Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bøger

Blandede bolsjer om 1864

Tusinder faldt, drømmen om Danmark til Ejderen brast, og vi mistede en tredjedel af riget. To bøger markerer 150-året for krigen i 1864.

Danske soldater med ?bajonetter er klar til kamp under krigen i 1864. ?Foto: C.F. Wilhelm Schrøder
Danske soldater med ?bajonetter er klar til kamp under krigen i 1864. ?Foto: C.F. Wilhelm Schrøder

1864-krigen bliver ved med at fascinere os, fordi det er historien om småstatens håbløse kamp mod overmagten, og fordi krigens udfald fik så voldsomme konsekvenser for vores nationale selvforståelse.To nye bøger føjer sig til de mange fremstillinger, vi efterhånden har, der beskæftiger sig med 1864. Den ene er skrevet af post.doc. Rasmus Glenthøj, mens den anden er skrevet af forhenværende rigsarkivar Johan Peter Noack.

Ved første øjekast ser Rasmus Glenthøjs bog, »1864: Sønner af de slagne«, spændende ud. Et væld af flotte billeder springer i øjnene. Men bogens indhold lever desværre ikke op til den flotte indpakning. Johan Peter Noacks bog, »Da Danmark blev Danmark – Fortællinger af forhistorien til 1864«, som er helt uden illustrationer, leverer derimod en meget bedre og mere sammenhængende analyse af baggrunden for krigen og nederlaget i 1864.

Et af problemerne med Rasmus Glenthøjs værk er, at det er uklart, hvad det hele går ud på. Hvad er det egentlig, han vil belyse, og hvad er konklusionerne? I forordet skriver Glenthøj, at bogen vil beskæftige sig med, hvad der førte til 1864, hvad der skete i 1864, og hvad 1864 betød. Samtidig skriver han, at han »ikke er tilfreds med den forklaring på krigen i 1864, som normalt bliver givet«. Han afviser da også, at krigen og nederlaget i 1864 skyldtes uduelige danske politikeres fejlagtige og fatale beslutninger. Men hvad skyldtes krigen og nederlaget i 1864 så i stedet? Det får vi aldrig rigtig nogen forklaring på.

Her kunne Glenthøj med fordel have været mere opmærksom på den større europæiske udviklings afgørende indflydelse på Danmarks historie og begivenhederne i 1864. Han er klar over, at Ruslands pres på Preussen var en vigtig årsag til, at Danmark kunne slippe heldigt ud af Treårskrigen 1848-1851. Men hvorfor skænker han det så ikke en tanke, at Ruslands voldsomme svækkelse på den europæiske politiske scene som følge af nederlaget i Krimkrigen 1853/54-1856 var en vigtig del af forudsætningen for, at russerne ikke havde kræfter til at lægge et tilsvarende pres på Preussen i årene frem imod og i forbindelse med 1864-krigen?

Det tyske perspektiv

Det internationale overblik, perspektiv og udsyn er meget større i Noacks bog. Denne indeholder, i modsætning til Glenthøjs fremstilling, som mest har karakter af en beskrivelse af forskellige begivenheder i 1820erne, 1830erne, 1840erne og 1850erne, der aldrig rigtig bliver direkte koblet sammen med begivenhederne i 1864, en samlet syntese (fortolkning), som går ud på, at krigen og nederlaget var uundgåeligt på grund af de nationale kræfters voksende betydning i hele det tyske område, herunder i hertugdømmerne Holsten og Lauenburg. Da Holsten og Lauenburg havde en dobbeltstilling som medlemmer af både Det danske Monarki og Det Tyske Forbund, og da de nationale kræfter havde voksende betydning i alle de tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og Lauenburg), som hørte med til Monarkiet, var det nærmest umuligt at undgå en krig. Det var med andre ord fremvæksten af den stærke tyske nationalisme – som i 1871 førte til dannelsen af en samlet, centralt styret tysk stat – der også var årsagen til krigen og nederlaget i 1864.

Noack lægger i sin bog megen vægt på det tyske perspektiv, og på at dette også var fremtrædende allerede i de tidlige analyser, der blev lavet af historikere om det slesvigske spørgsmål, for eksempel af Niels Neergaard helt tilbage i 1892/1916, men at det siden er blevet glemt af mange. Noack genopdager således det tyske perspektiv på den danske historie, og det er noget af dét, der er med til at gøre bogen til virkelig god og interessant læsning. Endnu bedre ville bogen dog have været, hvis for eksempel også det britiske, det russiske og det franske perspektiv med disse landes udenrigspolitiske og indenrigspolitiske udviklings betydning for den danske udvikling i tiden omkring 1864 havde været mere fremtrædende.

