Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Mine pensionspenge støtter alt det, jeg flygtede fra«

Lievin Tshiembe er flygtet fra DR Congo til Danmark. Gennem sin tvungne pension låner han nu penge til regimet i hjemlandet.

»Merde!« Det franske ukvemsord ryger ud af Lievin Tshiembe, før han tænker over det. Hånden gnider hen over panden, hvor der endnu ikke er rynker i den mørke hud. Det er hans pensionsordning, der får den 56-årige congolesiske flygtning til at bande på modersmålet. Som pædagogmedhjælper på et dansk fritidshjem sparer han op til pensionen via PenSam. Et pensionsselskab, som yder lån til regimet i Den Demokratiske Republik Congo det selv samme land, som Lievin Tshiembe er flygtet fra.

»Jeg vil gerne flytte mine penge til en anden pensionsordning. Jeg kan ikke tåle det. Det smerter mig meget, meget, meget,« siger han og lægger hånden på brystet.

Men han kan ikke skifte pensionsselskab. Ordningen er bestemt af den overenskomst, der er lavet mellem arbejdsmarkedets parter, og selv om Lievin Tshiembe er oprørt, er han som LFS-medlem tvunget med i den kollektive pensionskasse, som giver ikke-øremærkede lån til regimet i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).

»Hvorfor investerer de så i det mindste ikke i noget, hvor de ved, hvad pengene går til? Så de er sikre på at hjælpe befolkningen,« siger Lievin Tshiembe og fortæller, hvordan han som formand for Den Congolesiske Forening i Danmark for år tilbage opfordrede den danske regering til at lade være med at støtte DR Congo med bistandskroner.

Pengene ville aldrig nå befolkningen, var hans pointe.

PenSam er ikke det eneste pensionsselskab, der via statsobligationer låner penge til DR Congo. Sammen med ISP, Industriens Pension og AP Pension er der investeret et mindre beløb på lidt over ti millioner kroner i det konflikthærgede land. Det viser en undersøgelse, som Berlingske og researchcentret Danwatch har lavet. I løbet af de seneste uger har Berlingske beskrevet, hvordan 19 ud af de 22 største danske pensionskasser investerer over 600 mio. kr. i Angola, Republikken Congo, Nigeria, Gabon, Senegal, Elfenbenskysten, Uganda og DR Congo. Også 11 kommuner køber statsobligationer for en mindre del af deres overskydende skattekroner i regimerne, der er blandt verdens mest korrupte og mindst demokratiske, mens fem ud af de otte største investeringsforeninger låner næsten 1,2 mia. kr. til de otte lande, som alle er i søgelyset for menneskerettighedskrænkelser. Selv om de investerede beløb er små i forhold til de samlede investeringer fra pensionskasser, kommuner og investeringsforeninger, understreger flere kilder, at problemstillingen er principiel.

Investeringerne møder bred kritik fra eksperter, humanitære organisationer og den danske regering. Alligevel har Lievin Tshiembes pensionsselskab PenSam indtil nu forsvaret investeringerne. Det er ikke op til dem at drive udenrigspolitik, lød begrundelsen fra Dennis Kristensen, som udover at være formand for PenSam også er formand for fagforeningen FOA.

Lievin Tshiembe flygtede fra DR Congo af politiske grunde i 1996. Dengang sad diktatoren Mobutu Sese Seko på magten i landet, som hed Zaire. Med en magtfuld sikkerhedstjeneste, som lurede og lyttede med alle vegne, voksede magtmisbruget, og det var nødvendigt at betale bestikkelse, hvis blot man kom til at nævne et forkert ord på det forkerte sted, fortæller Lievin Tshiembe.

Mobutus modstandere forsvandt sporløst. Mange røg i den mytiske Congo-flod, som adskiller DR Congo og Republikken Congo. Det er i hvert fald, hvad Lievin Tshiembe hørte. Og han blev selv bange for at ryge samme vej.

Han arbejdede i det skjulte mod Mobutus ejerfornemmelser over landet. Han var imod, at Mobutus støtter fik luksusbiler og luksusvillaer, mens befolkningen stod i bagerste række. Og når gudstjenesten i den katolske kirke var slut, talte han med de andre kirkegængere om demokrati og om at hjælpe congoleserne med at hjælpe sig selv.

Som fransklærer i gymnasiet havde han mange kontakter, kendte mange forældre, og han talte de mange forskelligartede sprog, som opdeler de congolesiske regioner.

Han kom hurtigt til at tale for meget med for mange. Det var, hvad der stod i de anonyme trusselsbreve, som Lievin Tshiembe fortæller, at han modtog.

»De sagde, at jeg ville forsvinde, hvis jeg fortsatte. Jeg var en trussel. Men min familie havde jo brug for mig. Det var mig, der skaffede os mad. Jeg måtte bare væk,« siger Lievin Tshiembe.

Med hjælp fra hemmelige kontakter i et ministerium kontakter, som han har svoret aldrig at nævne navnene på kom han af sted. Over Congo-floden i robåd til Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo. Først Lievin Tshiembe selv. Derefter resten af hans lille familie. Herfra rejste de sammen over Rusland til Danmark, hvor familien flyttede fra asylcenter til asylcenter i de to år, det tog, før opholdstilladelsen gik igennem.

Siden en jobtræning i 2003 har Lievin Tshiembe arbejdet på et dansk fritidshjem som pædagogmedhjælper. Han har fået andre tilbud om f.eks. at blive fransklærer, men han er glad for at kunne bruge sin uddannelse; at undervise og passe på børnene. De lærer også ham noget, fortæller han.

»De lærer mig at udvikle mit danske sprog. Det er den bedste måde at lære landet at kende på at være sammen og arbejde. Jeg har meget at takke Danmark for.«

Selv om han i dag er dansk statsborger, er han stadig knyttet til DR Congo. En del af hans familie lever i landet, og han sender penge til dem indimellem. Når han kan. Hvis der er en slægtning, der er syg, så vil Lievin Tshiembe gerne hjælpe. Staten gør det ikke, så der er ingen hjælp til de congolesere, der ikke har familie uden for landet, fortæller han.

Derfor er han vred over, at han selv er med til at låne penge til det congolesiske styre, hvor en anden diktator Joseph Kabila i dag sidder på magten. Han føler sig snydt.

»Jeg ville aldrig have troet, at mit pensionsselskab kunne finde på at gøre det. De har ikke informeret mig om det. Der er ingen, der ved, hvor de penge ender. Jeg tror, at de går i lommen på regimets folk. De får luksusbiler, villaer, rejser til Europa, Indien og USA. Befolkningen får intet. Mine penge går til sikkerhedstjenestens overgreb og drab. Til alt det, som jeg flygtede fra. Det støtter jeg nu. Og jeg vidste det ikke. Det gør mig ondt. Hvorfor kan jeg ikke skifte pensionsselskab?« spørger Lievin Tshiembe.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.