Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Strengere straffe? Ja – men husk lige retssikkerheden

To års fængsel for at være skyld i to unge kvinders død. Sådan lød dommen i første omgang i den meget omtalte vandscooter-sag fra Københavns Havn, hvor to amerikanske turister mistede livet. Uden at forfalde til lynch-stemning vil de fleste nok mene, at det var en mild dom for en så grov forbrydelse. Derfor er afgørelsen fra Københavns Byret da også anket til skærpet straf af anklagemyndigheden.

Og det er i princippet sådan, et retssamfund skal fungere. En dom kan, hvis den skønnes for mild eller for streng, sendes videre i retssystemet af forsvarer eller anklager. Så er det næste instans, der afgør, om juristerne i første omgang vurderede rigtigt. Den dømmende magt har udført sit arbejde.

Men sideløbende eksisterer der en almen retsfølelse. En fornemmelse i befolkningen og hos de politikere, der skal repræsentere den, for, hvad der kan betragtes som retfærdighed i retsudøvelsen. Den retsfølelse skal man ikke undervurdere – den har sin berettigelse. Men i en demokratisk retsstat med tredeling af magten kan man ikke understrege nok, at domstolenes afgørelser skal respekteres, og at enkelte spektakulære straffesager ikke skal foranledige stemningsskift og pludselige ændringer i grundfæstede retsprincipper.

Det betyder ikke, at domstolene og enkelte afgørelser er hævet over kritik. Jævnfør den nævnte vandscooter-sag eller retsopgøret efter finanskrisen. Men man skal være uhyre forsigtig med at kræve øjeblikkelige ændringer af straffe- eller retsplejeloven, blot fordi en enkelt dom kan forekomme himmelråbende forkert.

Når det er sagt, kan man godt følge tankegangen i, at Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil arbejde for, at domstolene dømmer strengere i  voldssager og sager om uagtsomt manddrab. Generelt er kriminaliteten faldende i Danmark. Men – sådan forekommer det i alt fald – en stribe meget voldsomme sager, der inkluderer vold, drabsforsøg og drab, har tegnet et billede, hvor dommene for personfarlig kriminalitet synes at stå i misforhold til den almindelige retsfølelse. Det er på den baggrund, at politikerne ønsker at indføre »normalstraf«, som det bl.a. kendes fra voldtægtssager. Altså at en bestemt form for forbrydelse pr. automatik udløser en straf af betydeligt omfang. Naturligvis med mulighed for at såvel skærpende som formildende omstændigheder kan få indflydelse på rettens afgørelse.

Det positive i forslaget er, at man opnår større overensstemmelse mellem graden af forbrydelse og omfanget af straffen. Plus den signalværdi og, forhåbentlig, præventive virkning, der ligger i, at en grov forbrydelse udløser en streng straf. Det negative er, at den lovgivende magt – Folketinget – hermed bevæger sig mere håndfast ind på den dømmende magts – dommernes – område. Man er nødt til at have en vis fleksibilitet i straframmerne. Særlige omstændigheder kan tale til fordel for den tiltalte. »Loftet« i straframmen må reserveres de helt ekstraordnære forbrydelser. Inden politikerne starter lovmaskinen, vil det i alt fald være en god idé nøje at få klarlagt, hvordan straframmerne udnyttes i dag hos domstolene og på det grundlag vurdere, om der er grund til at tydeliggøre strafniveauet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.