Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Please stay

»Vi kan ikke undvære jer. Vi holder af jer og er knyttet nært sammen i det europæiske fællesskab.«

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Kære briter!

Under normale omstændigheder vil vi ikke blande os i, hvordan man stemmer i andre lande. Det er en sag mellem nationale politikere og deres vælgere. Men når det gælder den afstemning om britisk udmeldelse i EU, som finder sted torsdag, så angår den også os.

For vi kan ikke undvære jer. Vi holder af jer og er knyttet nært sammen i det europæiske fællesskab. Danmark og Storbritannien, to stærke monarkier, meldte sig ind i Fællesmarkedet sammen i 1973. Vi har for længst fejret sølvbryllup. Og selv om vi ikke har set ens på alle sager siden, så har vi et sammenhold og en fælles forståelse på en række meget vigtige områder. Uden den britiske stemme i ministerrådet, parlamentet og i debatten om Europas fremtid, kommer der til at mangle noget.

Derfor skal I blive. Som folk forstår vi i Danmark jeres skepsis over for EU, måske bedre end nogen andre. Tre gange har vi stemt nej – i 1992, 2000 og 2015 – men aldrig ud. Vi deler jeres modstand mod, at EU udvikler sig til en socialstat og blander sig nidkært og unødigt i spørgsmål, som bør håndteres nationalt. Vi er lige så bekymrede, som I er, for flygtningestrømmen, og hvad den betyder for vores samfund. Og vi deler mange af jeres synspunkter om vandrende arbejdstagere. Det europæiske arbejdsmarked skal ikke være et tagselvbord for offentlige ydelser. Men løsningen er ikke – hverken for jer eller os – at melde sig ud. Lad os blive og kæmpe for pragmatiske, bedre og mere holdbare europæiske løsninger. Vi har tiden med os, og sammen er vi langt stærkere, end vi er hver for sig. »United we stand divided we fall,« som I siger.

Storbritanniens stemme i EU er vigtig – både for os i Danmark og for resten af Europa. Jeres insisterende kamp for frihandel og nedbrydning af regulering og bureaukrati er en drivende kraft og betyder, at vi i fællesskab kan dæmme op for den skadelige protektionisme, som kan komme til at dominere et EU uden Storbritannien. Brexit er et tab for Europa, men også et stort økonomisk tab for jer selv. Næsten halvdelen af al jeres eksport går til lande i EU, og den velstand og fremgang, som Europa har oplevet gennem årtier, kan i høj grad tilskrives et stærkt indre marked og en systematisk nedbrydning af barrierer for handel og økonomisk samkvem. Det samarbejde skal vi fortsætte. Én ting er bacon og lurpakket smør, som vi gerne sender mod vest i rigelige mængder, noget andet er de fælles værdier, vi har, som skal gøre Europa stærkere og rigere i fremtiden.

Jeres økonomiske styrke vejer tungt, ligesom de stærke atlantiske bånd til USA og jeres historiske indflydelse i hele verden gør det. Men de gange, vi har stået stærkest, er, når Europa har været i stand til at tale med én stemme, uanset om det har været i Mellemøsten og Nordafrika, i forholdet til Rusland eller i kampen mod terror.

Og det er ikke det eneste. I skal blive hos os, fordi vi sætter så stor pris på jer. Fordi vi forstår jer, elsker jeres sarkasme, realisme og robuste traditioner for politisk debat. Og fordi vi har samme humor og samme instinktive skepsis til flommeeuropæere og alle, der sætter sig op på en piedestal og har fundet løsningen på alt.

Please stay with us.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.