Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Oscar er i krise – ikke dansk film

»Er den manglende danske succes søndag nat så ensbetydende med, at danske film generelt ikke længere har tidligere tiders internationale niveau, og at det skyldes Det Danske Filminstitut, der fuldstændig er blottet for visioner for dansk film? Nej, det er at tage munden for fuld.«

Oscar-uddelingen i år blev præcis lige så forudsigelig som ventet – hvis altså ikke lige bommerten over dem alle med udnævnelsen af den forkerte vinder som årets film, havde indfundet sig.

Den fejl stjal billedet på en aften, hvor Hollywood ellers havde fulgt den vanlige skabelon til punkt og prikke. Værten Jimmy Kimmel havde i løbet af aftenen sendt de sædvanlige sarkastiske kommentarer af sted rettet mod den amerikanske præsident. Helt som vi havde regnet med, blev Donald Trump udsat for elitens hån og latterliggørelse. Den afroamerikanske del af filmindustrien fik også helt som forventet sin politisk korrekte genrejsning. Sidste års kritik af Oscar-akademiet for at uddele for få priser til sorte skuespillere og instruktører kammede nu over i en politisk korrekt manifestation, som om der nu skulle gives aflad for tidligere tiders forglemmelser.

Og endelig gik det også helt som forventet med årets danske Oscar-nominerede, der måtte gå tomhændede hjem. Trods gode bud med »Under Sandet« og »Silent Nights« var feltet i både »årets udenlandske film« og »årets kortfilm« ganske enkelt for stærkt. Samtidig slog den politiske korrekthed igennem her. For højst overraskende måtte både »Under Sandet« og storfavoritten, den tysk/østrigske »Min Far Toni Erdmann«, vige pladsen for den iranske film »Sælgeren«. Ganske vist en udmærket film, men alligevel tankevækkende at den endte med at vinde, efter at instruktøren havde meddelt, at han boykottede Oscar-uddelingen, efter at Trump indførte indrejseforbud for iranere.

Men er den manglende danske succes søndag nat så ensbetydende med, at danske film generelt ikke længere har tidligere tiders internationale niveau, og at det skyldes Det Danske Filminstitut, der fuldstændig er blottet for visioner for dansk film?

Nej, det er at tage munden for fuld. For ganske vist har dansk film været nede i lidt af en bølgedal, hvor 2016 endte som et magert år uden så mange store danske publikumsmagneter som vanligt, men 2017 tegner allerede nu til at blive væsentligt bedre.

Samtidig er kritikken af, at store danske skuespillere og instruktører nu hellere vil arbejde i udlandet end herhjemme, også fuldstændig forfejlet.

Tidligere har vi været ved at gå i nationalt selvsving af begejstring, når nogle af vores egne filmfolk gjorde det godt internationalt. Skal det nu pludselig gøres til et problem, at Susanne Bier, Per Fly og Ole Christian Madsen hellere vil arbejde i udlandet, og Kristoffer Nyholm, Janus Metz Petersen og Charlotte Sieling har succes med internationale serier på HBO og Netflix?

Nej, den danske filmbranche skal tværtimod være glad for, at vi for øjeblikket har så mange ude i verden for at høste international erfaring både med film og serieformatet. Det vil på sigt løfte dansk film mod nye højder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.