Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Borgmestre forklarer deres kommuners Afrika-investeringer

En række danske kommuner investerer i statsobligationer fra nogle af verdens mest korrupte lande. Her forklarer 11 borgmestre eller direktører, hvordan de ser på investeringerne i Afrika:

John Brædder er borgmester i Guldborgsund. Han siger til Berlingske, at han ikke er klar over, at kommunen har investeret i statsobligationer i korrupte afrikanske lande.
John Brædder er borgmester i Guldborgsund. Han siger til Berlingske, at han ikke er klar over, at kommunen har investeret i statsobligationer i korrupte afrikanske lande.

Randers Kommune: Borgmester Henning Jensen Nyhus (S) henviser til kommunaldirektør Hans Nikolaisen.»Det, vi snakker om her, er en helt igennem marginal problemstilling med beløb på i alt 12.000 kr. Det er i en kommunes økonomi et meget marginalt beløb. Havde vi snakket om store beløb, havde man som kommune lagt mærke til det, og så ville man have en udfordring. Vi har ikke været fuldt opmærksomme på det her, da det er pengeinstituttet der forvalter midlerne. Når vi nu får en henvendelse om emnet vil vi på trods af den begrænsede beløbsstørrelse ved lejlighed tage det op med pengeinstitutte,« siger Hans Nikolaisen.

Slagelse Kommune: Borgmester Lis Tribler (S) nægter at udtale sig, og økonomidirektør Ole Kristensen kan kun udtale sig rent faktuelt. »Forvaltningen af vores depoter er lagt i to investeringsfirmaer, Nordea og Sydinvest. Det er sket via udbud for tre år siden. I forbindelse med de aftaler, man har indgået, er der indskrevet nogle bestemmelser om, at de skal overholde forskellige internationale lovgivninger og menneskerettigheder. Det skal de være opmærksomme på. Jeg kan ikke sige andet, end at vi ikke har set nogen grund til at trække os ud af det,« siger Ole Kristensen.

Varde Kommune: »Det kommer helt bag på mig, det har jeg aldrig hørt noget som helst om. Vi har bedt vores investeringsinstitut forvalte vores penge, og vi har opstillet nogle etiske regler så sent som i oktober 2011. Hvis de ikke lever op til det, kigger vi omgående på det og får det lagt om. Jeg har det utrolig dårligt med de her investeringer,« siger borgmester Gylling Haahr (V).

Guldborgssund Kommune: »Jeg var ikke klar over det, og jeg synes ikke, det er en god ide. Vi har ikke nogen interesse i at investere i korrupte lande. Forholder det sig sådan, vil jeg få det stoppet. Jeg forespørger nu i økonomiafdelingen,« siger borgmester John Brædder (lokallisten Nyt Guldborgsund).

Horsens Kommune: Borgmester Peter Sørensen (S) henviser til økonomidirektør Inge Kruse Rasmussen.»Diskussionen er principiel, men mit hovedsynspunkt er, at vi er nødt til at have fælle ensartede retningslinjer, som vi investerer efter i kommunerne. For vores vedkommende er det FN’s principper, og hvis der er vedtaget sanktioner mod et land. Det er der lige nu mod Syrien og Iran, og derfor er vi så ikke i de to lande. Men vi kan ikke sidde og jonglere ud og ind af investeringsforeninger efter enkelte politiske meldinger. Det kan vi ikke,« siger økonomidirektør i Horsens kommune, Inge Kruse Rasmussen.

Herning Kommune: »Det kommer bag på mig. Det er ikke investeringer, som jeg var opmærksom på, fordi vi har investeringsforeninger til at håndtere vores porteføljer. Det er jeg som udgangspunkt tryg ved. Vi har politisk besluttet, at vi ønsker en høj grad af sikkerhed, fordi det er borgernes penge, vi taler om. Vi har aktivt politisk besluttet, at vi ikke ønsker at deltage i valutaspekulation, og vi har sagt nej til investeringer i aktier. Nu overvejer jeg, at økonomiudvalget ved næste møde skal diskutere, om vi skal stramme pop på retningslinjerne,« siger borgmester Lars Krarup (V).

