Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Lad os vise prins Henrik det hensyn, han fortjener

»Prins Henriks pårørende har med andre ord gjort det rigtige: De har fået ham i rette hænder straks ved symptomernes frembrud.« Her er Prinsen på Le château de Caïx i Frankrig.
»Prins Henriks pårørende har med andre ord gjort det rigtige: De har fået ham i rette hænder straks ved symptomernes frembrud.« Her er Prinsen på Le château de Caïx i Frankrig.

Hans Kongelige Højhed prins Henrik lider af demens. Nyheden blev udsendt fra hoffet onsdag eftermiddag og trak straks store overskrifter i både de sociale, de æterbårne og de klassiske medier. Reaktionerne har været alt fra »hvad nu?« til »så forstår vi bedre« og igen vist et Danmark med endog meget stor interesse for kongelige anliggender – hvad enten man officielt bekender sig til monarkiet eller ej.

»Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder,« hed det i hoffets meddelelse. De kan medføre »forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen«. Prinsen vil derfor »neddrosle sine aktiviteter, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv«.

Demens er forfærdende. Lidelsen kan udløses af både Alzheimers og talrige andre sygdomme. Hvad den dybere årsag til Prinsens demens måtte være, har hoffet ikke oplyst. Men sygdomstilstanden vil under alle omstændigheder medføre alvorlige forandringer i patientens personlighed, og den vil i langt de fleste tilfælde være uhelbredelig. Demens tegner desværre et sygdomsbillede, hvor fremtidsudsigterne er mørke.

Hvis man overhovedet kan finde et lyspunkt midt i miseren, så er det Dronningens og hoffets håndtering af sagen. Kritikken på ikke mindst de sociale medier har gennem et stykke tid været hård, og det har været åbenlyst, at der var problemer i Kongehuset. Men det er også forståeligt, at udviklingen i kongefamilien over det seneste år har vakt undren og debat.

Hoffets meddelelse onsdag var klokkeklar på ét punkt: Prinsen blev undersøgt af et specialistteam ved Rigshospitalet »i løbet af sensommeren«, hed det. Prins Henriks pårørende har med andre ord gjort det rigtige: De har fået ham i rette hænder straks ved symptomernes frembrud. Og de har hurtigt offentliggjort resultatet af specialisternes undersøgelser.

Læs også: Modig og nødvendig meddelelse fra Dronningen

Hendes Majestæt Dronningen og hoffet giver dermed ikke bare danskerne en forklaring på Prinsens gøren og laden – man hjælper samtidig med afmystificeringen af en frygtelig tilstand og gør det forhåbentlig på længere sigt lettere for andre i samme situation. For demens er jo stadig tabu i vide kredse. Man kan sidde i sin seng med et brækket ben og blomster omkring sig og faktisk tage sig helt godt ud. En lidelse som demens griber helt anderledes ind i både den ramte selv og dennes omgivelser. Fortæl en ven, at du lider af demens – og se ham kigge væk.

Nyheden om prins Henriks skæbne bør derfor afgørende ændre vores syn på hans seneste udtalelser om kongetitel med videre. Og den vil sætte sit præg på mediernes håndtering af samme. Når et menneske er i en tilstand som Prinsens, tilsiger de presseetiske regler og almindelig anstændighed, at pressen agerer med den viden i baghovedet. Under alle omstændigheder bør den betydning, som prins Henrik har haft for Danmark gennem årene og den støtte, han har været for Dronningen, udvirke, at alle viser hensyn i en svær tid.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.