Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Terrorens pris

Hvor går grænsen mellem den retssikkerhed for den enkelte borger, som kendetegner et frit samfund, og hensynet til bekæmpelsen af terror? Spørgsmålet diskuteres med rette i disse dage af politikere, jurister og meningsdannere efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. For terroren i Paris viser jo på den ene side, at vore samfund er sårbare. Omvendt må man spørge, hvad vi må give køb på af grundlæggende frihedsrettigheder, hvis denne sårbarhed skal mindskes? Skal vi acceptere mere overvågning? Skal man kunne tage passet fra folk, der mistænkes for at ville rejse til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat? Skal man skærpe kursen i forhold til, hvad man overhovedet må sige eller skrive, herunder på de sociale medier, sådan som man har set det i f.eks. Frankrig?

Det sidste spørgsmål er aktualiseret af en konkret sag. Fredag besluttede Københavns Politi at rejse sigtelse mod en 23-årig dansker fra organisationen Kaldet til Islam. Han har angiveligt på sin Facebook-profil udtrykt glæde over terrorangrebet mod Charlie Hebdo - komplet med inklusionen af en glad smiley. Udover sigtelsen for at billige handlinger, der er omfattet af terrorloven, er hans bolig blevet ransaget. Skal en sådan ytring kunne straffes i sig selv? Nu må sagen naturligvis gå sin gang, og står det i den forbindelse klart, at den 23-årige i handling har støttet terrorbevægelser eller opfordret til terrorisme, så burde svaret på spørgsmålet være enkelt: Så kan han naturligvis straffes, sådan som tilfældet også var med Sam Mansour, den såkaldte boghandler fra Brønshøj, der i december blev idømt fire års fængsel for blandt andet via en række opslag på Facebook at have fremmet terrorisme. Men det er en problematisk vej at gå at åbne for muligheden for alene at straffe ytringer, som udtrykker sympati for den ene eller den anden nok så horrible sag. Ikke mindst fordi vi netop skelner afgørende mellem holdninger og handlinger. Det er i særdeleshed væsentligt netop i disse tider, hvor terror knytter sig til offentliggørelsen af satiretegninger, som nogle muslimer finder krænkende i en grad, så det foranlediger dem til at sammenligne tegningerne med vold. Det er nødvendigt at sende et klart signal til disse og andre grupper, som måtte ønske at bruge egne krænkede følelser til at indskrænke andre menneskers ytringsfrihed, at dén går ikke. I et frit samfund må man skelne afgørende mellem ytringer og handlinger. En tegning er ikke vold. En tegning kan ikke sidestilles med vold. Og en tegning eller en ytring kan følgelig heller ikke på nogen måde retfærdiggøre vold.

Fastholdes denne skelnen er det indlysende problematisk samtidig at skærpe loven eller fortolkningen af den således, at alene tilkendegivelser, som ikke allerede er omfattet af f.eks. racismeparagraffen, i sig selv skal kunne udløse en straf - uanset om det, der udtrykkes sympati for, er nok så ækelt. Der skal en form for opfordring eller tilskyndelse til terror, vold eller uro til, før en ytring kan være strafbar. Hvilket ikke er det samme som at det ikke kan være relevant for PET at holde øje med - eller eventuelt skaffe sig en ransagningskendelse - imod folk, der udtrykker terrorstøtte. Det er uundgåeligt, at man fra politisk hold netop nu overvejer, hvordan man kan sætte stærkere ind over for terrortruslen. Men det bør kunne ske uden at undergrave grundlæggende borgerrettigheder, selv om vi næppe bliver fri for de svære dilemmaer og overvejelser, som følger med terrorens uvæsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.