Skanderborg Kommune: Borgmester Jørgen Gaarde (S) har ikke svaret på henvendelsen, men Berlingske er i stedet blevet henvist til økonomichef Jørn Prætorius.»Der ligger overhovedet ingen etiske overvejelser bag. Vi har en finansiel strategi med en lav risikoprofil, og derfor har vi sagt, at man kan investere i statsobligationer. Vi har ikke sagt, at det skulle være i Afrika, lige som vi heller ikke har sagt at det skulle være i græske statsobligationer. Vi har valgt at lade Jyske Bank og Danske Bank varetage vores porteføljepleje. Vi har derfor ikke haft fokus på området, og vi har egentlig nogle regler i vores finansielle strategi, som lægger op til, at man ikke må foretage investeringer, der er i strid med menneskerettigheder. Derfor har vi også talt med vores porteføljebestyrere omkring det, og nu er det så op til byrådet at overveje, om vi er ude i noget her, som vi skal trække os ud af,« siger Jørn Prætorius.

Odense Kommune: Borgmester Anker Boye (S) har ikke returneret Berlingskes direkte henvendelse. Til gengæld var det økonomisk konsulent Brian Frederiksen fra Odense Kommune, der vendte tilbage.

»Vi løber panden mod en mur, for udover danske realkredit- og statsobligationer må vi kun placere vores penge i en udbyttegivendeinvesteringsforening, og det er langt fra alle, der er det. Sat på spidsen bliver det et enten-eller mellem afkast og etik. Vi efterspørger at komme i de mest etiske investeringsforeninger, men de skal bare klare sig lige så godt som de almindelige investeringsforeninger, fordi vi også kan blive beskyldt for at investere vores penge for dårligt,« siger han

Roskilde Kommune: Borgmester Joy Mogensen (S) har ikke ønsket at kommentere sagen. Til gengæld returnerede vicekommunaldirektør Mogens Raun Andersen henvendelsen.

»Det er ikke, fordi kommunen ikke tænker på etiske spilleregler, men problematikken vedørende statsobligationer er ny, og det er rigtigt, at man kunne overveje at lade være med at investere i det. Men på nuværende tidspunkt er vores etiske retningslinjer primært rettet mod investeringer i virksomheder. Derfor er køb af statsobligationer ikke i modstrid med de vedtagne etiske regler, hvor kommunen har gjort en del gennem flere år for at sikre sig mod at investere i noget stygt. Om der skal laves nogle nye, må byrådet tage stilling til,« siger vicekommunaldirektør Mogens Raun Andersen.

Svendborg Kommune: Borgmester Curt Sørensen (S) har ikke ønsket at kommentere, men henviser til økonomidirektør John Jensen.»Det er ikke os, der tager stilling til, om vi skal investere i disse landes statsobligationer. Vi fastlægger rammerne, som vores forvaltere skal investere inden for, men vi har ikke drøftet etiske overvejelser omkring statsobligationer. Det har særligt været virksomheder, hvor vi har været opmærksom på at det ikke er al type produktion, vi vil støtte. Men den samme problematik kan selvfølgelig gælde i forhold statsobligationer, og det vil jeg nu tage op med porteføljeforvalteren på et møde. Vi skal kigge på, om der er noget, der giver anledning til etiske betænkeligheder,« siger John Jensen.

Billund Kommune: »Jeg vidste ikke, at vi havde disse investeringer. Det er investeringsforeningen, der varetager vores interesser og foretager investeringerne. Jeg vil spørge, hvad det her egentlig er for noget. Uanset hvad tager jeg sagen med til økonomiudvalget, hvor vi skal se på, om det er noget, vi kan stå inde for, eller om vi skal ud af den investeringsforening i Sydbank. Min umiddelbare holdning er, at der er nogle lande, som jeg er ked af, at vi investerer i, men der er også andre lande, som jeg synes, det er godt at støtte. Lande, som har et ganske fornuftigt styre, må det være i orden, at vi går ind og støtter med statsobligationer. Men lande, som ikke er demokratiske eller andet, skal vi ikke støtte,« siger Ib Kristensen (V), borgmester i Billund.

DELTAG I DEBATTEN HER: Hvad synes du om borgmestrenes udsagn?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.