Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Lærerne tabte, fordi de ikke så skriften på væggen

Lockoutede skolelærere i demonstration 25 april 2013 i Aalborg.
Lockoutede skolelærere i demonstration 25 april 2013 i Aalborg.

Siden lockouten af lærerne i 2013 har det været en hårdnakket påstand, at der var tale om aftalt spil – et uærligt komplot, som skulle snigløbe lærerne. Denne gang er det den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen, som på det tidspunkt sad i regeringen, der lancerer påstanden i en ny bog bakket op af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Men det gør ikke påstanden mere rigtig.

At lærerne er kede af det, at de er harmdirrende og dybt frustrerede over, at de tabte kampen i 2013, da deres hidtidige arbejdstidsaftale blev sløjfet, har stået klart lige siden. At der er mærkbare indkøringsvanskeligheder med folkeskolereformen har enhver også kunnet følge. Men at lærerne skulle være ofre for et komplot er svært at få øje på.

Den daværende SRSF-regering ville gerne gennemføre en stor reform af folkeskolen, og det var der opbakning til i Folketinget. Eleverne skulle gå længere tid i skole, bevæge sig mere, have hjælp til lektierne og meget andet. Hvis det skulle kunne lade sig gøre uden at ansætte tusindvis af ekstra lærere, skulle lærerne undervise mere og opgive deres arbejdstidsaftale, som helt rigidt opdelte arbejdsdagen til forskellige formål.

Derfor var det en bunden opgave, at Kommunernes Landsforening i deres forhandlinger om en ny overenskomst i 2013 skulle gøre det af med arbejdstidsaftalen. Det havde kommunerne ønsket sig brændende i mange år, og nu var der tilmed opbakning til det fra regering og Folketinget. Interesserne faldt sammen, og det politiske pres på lærerne var overvældende. Danmarks Lærerforening burde måske, da de gik ind til forhandlingerne, have læst skriften på væggen og fået det bedste ud af situationen for deres medlemmer frem for at stå stejlt fast på afbejdstidsaftalen.

At forhandlingerne hurtigt ville ende i hårdknude og konflikt, var ikke svært at forudsige, hvis man kendte bare en smule til den selvbevidste lærerforening. Og at en konflikt på skolerne, som holdt eleverne hjemme uge efter uge, ikke ville være acceptabel for samfundet, var heller ikke svær at forudsige. Så da statsminister Helle Thorning-Schmidt flere måneder før konflikten ifølge Kristian Thulesen Dahl på et lukket møde spørger, om DF vil kunne stemme for et indgreb i konflikten, var det selvfølgelig at foregribe et forløb, som har helt sine egne spilleregler med forhandlinger, konfliktvarsler, mægling og andet. Men først og fremmest var det et, omend lidt klodset, forsøg på rettidig omhu. At Thulesen Dahl i dag siger, at han var forundret over at få spørgsmålet dengang, virker mere som et forsøg på nu at komme på hold med de vrede folkeskolelærere.

Opgøret med lærernes arbejdstid var nødvendigt. Hvordan en skole bliver ledet i hverdagen, skal ikke være defineret af snævre overenskomster, men af kommunen og skolens ledelse. Danmarks Lærerforening havde før 2013 tiltaget sig alt for stor magt over folkeskolen, og det opgør, man tog – regering, Folketinget og kommuner i fællesskab – var på tide. At nogen af politiske grunde fortsat forsøger at så tvivl om aftalens lødighed med påstande om skumle motiver og aftalt spil, er blot efterdønninger og et forsøg på at retfærdiggøre en kamp, som lærerne tabte.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.