Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Leder: Sprog-samarbejde lover godt for universiteterne

»I takt med, at vi rejser mere og får mere af verden tættere på via internettet og elektroniske medier, er kendskabet til vores nærmeste naboers sprog og kultur dalende.«

Danske universiteter er enige om at samle sproguddannelser på færre universiteter. Her genrebilleder fra KUA, Københavns Universitet Amager.
Danske universiteter er enige om at samle sproguddannelser på færre universiteter. Her genrebilleder fra KUA, Københavns Universitet Amager.

Uanset hvor mange røster der i disse tider rejser sig mod globaliseringen, kommer vi ikke udenom, at Danmark er et lille land omgivet af et stort udland. Hvis vi ikke skal satse på en fremtid som seks millioner kolonihavedyrkere, er det uomgængeligt, at fremmedsprog bliver en vigtig del af den almindelige undervisning hele vejen gennem uddannelsesmiljøet. Det er der i et vist omfang taget højde for ved at indføre tidlig undervisning i engelsk i folkeskolen, men desværre er der tabt sprogterræn på andre områder.

I 41 kommuner kan folkeskoleelever ikke blive undervist i fransk. Andelen af gymnasieelever, der bliver undervist i tre fremmedsprog, er dalet fra 33 til fire procent i perioden fra 2007 til 2015. Kendskabet til blot et par af vore nærmeste nabosprog, tysk, svensk og norsk, synes stærkt begrænset.

Hertil kan man så lægge de efterhånden begrænsede studiemuligheder og interesse for små og mere eksotiske sprog. Det er på den baggrund et yderst konstruktivt forslag, som universiteternes rektorkollegium er fremkommet med i Berlingske om at sammenlægge sprogfagene på de to store universiteter, Københavns og Aarhus Universitet. Det vil kunne styrke både undervisning og forskning og formentlig redde nogle af de små sprogfag, som ellers stod i fare for helt at forsvinde.

Da Danmark jo skal leve af eksport og internationalt handelssamarbejde, er der et indlysende, kommercielt sigte med at styrke undervisningen i fremmedsprog. Ikke blot som specialer på akademisk niveau, men også i folkeskoler og gymnasier.

Men det handler ikke blot om eksportindtægter. Det gælder i lige så høj grad den kulturelle forståelse og det på det seneste meget omdiskuterede, men lidt diffuse begreb: almen dannelse.

Det kan synes paradoksalt. Men i takt med, at vi rejser mere og får mere af verden tættere på via internettet og elektroniske medier, er kendskabet til vores nærmeste naboers sprog og kultur dalende. Samtidig er en stor andel af f.eks. tysklærerne på landets gymnasier på vej mod pensionsalderen, og færre lærerstuderende vælger tysk og fransk.

Det er et gedigent problem, hvis der inden for en overskuelig fremtid ikke længere bliver undervist i de fremmedsprog, som for ikke mange år siden var basalt pensum i folkeskole og gymnasium. Det er således ikke blot universiteterne, der skal finde modsvar; det skal læreruddannelsen også.

Det bebudede samarbejde mellem universiteterne lover til gengæld godt for de videregående uddannelser. Uddannelsesminister Søren Pind (V) har tilkendegivet, at han gerne ser, at universiteterne bliver mere individuelle. Altså fokuserer og specialiserer på færre områder. Det er et begyndende opgør med det klassiske, bredtfavnende universitet, men det er tiltrængt.

Inden for uddannelse må man som på så mange andre offentlige områder se på, om ressourcerne bruges fornuftigt. Landet er ikke større, end at det er muligt at fordele forsknings- og uddannelsesspecialer. Det burde kunne løfte de enkelte uddannelsesretninger og vel også bane vej for flere egentlige elite-miljøer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.