Intet nyt under solen

På sin side redegør Rasmus Glenthøj for forskellige aspekter af dansk historie i perioden 1814 til 1864 (og også lidt om tiden efter 1864). Men fremstillingen er noget rodet opbygget. Samtidig er den ret indforstået (og til tider næsten arrogant) skrevet. Man får, blot for at nævne et enkelt eksempel, aldrig rigtig nogen forklaring på, hvorfor kapitel ti hedder noget så fornemt som »Cirklens kvadratur«. Den alment interesserede læser vil næppe, efter at have læst kapitlet, have regnet ud, hvad denne overskrift skal forestille at dække over. Og hvad er i det hele taget den røde tråd i fremstillingen? Hvorfor skal vi for eksempel have en masse at vide om dr. Dampes oprør imod enevælden omkring 1820 eller om skandinavismen i 1830erne og 1840erne, når bogen nu handler om 1864? Hvad har de ting med hinanden at gøre? Historikeren, der i forvejen ved meget om emnet, kan nok regne det ud. Men det bliver aldrig tydeligt forklaret for den alment historisk interesserede, der gerne vil have noget nyt at vide. Noacks bog er – trods det til tider lidt tunge sprog – med sin klarere, mere kronologiske opbygning lettere at læse.

Der er ikke noget afgørende nyt og originalt i Rasmus Glenthøjs bog, som man ikke lige så godt kunne læse i de relevante bind af Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie, Dansk Udenrigspolitiks historie eller nogle af de andre værker, der beskæftiger sig med emnet 1864. Der behøver heller ikke være noget nyt i enhver historiebog. Det kan absolut have sin berettigelse, hvis eksisterende viden formidles på en ny måde. Det ideelle er selvfølgelig, hvis der både præsenteres nye forskningsresultater, en ny tese, en ny vinkel på tingene eller lignende, og at det nye samtidig formidles, så det er let tilgængeligt. Men ingen af tingene sker i Glenthøjs værk. Og det er dét, der adskiller Glenthøjs fremstilling fra Noacks.

Geheimeråd Andræs dagbog

Enkelte steder skriver Glenthøj selv, at nu kommer vi til noget afgørende nyt. For eksempel i afsnittet, som handler om, hvordan Christian IX som kommende konge i 1858 skulle have haft tanker om en genindførelse af enevælden. Det har »ingen historikere hidtil hæftet sig ved«, skriver Glenthøj. Det har han ret i. Men det er der nok en god grund til. »Oplysningen« stammer nemlig ikke fra et dokument, et brev, et notat eller lignende fra Christian IXs egen hånd (altså fra en primær kilde), men derimod fra geheimeråd Andræs dagbog, hvoraf det fremgår, at Christian IX skulle have forelagt sine overvejelser for konseilspræsident Hall, som derefter skulle have fortalt dem videre til Andræ, som derefter har nedfældet det hele i sin dagbog. Der er med andre ord tale om en type kilde, som de fleste historikere ud fra gængse kildekritiske principper ville være meget forsigtige med at tillægge for megen vægt.

Glenthøjs bog giver forskellige oplysninger om, hvad der skete i Danmark mellem 1814 og 1864, og det kan selvfølgelig være interessant. Men den sammenhængende analyse og forbindelsen til begivenhederne i 1864, samt overblikket over de begivenheder i udlandet (hvad enten det drejer sig om Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Rusland eller helt andre lande), som kan have spillet afgørende ind på den danske udvikling, mangler. I skildringen af udviklingen efter 1864 omtaler han eksempelvis, hvordan den politiske skandinavisme i midten af 1860erne blev afløst af en bredere, folkeligt forankret skandinavisme, og han mener, at nederlaget i 1864 har haft væsentlig indflydelse på denne udvikling. Men havde han også læst de nyere historiske analyser af skandinavismen, som inddrager et internationalt og komparativt perspektiv (han har dem heller ikke har med på sin litteraturliste), ville han nok have opdaget, hvordan rigsdagsreformen i Sverige i 1866 også – i tillæg til det danske nederlag i 1864 – var en afgørende forudsætning for omskabelsen af den traditionelle politiske skandinavisme til en mere folkelig skandinavisme.

Noacks syntese derimod giver læseren en fin forståelse af nogle af de vigtigste årsager til krigen og nederlaget i 1864. Han har det store overblik, og han kommer med den sammenhængende analyse, som man savner i Glenthøjs bog, og som en indpakning i selv et nok så flot billedmateriale ikke kan råde bod på.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.