Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Rigtige mænd taler ordentligt til kvinder

Illustration: Scanpix
Illustration: Scanpix

Emnet inviterer til fnis og lumre bemærkninger, ingen tvivl om det. Men inden der går for meget slyngelstue og herrefrokost i det, er det værd at slå fast: Seksuel chikane er uden for enhver diskussion ikke acceptabelt. Tilsyneladende er det tilmed et stigende problem, at kvinder i takt med, at de får mere magt i samfundet og indtager flere indflydelsesrige positioner, i større udstrækning bliver forulempet seksuelt på jobbet eller andre steder.

En rundspørge foretaget af Berlingske viste i denne uge, at 75 byrådsmedlemmer ud af de 312, der har svaret på spørgsmålet, har oplevet sexistiske kommentarer og krænkelser fra deres politiske kolleger. Det vidner om et problem blandt de folkevalgte, som er langt mere generelt, og som ikke kun kan henføres til byrådet i Nyborg, hvor socialdemokraten Sonja Marie Jensen for nylig angreb sine kolleger med beretninger om chikane og klask bagi i stedet for håndtryk. Senere er andre kvindelige politikere fulgt efter med lignende erfaringer.

Én ting er sikkert: Det er en misforståelse og nytter ikke noget at negligere problemerne og tale om at kvinder – og det er oftest kvinder, der udsættes for den slags – er snerpede og ikke forstår en flirt. Hvis en grov tiltale, den hurtige sjofle bemærkning, berøringen, klappet bagi opleves som chikane og en overtrædelse af kvindens intime grænser, er der noget galt. Og så bliver man nødt til at tale om det på arbejdspladsen, i byrådet, eller hvor det forekommer.

Det bedste middel mod en dårlig kultur, som tillader, at man taler til hinanden på en uprofessionel og nedladende måde, er at få problemerne frem i lyset og åbent diskutere omgangsformerne på arbejdspladsen. Der er hverken noget sejt eller smart over mænd, som føler, at de er i deres gode ret til at nedgøre kvinder med seksuelle kommentarer, og det bliver man nødt til at gøre dem opmærksom på – og helst i situationen. I byrådene må det være borgmesterens opgave at sørge for, at der er en ordentlig omgangstone, og at ingen føler sig forulempet, ligesom det på en virksomhed er et ledelsesmæssigt ansvar.

Må man så ikke flirte på jobbet og fortælle en kollega af det andet køn, at tøjet sidder godt, og håret er pænt? Er det hele ikke blevet lige lovlig politisk korrekt og omgangsformerne lagt lidt for meget i faste skemaer? Det er der selvfølgelig en risiko for, og intet er nemt, når det handler om sociale relationer. Men vi står med et problem, der betyder, at nogle kvinder ikke bryder sig om at gå på arbejde, som føler sig nedgjort og chikaneret, som oplever, at andre udøver magt over for dem gennem seksuelle kommentarer og andet. De fleste ved formentlig godt, hvornår de er gået over stregen, selv om omgangsformerne er forskellige i forskellige sociale miljøer. Og hvis de ikke ved det, må de have det at vide, så det ikke er til at misforstå.

Seksuel chikane, med mindre den er meget grov, er næppe noget, man kan lovgive sig ud af. Men man kan gøre det til en vane at sige fra. Og det gælder både kvinder og mænd og alle, der er vidner til det. Det er ikke hverken snerpet eller nærtagende at sige: »Det der vil jeg ikke finde mig i. Det overskrider mine grænser«. Rigige mænd taler ordentligt til kvinder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.