Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Leder: Boligskat som værdipolitisk våben

»Når det gælder skattepoliti, har de gammeldags socialdemokrater i Dansk Folkeparti blikket stift rettet mod andre folks penge.«

Genrebillede af villaer i et villakvarter i Brønshøj. Arkivfoto: Scanpix
Genrebillede af villaer i et villakvarter i Brønshøj. Arkivfoto: Scanpix

Når Folketinget nu igen skal diskutere størrelsen og fordelingen af skatten på ejerboliger, burde politikerne starte med at forklare, hvorfor folk i det hele taget skal betale skat for at eje en bolig. Vi taler her om boliger, som folk betaler med progressivt beskattede indkomster. Folk betaler ikke skat for at eje et kunstværk eller for at eje tøj til at holde varmen i. Så hvorfor skat på et hus til at bo i? Hvorfor ikke i det mindste vente med at betale skat, indtil boligen er solgt og en fortjeneste konstateret?

Det ærlige svar kan gives i form af to tal. Det ene er tallet 44, som er antallet af milliarder, der i 2020 kommer ind via boligskatter. Det andet er 90, som er antallet af mandater, der kræves for at ændre på skattesystemet. Og det kan ikke lade sig gøre, fordi boligskatterne over tid har udviklet sig til en meget stor skattekilde og til en værdipolitisk slagmark.

Da det eksempelvis forleden forlød, at regeringen til de forestående boligskatteforhandlinger vil foreslå en »flad« skat på boliger, nærmest ekkoede gangene på Christiansborg af latter. I det nuværende system stiger boligskatten procentuelt, når en bolig er vurderet til mere end godt tre millioner kroner. Den tidligere Venstre-regering foreslog i efteråret at hæve den grænse til seks millioner kroner, hvilket omgående fik oppositionen til at vende tommelfingeren nedad. Politikere som den radikale Martin Lidegaard advarede mod at »forgylde« de »allerrigeste« boligejere, hvilket er de syndere, der bor i et område med høje ejendomspriser.

En »flad« skat, som regeringen ifølge forlydenderne vil foreslå, vil beskatte boligerne med samme procent uanset værdien af boligen. Det vil »forgylde« boligejerne med omkring 100 millioner kroner, hvilket på almindeligt dansk betyder, at boligejerne får lov at beholde en – meget lille – del af deres hidtidige meget store boligskat i egen lomme. Men en »flad« skat har, som en kommentator udtrykte det, »ikke en kinamands chance« i et folketing, hvor det er Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der afgør udfaldet af værdipolitiske kampe.

De borgerlige partier har også brugt boligskatterne til værdipolitik. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens skattestop skulle standse udplyndringen af folk, der blot ønsker at eje deres bolig. Alligevel steg boligskatterne med 18 milliarder kr. og nu, 15 år senere, ligger ejendomsvurderingssystemet i ruiner, mens den borgerlige regering er i færd med at ophæve skattestoppet.

Samtidig har Dansk Folkeparti flyttet sig. Forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ses efterhånden kun på områder som EU-politikken. Når det gælder skattepolitik, har de gammeldags socialdemokrater i Dansk Folkeparti blikket lige så stift rettet mod andre folks penge som de rigtige socialdemokrater. Derfor må boligejerne forudse, at de i de kommende år kommer til at leve i usikre tider, også selv om regeringen vil gøre, hvad den kan, for at beskytte de nuværende ejere mod store stigninger.

De »allerrigeste« boligejere er i mindretal, både i befolkningen og i Folketinget, og det vil de blive straffet for på den ene eller den anden måde, når et nyt boligskatteforlig indgås.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.