Roman

Atticus Lish´ debutroman er barsk, brutal, øm og omsorgsfuld

"Forberedelse til næste liv" handler om bunden af bunden i det amerikanske samfund.

»Forberedelse til næste liv« indbragte Atticus Lish den prestigiøse PEN/Faulkner-pris.
»Forberedelse til næste liv« indbragte Atticus Lish den prestigiøse PEN/Faulkner-pris.

Det er et på én gang umage og mage par, Atticus Lish bringer sammen i sit brag af en debutroman, »Forberedelse til næste liv«.

Zou Lei er kineser og illegal emigrant. Hun er flygtet fra kummerlige forhold i hjemlandet med en drøm om at få fodfæste i USA, men efter fængsling og et sulteliv på gaden tager hun til takke med en slidt madras i Queens og en dårligt lønnet medhjælpertjans i et skjult gadekøkken i Chinatown.

Her møder hun krigsveteranen Brad Skinner, der er kommet til New York for at glemme de uhyrlige erfaringer, tre ture til Irak har afsat hos ham – itusprængte kammerater, posttraumatisk stress, en arret krop og et smadret sind, der stadig tror, det er i krig.

Han holder sig oppe på en blanding af alkohol og piller og benhård styrketræning, og det er sidstnævnte, der bringer ham i kontakt med Zou Lei. Også for hende er fysisk styrke den grundsten, hun bygger sin i øvrigt ret elendige tilværelse på.

De mødes, de falder for hinanden. De drømmer om at finde en vej ind i den etablerede verden, »systemet«. Men Zou Lei døjer med de indre dæmoner hos Skinner, der har lejet et værelse hos en sort familie, hvis søn, hjemvendt efter 10 års fængsel, ikke er bleg for at udnytte ham.

En politisk roman

Umiddelbart kan hele setup’et lyde forfærdelig sentimentalt – som en slags »De elskende fra Pont Neuf« i New York. Men det er det heldigvis ikke. Atticus Lish skriver prunkløst, men indlevende i en impressionistisk stil, der lader dialogernes stemmer komme til orde, vekslende med beskrivelser og hastige, opsummerende fortællerkommentarer.

Det er barskt og brutalt, men også ømt og omsorgsfuldt – og slet ikke så let at gå til, som meget af den amerikanske bestsellerlitteratur, vi ellers får i oversættelse. Man skal holde sin læsesanser åbne undervejs – synsvinkelskift markeres til tider kun flygtigt - så Tonny Vorm har ikke haft nogen let opgave med oversættelsen af denne bog. Men han skal roses for resultatet.

Lish har gjort sin research grundigt og øser af et tilsyneladende bundløst kar, hvad angår detaljer om de illegale emigranters elendige forhold og interne hakkeorden, om soldaternes helvede under Irakkrigen og om det svigtende modtagelsessystem ved hjemkomsten. Og så videre.

I den henseende er »Forberedelse til næste liv« i høj grad en politisk roman, der revser såvel den amerikanske krigsindsats i Irak som behandlingen af de mange tusinde indvandrere, der søger den amerikanske drøm, men befinder sig i et veritabelt mareridt.

Det er velfortjent, at bogen indbragte Lish den prestigiøse PEN/Faulkner-pris, for den er på én gang vedkommende og velskrevet. Man misunder ikke Lish at skulle i gang med den svære toer. Men man glæder sig til den.

Titel: Forberedelse til næste liv. Forfatter: Atticus Lish. Oversætter: Tonny Vorm. Sider: 527. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.