Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Støtten til kurderne

Man skal tage begrebet terrorisme særdeles alvorligt. Det er ikke for ingenting, at man placerer grupper på de såkaldte terrorlister. Også den kurdiske organisation PKK, der er tæt forbundet med den kurdiske YPG-gruppe, har fortjent at stå på EUs terrorlister for deres angreb mod Tyrkiet.

YPG er effektive i kampen mod Islamisk Stat. Så meget at de faktisk er de eneste, amerikanerne stoler på i kampen mod denne terrororganisation. YPG har bevist, at de har dygtige soldater. I forbindelse med Islamisk Stats belejring af den syriske by Kobane, hvor de islamiske terrorister blev slået af netop kurderne, vandt YPG respekt.

Syrien er i en ekstrem situation. Der er borgerkrig, og det er nødvendigt – hvis koalitionen af lande mod terror vil vinde – at se pragmatisk på tingene. PKK har helt afgjort begået terrorhandlinger især i Tyrkiet. Men kurderne har også udvist et mod til at slås mod en brutal overmagt som Islamisk Stat og er gået ind i kamphandlingerne med målrettethed og effektivitet.

Det bliver de nu belønnet for i form af amerikansk våbenhjælp. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har besluttet, at de kurdiske grupper i Syrien, der er med i koalitionen, skal have de våben, der er nødvendige for at kunne tilbageerobre den strategisk vigtige by Raqqa, som er Islamisk Stats højborg.

Alle er enige om, at det næppe lykkes at erobre den uden YPG. Og selv om tyrkerne selvfølgelig er rasende over, at USA giver våbenstøtte til deres værste fjender, så kræver situationen i Syrien alternative løsninger. Derfor er det en rigtig beslutning, Trump har truffet. YPG er simpelthen så afgørende militært for at kunne vinde krigen, at man må sparke debatten om, hvem der er terrorister, til hjørnespark, indtil konflikten er overstået.

Det betyder ikke, at USA og de øvrige koalitionslande nu ukritisk støtter en kurdisk organisation, der er tæt forbundne med PKK. Det betyder blot, at man er nødt til at se pragmatisk på tingene for at få knust en ondskab, der ikke respekterer mennesker med en anden tro. Ikke engang muslimer kan føles sig sikre, hvis de falder i hænderne på Islamisk Stat.

Tyrkiet hævder naturligvis, at det er tale om dobbeltmoral. At især Vesten forsøger at kæmpe mod terror ved hjælp af kurdiske terrorister. Men situationen kalder på utraditionelle metoder. Og selv om samarbejdet med kurderne er ekstremt kompliceret i sig selv med forskellige dagsordener også kurderne imellem, er det rigtigt at indrage dem i kampen mod Islamisk Stat.

Man kan så oven i købet håbe på, at når krigen i Syrien er overstået, kan der åbnes for forhandlinger, så også de mange konflikter omkring kurderne kan finde en løsning. Men foreløbig gælder det Islamisk Stat. Alle midler skal tages i brug. Og de, der er villige til at tage denne kamp op, skal have den støtte, de behøver.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.