Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Terroren bliver aldrig hverdag

Tirsdagen igennem gav folk i Manchester udtryk for deres sorg. Foto: Darren Staples/ Reuters
Tirsdagen igennem gav folk i Manchester udtryk for deres sorg. Foto: Darren Staples/ Reuters

Der kan være en tendens til, at terroren bliver dagligdag. At vi vænnes til at se og høre om, at uskyldige mennesker bliver slået ihjel af religiøse fanatikere, der ikke kan tåle vores måde at leve på. Men det må aldrig blive »hverdag«. Heller ikke i vores måde at tænke på. For det er ikke »hverdag«, at man skal udsætte sig selv for fare ved at leve livet. Hverken i Vesten eller i Mellemøsten eller andre steder i verden for den sags skyld.

Terroren har nu ramt igen. Denne gang en koncert i Manchester. Ofrene var unge mennesker forsamlet til en aften, hvor de skulle kunne nyde musikken, deres venner og at være sammen om en oplevelse. Det kan terroristerne ikke acceptere. Og derfor blev lige netop denne koncert ramt.

Der vil igen blive rejst krav om øget grænsesikkerhed, men grænsekontrol er ikke i sig selv en garanti mod terror. Et land som Storbritannien, der ikke er med i Schengen, har grænsekontrol og er alligevel udsat for angreb. Det betyder ikke, at øget grænsesikkerhed er en dårlig idé, men man vil aldrig kunne sikre sig hverken mod terrorister, som ønsker at komme ind i landet, eller mod de indbyggere, der er blevet radikaliseret. Terror må og skal bekæmpes på flere fronter. Først og fremmest skal der gøres op med de radikale ideologier, der ligger bag den forskruede dødskult, som Islamisk Stat og al-Qaeda og mange andre er en del af.

Læs også: »Dette er ikke afslutningen. Det er ikke engang begyndelsen på afslutningen«

Der skal sættes betydelige ressourcer af til at imødegå de radikale ideologier. I moskeerne og andre steder, hvor ekstrem tankegang næres og modnes. Der skal sættes ind for at få unge til at indse, at vejen frem ikke er at melde sig til terrororganisationerne. Og der skal i langt højere grad sættes ind over for de hadprædikanter, som stadig prædiker had mod især Vesten og styreformer, de ikke kan lide.

De sunnimuslimske lande spiller en afgørende rolle. De lande, som præsident Donald Trump appellerede til forleden på det store amerikansk-sunni-mulimske topmøde i Riyadh, bærer hver især et kæmpe ansvar for at slå hårdere ned på ekstremismen. Ellers kan man smide nok så mange bomber mod Islamisk Stat og andre terrorgrupper. Selv når alliancen mod terror har vundet og knust terrororganisationernes adgang til konkrete territorier, kan vi risikere, at terroren fortsætter og udgår fra skjulte terrorceller. Derfor skal de, der i det skjulte støtter disse organisationer med penge, rammes hårdt. Ligesom de europæiske terrororganisationer, RAF og lignende, måtte give op, da pengestrømmen fra den daværende østblok tørrede ud.

Alle er nervøse for terroren, og vi skal ikke glemme, at de arabiske lande er lige så bange som vi. Men vi skal ikke af den grund undgå at leve det frie liv, som vores forældre og generationerne før dem har kæmpet for at opnå. Vi skal gå til koncerter, fodboldkampe og i biografen uden frygt. For det er det, terroristerne vil opnå – at vi bliver bange og i højere grad indskrænker den personlige frihed. Vi kommer foreløbig ikke i den situation, at terroren ikke rammer uventet. Bløde mål er det, de går efter. Men det er altafgørende for vores frihed og selvforståelse, at vi fortsætter med at leve livet. Og at de såkaldte »bløde mål« forbliver vores identitet som et frit folk. Kun derigennem kan vi med tiden knuse den hæslige ideologi bag terroren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.