Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Uforståeligt at Løkke igen sår tvivl om sin dømmekraft

For at rejse penge til Løkkefonden deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag  21. janua. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset). (Foto: Johan Gadegaard/Scanpix 2018)
For at rejse penge til Løkkefonden deltog statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag  21. janua. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset). (Foto: Johan Gadegaard/Scanpix 2018)

Når man tænker på, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har været igennem af sager, der har belastet hans image og vælgernes vurdering af hans personlige dømmekraft, skulle man ikke tro, at det var muligt for ham igen at havne i en lignende situation. Men det er ikke desto mindre det, der er ved at ske.

Statsministeren modtog en større gave, da han fyldte 50 år tilbage i 2014. Den bestod i en uges ophold i et sommerhus i Skagen i højsæsonen til en anslået værdi af cirka 10.000 kroner. Det er der sådan set ikke noget galt i, hvis ikke det var fordi, at den glade giver er en af de såkaldte »kvotekonger« eller storfiskere, som har økonomiske interesser i den lovgivning, der gælder omkring den meget omdiskuterede fordeling af fiskekvoter.

Gaven blev givet, mens Lars Løkke Rasmussen var leder af oppositionen, men indløst i sommeren 2016 efter, at han var blevet statsminister. Derfor er der angiveligt rent juridisk ikke overtrådt regler, der gælder for, hvad ministre må modtage. Men det er svært at forstå, at der ikke ringede en alarmklokke eller to hos Venstres formand over at få så stor en gave. Når Lars Løkke Rasmussen bedre end nogen anden ved, hvor meget fokus, der er og har været på hans private økonomiske forhold, så burde han enten have insisteret på selv at betale for opholdet i Skagen eller helt undladt at indløse gaven.

Bedre bliver det ikke, da statsministeren i et samråd i Folketinget sidste år afviste at have relationer til nogle af disse kvotekonger, men samtidig undlod at fortælle, at han har modtaget en større fødselsdagsgave fra en storfisker og har tilbragt en uge i hans sommerhus. Og at han, som det i denne uge er kommet frem, desuden sidste år har deltaget i en firmafest hos den pågældende sammen med sin hustru.

Et nyt samråd skal nu blandt andet klarlægge, om Lars Løkke Rasmussen har givet urigtige oplysninger til Folketinget, hvilket som bekendt er en alvorlig sag. At oppositionen for længst har lugtet blod, og vil gøre alt for endnu en gang at trække Løkke Rasmussen gennem sølet, er forudsigeligt. Og den eneste måde, statsministeren kan standse lavinen på og undgå, at den aktuelle sag bliver lige så belastende som sagen om flyrejser i GGGI og den, der handlede om beklædning betalt af Venstre, er ved at lægge alle kortene på bordet. Og det skal ske hurtigst muligt.

Der er ingen tvivl om, at tålmodigheden i Venstre med formanden i denne type sager er ret lille. Og regeringen har ikke råd til at lade en ny skandalesag overskygge det politiske arbejde.

Efter at have lagt det højspændte politiske drama om skat og udlændingestramninger bag sig efter nytår, havde Lars Løkke Rasmussen muligheden for at begynde året på en frisk med en ny dagsorden frem mod valget om senest halvandet år. Nu risikerer han, at sagen om hans relationer til kvotekonger og storfiskere kommer til at overskygge det hele. Ingen mistænker så vidt vides Lars Løkke Rasmussen for at have begået noget ulovligt, eller at regeringens fiskeripolitik har været påvirket af statsministerens personlige relationer. Men mange mistænker ham desværre for ikke at have lært noget af sine tidligere belastende sager.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.