Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Overfladens og ufredens projekt

epa05962141 Kasia Mos from Poland performs the song 'Flashlight' during the Grand Final of the 62nd annual Eurovision Song Contest (ESC) at the International Exhibition Centre in Kiev, Ukraine, 13 May 2017. EPA/SERGEY DOLZHENKO
epa05962141 Kasia Mos from Poland performs the song 'Flashlight' during the Grand Final of the 62nd annual Eurovision Song Contest (ESC) at the International Exhibition Centre in Kiev, Ukraine, 13 May 2017. EPA/SERGEY DOLZHENKO

Det er ikke sjovt mere,« sagde Terry Wogan engang. Studieværten fra BBC havde arbejdet med Eurovision Song Contest gennem tre årtier og drillet deltagerne lige så længe. En hel generation af briter var vokset op med hans spydige kommentarer og var vant til hans syn på showet som den dårlige smags sejr over ordentlig underholdning.

Men han fik for meget dengang for et årti siden. Showet var ikke kun dårlige sange med rædderlige sangere i brændbare bukser. Eurovision Song Contest var ramt af endnu en sag om taktisk afstemning og havde de facto delt Europa i to – med Rusland og dets tidligere lydstater som åbenlyse skurke.

Terry Wogan er siden afgået ved døden og slipper derfor nådigt for flere udfordringer fra den kant. Hans kolleger ved aftenens transmission af finalen i Ukraine må til gengæld stå det hele igennem forfra. De må finde sig i lurende mistanker om både seeres og fagdommeres ligegyldighed over for sangernes kunstneriske kvaliteter. De må sidde med lurende mistanker om en hæderkronet institution i europæisk bevidsthed forvandlet til arnested for potentielle konflikter.

For jo: Melodi Grand Prix var faktisk fredens projekt engang. Sået i begyndelsen af 1950erne som et kulturelt værktøj til efterkrigstidens nye fællesskab. Groet af et meget bredt behov for samling omkring nationernes sproglige og musikalske forskelligheder. Men det var dengang. Den lurende mistanke er for længst forvandlet til vished. Eurovision Song Contest ligner i dag en alt for kostbar blanding af lokal turistbrochure og kilde til halvfarlige konflikter.

Det årlige show er bestemt ikke uden charme. Selv hårde kritikere kan have det som en guilty pleasure og tænde for fladskærmen i smug. Selv modstanderne kan sagtens nyde fjerne folkeslags valg af hårfarver og konsekvente »douze points« til venner på det politiske plan. Men hvad vi andre måske ser som noget ret uhøjtideligt, hvad vi andre kan grine lidt ad og vædde opvaske om – dét kunne meget vel træde på ømme tæer andre steder.

Risikoen har i virkeligheden spøgt siden dag 1. Eksemplerne er talløse og begynder med schweizernes mulige snyd med de luxembourgske stemmer ved allerførste show. Og showet i aften må og skal blive stående som lidt af en skamstøtte over mislykket diplomati. Hvor det jo egentlig burde have handlet om musik og kun musik.

Tumulterne begyndte allerede sidste år: Jamala havde stillet op med »1944« om russernes depotering af Krims tatariske befolkning. Et par medlemmer af det russiske parlament røg helt op i det røde felt og truede med boykot af showet i år. Følelserne satte sig siden fast i begge lejre og førte til åben krig om alt andet end tøjstil og sangtekniske finesser.

En krig med sangeren Julia Samoylova som første offer. De ukrainske arrangører ville ikke lade russeren optræde på ukrainsk jord i år. Hun havde optrådt på Krim i 2015 og krydset den plagede grænse til halvøen fra russisk side – hvilket ikke er tilladt efter ukrainsk lov. Hvorpå russerne svarede dramatisk igen og droppede transmission af showet til russiske seere. Hvorpå arrangørerne i EBU måtte ekskludere Ruslands statslige TV fra både konkurrencen og samarbejdet som helhed. Hvorpå...

Lad os håbe det bedste. Fredens konkurrence er i hvert fald ingen fredsskaber længere. Den er blevet en turistbrochure med potentiale som gnister i en krudttønde.

Få styr på formatet eller luk det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.