Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

At skjule sine øjne for verden

Sydkoreanske Han Kangs første roman på dansk er smuk på en creepy måde.

Sydkoreanske Han Kang modtog sidste år Man Booker International Prize. I Sydkorea er hun en etableret forfatter, men »Vegetaren« er hendes første bog på dansk. JUNG YEON-JE / AFP
Sydkoreanske Han Kang modtog sidste år Man Booker International Prize. I Sydkorea er hun en etableret forfatter, men »Vegetaren« er hendes første bog på dansk. JUNG YEON-JE / AFP

Sydkoreanske Han Kang løb med opmærksomheden, da hun sidste år modtog Man Booker International Prize. Det var velfortjent.

»Vegetaren« er fortællingen om en »fuldkommen upåfaldende« kvinde, Yeong-hye, der efter en drøm vælger at blive vegetar. Hendes mand er næsten en parodi på en hårdt­arbejdende sydøstasiatisk mand, der bruger dagen på kontoret og forventer, at hans kone har maden klar, når han kommer hjem. Og der skal altså være kød i.

Konflikten spidser til, og det er da også klart, at Yeong-hye siger farvel til mere end kød, hun synes at tage afstand fra alt og drive ind i en tilstand af apati. Det er mere, end familien – ikke mindst mand, far og bror – kan klare, og i et vanvittigt optrin prøver de at tvinge kød i munden på hende. Det er kun et af de mange overgreb, Yeong-hye må tolerere gennem fortællingen, hvor hun flere gange må ligge under for mænds følelse af ret til at bestemme over hendes krop.

Bogen er delt op i tre afsnit, oprindeligt udgivet hver for sig, og i hvert afsnit følger vi en ny person, først Yeong-hyes mand, derefter svogeren, som er besat af ideen om at se hende malet i blomster, og til sidst søsteren. Især sidste afsnit er medrivende. Den stærke, succesfulde søster er den eneste, der stadig tager sig af Yeong-hye, og hun mærker vanviddet hviske til hende fra et sted mellem ensomhed, begær og skyld.

Det er egentlig ti år siden, sydkoreanske Han Kang skrev første del af romanen. Hun er i dag 46 år og en veletableret forfatter i Sydkorea. Sproget er – i hvert fald i denne oversættelse – uprætentiøst, men aldrig kedeligt. Tonen er direkte, og når Han Kang skærer sig ind i sine karakterer, gør hun det som en kirurg, der hurtigt laver sit snit og blotter alt det inde bag huden. Alt det, som vi har lyst til at skjule. »Hvis man bare kunne skjule sine øjne for verden,« siger Yeong-hyes søster, men det kan hun ikke i denne bog, hvor Han Kang ikke lader nogen være rene. Kun mennesker. Triste, ensomme, begærlige, forfængelige mennesker, der vandrer alene rundt om natten, falder i søvn i badekarret, drømmer om at være en anden eller noget andet og alt for sent kommer i gang med at hjælpe hinanden.

Det er let at læse »Vegetaren« som en feministisk roman, der udstiller mændenes forkvaklede dominans og de overgreb, kvinder kan komme til at lide under. Der er også en klar kritik af behovet for at holde facaden, denne evige udstilling af sig selv, opretholdelsen af sin ære. Men for mig er »Vegetaren« først og fremmest en bog om, hvor lidt der skal til, før det hele falder sammen. Yeonh-hye længes efter at blive et træ og lader sig langsomt glide ud i vanviddet. »Måske havde Yeong-hye på et eller andet tidspunkt bare sluppet den tynde tråd som forbandt hende med det normale liv,« tænker søsteren på tidspunkt, hvor hun sidder ved Yeong-hyes sygeseng på det psykiatriske hospital, hvor det altid synes at regne udenfor. »Vegetaren« er en bog om de tynde tråde, der holder vores liv oppe. Den er creepy på samme måde, som koreanske gyserfilm kan være det0- men samtidig smuk, sanselig og underspillet.

Forfatter: Han Kang. Oversætter: Oversat fra den engelske oversættelse af den koreanske original af Juliane Wammen. Sider: 192. Pris: 249,95 kr. Forlag: Gyldendal.

Cover
Cover

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.