Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Taxi-krigen ind på Christiansborg

»Chaufførerne på begge sider er blevet kombattanter i en gadekamp om ny teknologi og ny økonomi, der retteligt er en værdidebat.«

Vi har nu gennem lang tid været tilskuere til konfrontationen mellem på den ene side chauffører og vognmænd fra taxi-branchen, som med bastante midler forsvarer deres revir, og på den anden side bilejere, som via Uber-appen kaprer kunder fra den første gruppe. Vi er desværre også tilskuere til en opvisning i ansvarsforflygtigelse. Chaufførerne på begge sider er blevet kombattanter i en gadekamp om ny teknologi og ny økonomi, der retteligt er en værdidebat, som burde føres et helt andet sted og på et helt andet niveau. Afgørelsen i opgøret mellem gammel og ny økonomi burde ikke afhænge af bøllemetoder i gaderne eller af juridiske slagsmål i byretten rettet mod det nederste trin i værdikæden. I stedet bør politikerne på Christiansborg tage handsken op og tilvejebringe et lovgrundlag, der både liberaliserer en lukket branche, sikrer en fair konkurrence og mere generelt gør Danmark parat til at udnytte fordelene ved de teknologiske gennembrud.

Som det udspiller sig nu, foregår tingene i den forkerte rækkefølge. Det er længe siden, at digerne mellem reguleringen og traditionerne i Danmark blev brudt ned af flodbølgen af nye muligheder. Der ér dilemmaer forbundet med det, ingen tvivl om det. Det er jo åbenbart, at helt uden regulering eller tilsyn kan den lette adgang til markedet via teknologien udvikle sig til det Vilde Vesten. Skattespørgsmålet er oplagt. Forsikring og indretningen af det danske arbejdsmarked er relevante problemstillinger. Og lige netop i taxi-branchen bryder det med koncessionen til godkendte vognmænd og deres chauffører.

I enhver brydningstid vil den slags kontroverser opstå, når nye ideer vender op og ned på vores forestillinger om det bestående. Vante modeller på arbejdsmarkedet bliver udfordret, og det er naturligt, at det gør ondt nogle steder. Det er naturligt, at det først er ved de konkrete eksempler, at det større billede begynder at stå klarere. Det punkt er vi for længst forbi, og det er politikernes ansvar at foretage de justeringer, der lukker udviklingen ind og tager stilling til de værste knaster. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen proklamerede i forbindelse med sin deltagelse i World Economic Forum i Davos i januar, at han barsler med en vækstplan, der skal bringe Danmark på omgangshøjde med »den fjerde industrielle revolution«, altså en omfavnelse af den digitale udvikling. Den retter sig efter ministerens udtalelser at dømme mod industrien og iværksættermiljøet. Planen vil være ufuldstændig, hvis den ikke også udfordrer vanetænkningen i brancher, der som taxakørsel har levet inden for fasttømrede rammer. Bag værdidebatten ligger nemlig en debat om de store værdier, som teknologi og nye ideer kan være med til at skabe. Det vil være utroligt dumt at forkaste enhver ny idé, der kan gøre livet nemmere for os alle og skabe vækst og velstand, bare fordi den bryder med vaner og vante forestillinger.

Det er virkelig ikke kønt, når taxi-konflikten optrappes med trusler om vold, chikane og overvågning. Men sagen er, at Uber-chaufførerne og taxi-branchen bare er stedfortrædere i et sammenstød mellem traditionelle erhverv og de mange muligheder, som ny teknologi og ny økonomi fører med sig. Det er uværdigt, at politikerne blot er tilskuere til konflikten og lader den udspille sig i den forkerte arena.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.