Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
BØGER

Dame i egen sovs

Lise Nørgaard ved skrivemaskinen i 1981. Foto: Jette Ladegaard
Lise Nørgaard ved skrivemaskinen i 1981. Foto: Jette Ladegaard

Det er jo en genial titel: »De første 100 år«. Mod al sund fornuft har man lyst til at udbryde, at man glæder sig til de næste 100. Men det er nu nok for meget forlangt af en kvinde, der nok er brudt gennem adskillige glaslofter og har opnået at blive et nationalklenodie på niveau med monarken, men som dog næppe kan ophæve jordelivets begrænsninger.

Lise Nørgaard er blevet beskrevet forfra og bagfra, både af andre i interview og anmeldelser og af sig selv i biografier og morskabsbøger - ja, undskyld, men det lystigt bedagede udtryk falder altså lige for. Kan der overhovedet siges mere om Flittiglise, som hele nationen ikke allerede tror, de ved? Åbenbart ja. Berlingskes filmskribent Jacob Wendt Jensen har ikke kun lavet en slags »Greatest Hits«, samlet af citater fra Lise Nørgaards memoire og journalistik, han har også talt med mange familiemedlemmer og venner, med hovedpersonen selv og – som det store scoop – vundet hendes tillid i en sådan grad, at han har fået lov til at citere fra en række breve, hun har sendt til den nære veninde og kollega, nys afdøde Eva Bendix. Disse breve, som de to har skrevet til hinanden gennem 60 års venskab, delte de på et tidspunkt lige over, så hver fik sine, og de er nu bag lås og slå og klausulerede, efter at Jacob Wendt Jensen har kigget i dem. Via hans nye biografi får vi adgang til den mere private og åbenmundede Lise Nørgaard. Man skulle ellers ikke tro, hun havde meget at skjule af sit sande jeg, sådan som hun har råbt op, men lidt mere og lidt mere ramsaltet er der jo altid.

Om der er de store dunkle dybder og den weltschmertz, som flere af de medvirkende efterlyser i bogen, er til gengæld mere tvivlsomt. Vi tillægger af og til hinanden egenskaber, følelser og dybder, som muligvis slet ikke findes. Men mere private tanker er der da, blandt andet om uhæmmede, anmassende mennesker, der hægter sig på, ringer på og keder Lise Nørgaard halvt ihjel. De tror, hun er rigtig interesserede i dem og sikkert føler med dem, måske fordi hun har været brevkasseredaktør. Men i den rolle strøg hun jo ikke ligefrem folk med hårene, og mens hun har journalistens umættelige nysgerrighed, har hun ikke en engels hjertevarme tålmodighed. Med noget eller nogen som helst. Men hun bider en del i sig, som til gengæld får luft i brevene til Eva Bendix. I det virkelige liv er hun mere høflig end i brevene. Roskildes bedre borgerskab fornægter sig aldrig.

Hvis der virkelig er en nøgle til Lise Nørgaard og hendes personlige væren, tror jeg, den findes i noget, hun fortæller Jacob Wendt Jensen om sin far. Han betød utroligt meget for hendes karakterdannelse og liv:

»Min far gad ikke børn, der ikke var talentfulde eller morsomme. Han afskyede amatører af enhver art. Og hvis man ville blande sig i snakken ved bordet som barn, ville han kun høre gode nyheder. »Fortæl mig noget morsomt, eller fortæl mig noget behageligt,« sagde han. Det er fra den tid som barn, jeg begyndte at overveje, hvordan jeg bedst kunne opnå lydhørhed med alle de historier, jeg havde på hjerte. Jeg boblede næsten over af iver for at fortælle, alt hvad jeg havde oplevet, men da jeg ikke måtte servere fortrædeligheder af den ene eller den anden art, var jeg nødt til at gøre historierne morsomme. På den led har min far indirekte lært mig at formidle mit stof, fordi jeg oplevede, at de grinagtige ting i livet ofte var lig med taleretten«.

Som ung journalistelev på Politiken oplevede jeg netop den underholdende Lise Nørgaard fortælle anekdoter, blandt andet om kolleger på rejser til OL, og vi lo alle, så vi græd. Bagefter slog det mig, at historierne altid havde haft en ordentligt skvæt skarntyde, hvilket fortælleren viser sig at have været helt bevidst om.

Det er derfor ret morsomt, at dette ufolkelige og i virkeligheden meget private væsen er blevet et folkeeje, men det skyldes selvfølgelig »Matador«, der da også får sin historie genfortalt i denne bog, måske med et par nye »afsløringer«. Men heldigvis har Jacob Wendt Jensen gjort lige så meget ud af journalisten Lise Nørgaard, der vitterligt tog sine kampe for de mindrebemidlede og for kvindesagen - af og til var det sammenfaldende - i aviserne, såvel som i andre medier. Ikke altid var hun sjov, men rap i replikken var hun.

»Dame i egen sovs« har hun beskrevet sig selv som, og der har ikke været det, hun ikke har haft en mening om. Af og til helt ude i skoven, såsom at kvinder selv har været og er skyld i sexchikane. Som rapkæftet mor til fire og med lynild i øjnene har hun vist ikke vidst, hvad hendes mindre erfarne, purunge kvindelige kolleger blev udsat for på Politikens redaktion fra ældre mandlige kollegaer og det uden at være »udfordrende klædt«.

Hendes døtre og andre familiemedlemmer har da også et og andet at bebrejde hende både med hensyn til barndom og diverse erindringer i denne bog. Men der findes ikke sande erindringer, og ve den, der optræder i andres, især når de skal være underholdende – og der findes i øvrigt ikke den perfekte mor. Især da ikke, hvis hun er hårdtarbejdende forsørger. Lise Nørgaards egen mor efterlod hende på et hospital med en løgnehistorie til polypoperation, skræk og ensomhed, da hun var barn. Så hun er ikke selv for godt vant.

Noget af det mest morsomme i denne bog, som det meste af vejen er vældig underholdende og sine steder tankevækkende, er noget, Lise Nørgaard har skrevet til Eva Bendix om sin egen mors 95-års-fødselsdag, der blev holdt på Hotel Prindsen i Roskilde. Det begynder med, at moderen udleverer hver gæst et eksemplar af Roskilde Tidende (1984), hvori hun optræder i et tosiders, rigt illustreret interview:

»Overskriften var nok til at få alle hårene til at rejse sig på hovederne af alle hendes tre aldrende børn: »Jeg er det fornuftigste menneske, jeg kender«, stod der med typer, de ellers kun bruger, når der er udbrudt krig. Og så skar den ellers spalte op og spalte ned med min mors erindringsforskydninger, serveret i en sovs af storhedsvanvid«.

Man ser det for sig. Man ser også Lise Nørgaard for sig, dog i egen sovs, smukt krydret med humor.

Tillykke med bogen og tillykke med de 100.

Helle Hellmann er litteraturanmelder på dagbladet Politiken.

Titel: Lise Nørgaard De første 100 år
Forfatter: Jacob Wendt Jensen. Sider: 400. Forlag: Gyldendal. Pris: 299,95 kr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.