Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bøger

De forstod fornuftens grænser

Jon A.P. Gissel foretager en grundig historisk afdækning af kulturkampen mellem konservatisme og radikalisme i Danmark.

En fortrængt konservativ stemme: Biskop H.L. Martensen (1808-1884). Th. Steins buste på Frue Plads i København.
En fortrængt konservativ stemme: Biskop H.L. Martensen (1808-1884). Th. Steins buste på Frue Plads i København.

Det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien. I Danmark var det radikalismen med Georg Brandes i front, der vandt kulturkampen i sidste halvdel af 1800-tallet. Det betød, at radikalismen opnåede en total dominans i det 20. århundrede, hvorefter store dele af konservatismen blev fortrængt til fordel for kulturradikalisme, socialisme og marxisme. Det er de konservative stemmer, som oplysningen lod ligge i mørke og tavshed, som dr.phil. Jon A. P. Gissel rehabiliterer og giver mæle i sin nye og for en historisk betragtning dybt relevante bog, »Konservatisme og kulturkamp«.

Nogle af datidens vigtigste konservative figurer talte teologen Henrik Scharling, biskop Martensen, historikeren Johannes Steenstrup, digter og redaktør Carl Ploug og litteraturhistorikeren Julius Paludan. På grundlag af et stort kildemateriale viser Gissel, hvordan de alle reagerede mod radikalismens til tider fanatiske og hadefulde angreb på især kristendommen og det nationale.

Radikalismen betonede »det moderne gennembruds« ideer om materialisme og ateisme, og den forstod i bund og grund mennesket som et rent fysisk væsen. Men når mennesket forklares ud fra ikke-metafysiske, naturlige lovmæssigheder, så forsvinder ikke bare den frie vilje, men også ånden. De konservative forsvarede derfor mennesket som et åndsvæsen. For uden ånd, ingen frihed, ingen valgmuligheder, ingen skyld, intet ansvar og i sidste ende ingen moral.

Første del af bogen er en detaljerig kortlægning af de mange artikler og bøger, der blev skrevet af de konservative, imens anden del på original vis fremstiller deres vidensforståelse. Mere overordnet kunne man spørge: Hvorfor tabte de konservative kampen?

Over for radikalismens dyrkelse af intellektualismen satte de konservative en besindelse på fornuftens grænser. Det er både en styrke og svaghed ved konservatismen, at den ikke er intellektuel og teoretisk. Konservatismen er – også i Gissels fremstilling – snarere en holdning, en disposition i mennesket, der understreger betydningen af erfaringer snarere end spekulativ viden.

Var ikke rustet til kulturkampen

Men det betyder også, at de konservative ikke var ordentligt rustet til kulturkampen. For eksempel kendte de tilsyneladende ikke noget til den mest afgørende skikkelse i konservatismen overhovedet, nemlig den irske filosof Edmund Burke. Horisonten var på mange måder for snæver, og det var en af årsagerne til, at man tabte kulturkampen. Så hårdt konkluderer Gissel dog ikke selv.

En anden årsag, som Gissel selv er inde på, var splittelsen i det konservative miljø mellem på den ene side de nationalt orienterede og på den anden side de teologisk orienterede, men også mellem de kulturelt og politisk konservative; de første fik slet ikke tilstrækkelig støtte, selv om der var konservativt sindede kulturministre.

En tredje årsag til nederlaget lå i, at de konservative slet ikke var så stærke og velartikulerede, som bogen gerne vil præsentere dem som. Bogen viser noget andet. De konservative var stilistisk slet ikke på niveau med den ufatteligt velskrivende Brandes, og de var tilmed isolerede og manglede bl.a. et toneangivende tidsskrift at samles om.

Her mener jeg, at det er vigtigt at pege på, at de radikale derimod altid har været gode til at organisere sig, oprette debatkredse og etablere sig på universitetet, i uddannelses- og kulturinstitutionerne samt medierne. Og de har udadtil udgjort en samlet front. Et spændende aspekt ved Jon A.P. Gissels bog er, at den viser udviklingen internt i konservatismen. Frem til 1900 var de konservative optagede af at forsvare kristendommen, den klassiske dannelse, kongetroskab og fædrelandsfølelse, og efterhånden blev kritikken af liberalisme og individualisme erstattet af en kritik af socialisme, kollektivisme og den brede stat. Men især en anden drejning forekommer væsentlig. Efter 1900 blev konservatismen nationaliseret, som Gissel skriver, og derefter spillede kristendommen en langt mindre rolle, hvilket har varet helt frem til i dag.

Kontakten til kristendommen

De teologisk orienterede konservative forsvarede først og fremmest kristendommen, fordi den blev anset som livets mening og frihedens grundlag. Gissel er enig og har for nylig formuleret sit synspunkt i Berlingskes kronik, der også rummer en høflig polemik mod undertegnede. Jeg er dog ikke kritisk over for kristendommen, tværtimod, men jeg ser ikke nogen nødvendig forbindelse mellem kristendom og konservatisme. Og det er jeg ganske rigtig ikke ene om.

Under alle omstændigheder viser denne aktuelle debat, som altså kan føres tilbage til 1800-tallet, noget meget perspektivrigt om vores tid: For første gang i nyere danmarkshistorie er det ikke interessant for de konservative at diskutere med radikalismen. Det er derfor, man i stedet får interne debatter i borgerligheden mellem liberale og konservative. Og indbyrdes blandt konservative.

Forfatter: Jon A.P. Gissel. Titel: »Konservatisme og kulturkamp«. Sider: 356. Pris: 375 kroner. Forlag: Munch & Lorenzen. Kan købes direkte fra forlaget www.munch-lorentzen.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.