Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De håbede på et bedre liv

Julie Otsukas svimlende gode »Og vi kom over havet« giver stemme til de postordrebrude, der i 1919 rejste fra Japan til USA.

epa01588372 A Japanese couple walks under a tree on their way to pray for the New Year at the Gokokuji Temple in Tokyo, Japan, 01 January 2009. EPA/FRANCK ROBICHON
epa01588372 A Japanese couple walks under a tree on their way to pray for the New Year at the Gokokuji Temple in Tokyo, Japan, 01 January 2009. EPA/FRANCK ROBICHON

De fleste romaner er fortalt via enten et »jeg«, et »han« eller et »hun«.

Langt sjældnere er det, at en roman fortælles gennem et »vi«. Det gjorde danske Carsten Jensen i sin »Vi, de druknede« og amerikanske Jeffrey Eugenides i »Jomfruselvmorderne«. Og nu også japansk-amerikanske Julie Otsuka i sin på én gang vidunderlige og grumme »Og vi kom over havet«.

Hvad dette »vi« betyder for læsningen af hendes anden roman, vender vi tilbage til, men først et rids af romanens handling, der åbner på et skib i Japan i 1919, hvor det nederste, mørke dæk er fyldt med unge piger: »På skibet var de fleste af os jomfruer. Vi havde langt sort hår og flade brede fødder, og vi var ikke særlig høje. Nogle af os havde ikke spist andet end risvælling som unge piger og var let hjulbenede, og nogle af os var kun fjorten år gamle og stadig ikke andet end unge piger.«

Skibet har kurs mod USAs vestkyst, hvor et andet, bedre liv venter pigerne og kvinderne, der har forladt familie – nogle af dem endda også børn – for at møde den mand, de er blevet lovet i postordrekatalogerne.

Savn, søsyge og drømme blandes, indtil de omsider ankommer til det nye land, hvor de mødes af en ubehagelig overraskelse: »At den flok mænd der stod og ventede på os nede på kajen i slidte sorte frakker og med strikhuer på hovedet, ikke ville have nogen som helst lighed med de flotte fyre på fotografierne. At fotografierne vi havde fået sendt, var tyve år gamle.«

De japanske mænd er heller ikke silkehandlere eller plantageejere, som der stod i brevene, men simple, lavtbetalte arbejdere. Slidte mænd med flækkede negle og dårlige tænder, der kun kan tilbyde deres nye koner et liv, der til forveksling ligner det, de er flygtet fra. Men Julie Otsuka har også blik for løgnens dobbelthed, og de unge piger har også gjort sig bedre og smukkere i deres breve til mændene. For at blive valgt. For at få mulighed for at rejse til drømmenes land.

Den erkendelse gør også, at de bliver hos deres nye mænd. Få par kommer til at elske hinanden, resten indgår i arbejdsfællesskaber nederst i det amerikanske samfund, hvorfra de kun arbejder sig minimalt opad: Fra arbejdere i marken med hakke til tjenestefolk med forklæde i de store, hvide huse.

De er på samme tid en tabt generation og en generation, som sætter børn med bedre muligheder i verden. Mange af dem dør under fødslen, eller mens forældrene sover de udslidtes drømmeløse søvn. Andre klarer sig godt og kommer på gode skoler, betalt med forældrenes hårdt opsparede dollars.

Men Anden Verdenskrig bliver en katastrofe for både forældre og børn. Da Japan angriber Pearl Harbor i december 1941, bliver de med ét slag landsfjender og interneret i ly af natten. Hadet, frygten og mistroen slår rod omkring dem, selv om de selvsagt intet har med Japans udenrigspolitik at gøre.

Den irrationelle afsky, japanerne møder i USA, skildrer Julie Otsuka på en måde, som får læseren til at tænke på muslimernes situation efter 11. september 2001. Når borgmesteren i en af de byer, japanerne er blevet drevet ud af, taler, lader forfatteren det eksempelvis være replikker fra en virkelig tale, forsvarsminister Donald Rumsfeld holdt umiddelbart efter angrebet på World Trade Center.

Efter såvel 9/11 som Pearl Harbor blev et »vi« stemt hårdt op mod et »de«. Det er frygtens og diskriminationens sprog, og det bruger Julie Otsuka suverænt i romanen, der trods sine blot 189 sider er uendeligt meget: Solbranket arbejderhistorie a la »Vredens druer«, immigrantlitteratur, panoramisk drama, samtidskritik, tragedie og sine steder lysende lyrisk prosa. Det sidste ofte i beskrivelserne af det tabte. Som når sønnerne fortrænger deres arv og fortid: »De glemte ordene for snelys og klokkefårekylling og flugt om natten«.

Læg i øvrigt mærke til, at »vi« her er blevet til »de«. Sådan er »Og vi kom over havet« præget af diskrete, men vægtige betydningsglidinger, stor dybde og – ikke at forglemme – ømhed og respekt for en glemt eller fortrængt fortid. Der også er forfatterens.

Titel: »Og vi kom over havet« Forfatter: Julie Otsuka Sider: 189 Pris: 300 kr. Forlag: Hr. Ferdinand

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.