Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Leder: Politiskole-sagen lover skidt for det borgerlige samarbejde

»I dette tilfælde har regeringen undladt at argumentere ordentligt for sin beslutning.«

Træning på den nuværende politiskole i hovedstaden. Arkivfoto: Scanpix
Træning på den nuværende politiskole i hovedstaden. Arkivfoto: Scanpix

En nyetableret uddannelsesinstitution i det vestlige Danmark burde være en vindersag for en borgerlig regering plus støtteparti, som samstemmende i valgkampen erklærede at ville arbejde til gavn for hele landet. Men på forunderlig vis er det lykkedes regeringen med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet at træde så meget i spinaten, at det svækker tilliden til den politiske proces.

Hvad værre er: Sagsforløbet lover særdeles skidt for det borgerlige samarbejde, der skulle sikre VLAK-regeringens overlevelse de kommende tre år. Eller gerne lidt mere end overlevelse. Det kunne være rart, hvis der også kunne komme resultater ud af fællesskabet.

Som sagen står nu, har regeringen måttet opgive planen om en nybygget politiskole i Herning. I stedet skal skolen etableres i eksisterende bygninger, som forhåbentlig forholdsvis nemt kan klargøres til formålet. At opbygge skolen i eksisterende lokaler kan der være økonomisk fornuft i. Det argument er i alt fald brugt af DF og S, som trak tæppet væk under justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Lad os håbe, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i fremtiden vil vise samme omhu for skatteborgernes penge på alle andre områder.

Men selv om en politiskole i eksisterende bygninger er økonomisk rationelt, kan der sagtens være glimrende argumenter for et nybyggeri. Vi ved det bare ikke, for regeringen har, uvist af hvilke årsager, omgærdet beslutningsprocessen med så meget hemmelighedskræmmeri, at det ikke har været muligt for offentligheden at gennemskue, hvad der er almindelig sund fornuft i denne sag. Som følge deraf har der været frit slag for rygter og mytedannelser. F.eks. at Herning blev valgt som en vennetjeneste fra statsminister Lars Løkke Rasmussen til Hernings Venstre-borgmester, Lars Krarup. Bliver skolen nu placeret i Vejle, hvor DF-formanden er valgt, kan Kristian Thulesen Dahl til gengæld se frem til at skulle agere mål for rygterne.

Det er det, der sker, når en beslutningsproces gennemføres på denne halvhemmelige måde. Selvsagt kan alle politiske forhandlinger ikke føres i fuld offentlighed. Men i dette tilfælde har regeringen undladt at argumentere ordentligt for sin beslutning. Og andre politiske partier har benyttet den åbenlyse mulighed for at drille regeringen. Selv om Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tidligere har bebudet, at hun og partiet ville holde sig fra politisk drilleri og i stedet lave politik. Dansk Folkeparti, som åbenbart på én og samme gang vil være både støtteparti og opposition, følger trop.

Hele forløbet har været uskønt og det i en sag, hvor regering og forligspartier kan regne med folkelig opbakning – også når man tager højde for de lokalpolitiske interesser, som naturligt ligger i at få en stor uddannelsesinstitution til en landsdel. Hvordan skal det så ikke gå, når regeringen og Folketinget skal til at træffe alvorlige beslutninger?

Problemerne med at finde fodslag i en så forholdsvis banal sag som politiskolen lover ikke godt for det borgerlige samarbejde. Måske skulle statsministeren indlede 2017 med en weekends team-building.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.