Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske mener

Kulturens slumretæppe

Foto: Thomas Lekfeldt, Søren Bidstrup og Linda Kastrup.
Foto: Thomas Lekfeldt, Søren Bidstrup og Linda Kastrup.

Rygte: Berlingskes anmeldere er blevet fyret. Sandheden: Avisen satser stort på anmeldelser og har ikke fyret nogen som helst. Rygte: Tilfældige folk med holdninger vil få frit slag i den kulturelle bolledej – bare fordi de mener noget. Sandheden: Berlingske råder over kompetente meningsdannere og ville aldrig sætte folk uden forstand til et så vigtigt stof som kritik.

Debatten om dagbladenes kulturstof har været hed i de seneste dage. Berlingske er gået foran i en hårdt tiltrængt fornyelse af avisernes dækning af det kulturelle stof og har sat sig for at genoplive kulturdebatten. Det sidste må siges at være lykkedes. Kolleger i særligt den kulturradikale presse har allerede været ude med riven og kaldt avisens disposition for et knæfald for subjektivismen og amatørismen. De mener, at kun kulturfaglige eksperter kan forstå og anmelde alt fra bøger til ballet, men det er udtryk for en altmodisch og enstrenget opfattelse af kunst og kultur.

For et værk er større end sin genre, og en teaterforestilling er mere end sin scenografi. De korresponderer også med en samtid og udtrykker et kultursyn, som er væsentligt at få afdækket, ligesom kunstneren ofte har et projekt, der er relevant at kommentere.

Og det er de debattører, som nu også bliver kulturanmeldere, i stand til. De er alle højt uddannet, har indsigt i samfundsforhold og er stærkt engageret i særligt dansk kultur.

Hvorfor skulle de ikke være i stand til at formidle kulturoplevelser? Fordi de er værdikrigere? Værker skal naturligvis behandles fair, kompetent og med et åbent sind, men en anmeldelse er ikke en videnskabelig laboratorieanalyse. Den er en smagsdom. Kunst skal vurderes, men også diskuteres, og alt for mange anmeldere formår ikke at lukke et værk op, så læserne bliver inviteret med ind.

Det er ellers for læsernes skyld, at vi anmelder. Ikke for at please kunstneren eller imponere en udvalgt skare af skønånder. Vi anmelder for at gøre kulturen levende, nærværende, relevant og uomgængelig. Kulturen trænger ikke til mere berøringsangst. Eller værre: ligegyldighed. Kulturen bliver holdt i live af at blive debatteret, udfordret – og elsket.

Man kan derfor spørge, om det er så slemt med lidt fornyelse? Kulturdebatten har længe ligget med et slumretæppe over sig. Slemt er det vist kun, hvis man er bange for at få bedre, skarpere og forhåbentlig også mere interessante anmeldelser af kulturstoffet.

De største ofre for magelige akademikeres mumlen er andre mennesker. Helt almindelige mennesker med håb om en bedre verden. Kort sagt det mægtige flertal. Medier over hele verden har efterhånden fået ørerne op for ansvaret og givet formidlingen af det sommetider udfordrende stof en sjovere, skarpere, mere læsværdig kant.

Berlingske har gjort det med en lidt bredere vifte af skribenter. Andre dagblade vil forhåbentlig snart gøre det samme. God fornøjelse!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.