Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske Mener

Kunst og kroner

Hvorfor skal kunstnere overhovedet støttes med offentlige penge?

Det er det grundlæggende spørgsmål, der må besvares, før man går ind i en mere detaljeret diskussion af det vanskeligt gennemskuelige danske kunststøttesystem. Spørgsmålet burde af samme grund have været præmissen for det udvalg, der, med Tivoli-direktør Lars Liebst i spidsen, i næste måned afleverer en rapport om kunststøtten til Kulturministeriet. Det synes det ikke at have været.

Af kommissoriet fremgår det, at udvalget skal vurdere, hvorvidt der er behov for justeringer eller ligefrem en gennemgribende reform af kunststøttesystemet. Det fremgår ligeledes, at kunststøtten skal medvirke til at »opretholde og udvikle det kunstneriske kvalitets­niveau og den kunstneriske mangfoldighed på en effektiv, enkel og gennemskuelig måde«, at kunsten skal formidles, og at dens betydning for samfundet skal synliggøres, og det lyder altsammen som noget, som det, i al sin mangel på konkrethed, er svært at være uenig i.

Men tilbage står stadig spørgsmålet: Hvorfor skal kunstnere støttes med offentlige penge? Eller mere konkret: Hvorfor kan de ikke arbejde på almindelige markedsvilkår? Hvad berettiger dem til ydelser, som andre selvstændige ikke har tilsvarende adgang til?

Af udvalgets rapport vil det sikkert fremgå, at den massive reform af kunststøttesystemet, som den daværende, konservative kulturminister Brian Mikkelsen gennemførte i 2003, hverken har skabt den ønskede tilfredshed hos de umiddelbare aftagere, kunstnerne, eller hos den endelige målgruppe, borgerne. Det vil sikkert også fremgå, at der bruges for mange penge på bureaukrati, og at det er Tordenskjolds soldater, der år efter år får del i pengene, og der vil utvivlsomt være forslag til nye måder at fordele de mange hundrede millioner kunststøttekroner på. Men vil det også være skåret ud i pap, hvorfor vi overhovedet skal støtte kunstnerne?

Forhåbentlig. Svaret er nemlig slet ikke så indlysende, som det har været. Man skal tilbage til dengang i 1965, da lagerforvalter Peter Rindal stod i spidsen for et oprør fra neden mod den nyoprettede Statens Kunstfond, for at finde en situation, hvor der i samme grad som i dag bliver sat spørgsmålstegn ved kunststøttens berettigelse. Principiel modstand mod statsstøtte til kunstnere skal ikke længere kun findes i de lag af befolkningen, der, som i Rindals 1960ere, følte sig tromlet over af en ny tids velmente, socialdemokratiske, topstyrede kultur- og opdragelsesprojekt.

Derfor er spørgsmålet om, hvorfor kunstnere overhovedet skal støttes med offentlige penge, det grundlæggende spørgsmål. Svaret er, at de overhovedet ikke skal støttes for deres egen skyld. Det eneste væsentlige er, om de borgere, der betaler gildet, får mere og bedre kunst for pengene. Kan dette ikke sandsynliggøres, vil kunststøtten ikke bare miste sin nødvendige folkelige legitimitet. Så vil den også miste sin berettigelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.