den dag, da en mand forsøgte at skyde ham, da han åbnede sin hoveddør på Pelargonievej i Valby.

Hvor Lars Hedegaard før har været monomant insisterende på at mase sine synspunkter ind i læseren, er »Attentatet« frisættende læsning. Der har indfundet sig en ny overbærenhed med dem, der ikke mener det samme som han. Som om Voltaires ord om, at vi skal kæmpe for modstanderens ret til at mene, som han gør, har bundfældet sig i forfatteren. Man er som læser ikke længere komplet idiot, hvis man ikke ser de store faresignaler i islam. Eller det er man, men man bliver ikke længere hånet. Mildt lattergjort bliver i stedet alt fra regering, politi og PET til presse, meningsdannere og kunstnere.

Navngivne, naturligvis. Det er, som om Hedegaard ikke længere behøver at stramme skruen så hårdt, for den gamle historiker og journalist har historien på sin side. Han blev ikke ramt af en kugle i 2013, men ramt blev han alligevel. På alle tænkelige personlige måder og ikke mindst af den manglende solidaritet, som det officielle Danmark udviser.

Først ved at lade det være hans egen omkostningsrige sag at gå under jorden, derpå ved at undlade at presse Tyrkiet til at udlevere attentatmanden til retsforfølgelse i Danmark, selv om han er dansk statsborger – og sidst, men ikke mindst, ved at lade det faktum, at Lars Hedegaard er en af de fem mest terror-udsatte mennesker i kongeriget være noget, han selv er ude om. For det er virkeligheden. Mens vi har et udvidet socialt system, der søger at dæmme op for radikaliseringen i muslimske miljøer, tilbyder vi intet ud over PET-beskyttelse til dem, der bliver ofre for antidemokrater og fejlslagen integration.

En komprimeret analyse

Lars Hedegaard har beskæftiget sig indgående med islam i så mange år, at emnet med hans egne ord »hænger ham ud af halsen«. Måske derfor er bogen blevet en maggi-terning af en tætpakket fortælling om de seneste års islam-debat og en komprimeret analyse af værdisammenstødet mellem islam og Vesten.

Det springende værdipunkt er, ifølge Hedegaard, at anderledes troende og kvinder i islam ses som slaver. Profeten selv gik på slavejagt, når han invaderede andre lande, og i dag behandler Islamisk Stat kvinder og børn i byer, de invaderer, på samme måde. Mener Hedegaard da, at alle muslimer ønsker at reducere ikke-muslimer til slaver? Nej! Han skriver omhyggeligt flere steder, at alle muslimer heldigvis ikke har lyst til at opføre sig som profeten gjorde.

 

Men han påpeger, at hvis de skulle få lyst til at gøre som profeten, så har de ikke begået nogen synd. En rå, men rygende aktuel kendsgerning. I forlængelse heraf og i lighed med Ayaan Hirsi Ali, mener Lars Hedegaard, at kvindeundertrykkelsen i form af tørklæder, burkaer og udgangsforbud er ankerpunktet i islams antidemokratiske magtudøvelse.

Det er her, vi bør være mest opmærksomme, det er herfra, at nytænkningen i islam bør udgå, hvis islam skal kunne integreres i Vesten. Hvad Hedegaard ikke ser komme. Tværtimod. Hans lille skrift er, den lette tone til trods, et gravskrift over Europa. Europa dør i disse år under os. Masseindvandringen er en realitet, og ingen aner, hvor mange af de nytilkomne, der i virkeligheden er hellige krigere.

Kold om fødderne bliver man undervejs i læsningen, der opruller, hvordan Hedegaard nidkært er blevet hængt ud for sine synspunkter, mens muslimer på Nørrebro, der i ord og handling bekræfter, hvad Hedegaard siger, bliver båret over med eller endda undskyldt. Det er mere naivt, end politiet burde tillade.

»Attentatet« er en stærk litterær og personlig præstation. At kunne skrive så afvæbnende let om stor modgang og urimelighed vidner om den frygtløshed, som er helt afgørende, hvis et frit Europa skal overleve. Lars Hedegaards holdninger var lige ved at slå ham ihjel. Svagere sjæle er blevet tavse. Men attentatet har gjort Hedegaard mildere og mere modig. Han vil tydeligvis hellere dø, om så det gælder, end holde mund. Af hjertet tak for det.

(Navnet på attentatmanden fremgik tidligere af artiklen, men er fjernet på grund af navneforbud)

Titel: »Attentatet«.

Forfatter: Lars Hedegaard.

Sider: 200. Pris: 249,95 kroner.

Forlag: People’s Press.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.