Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Krudttønden var dråben

Det er allerede to år siden: En ung dansker med palæstinensisk baggrund forsøgte at trænge ind i til debatmødet »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed« i kulturhuset Krudttønden på Østerbro og tog livet af filmmanden Finn Nørgaard.

Drabsmanden fortsatte siden til en jødisk konfirmationsfest i Krystalgades smukke synagoge og tog livet af husets vagt – basketballspilleren og cand.polit. Dan Uzan. Gerningsmanden selv blev set få timer senere på Frederikssundsvej i København og råbt an. Han åbnede straks ild mod politiet og omkom selv ved samme lejlighed.

Vi fik internationale konflikter helt tæt på ved den lejlighed. Når vi tirsdag rammer toåret for terroren i den danske hovedstad, mindes vi en forfærdelig begivenhed. Men et kig over skulderen viser også angrebene som et wake-up call og som begyndelsen på en ny erkendelse:

Der er gode mennesker alle vegne. Og der er grumme mennesker alle vegne. Terrorhandlingerne tog en god del »bullshit« ud af den danske debat. Den kollektive bearbejdelse af drabene på Finn Nørgaard og Dan Uzan førte til en mere direkte samtale om tingene – to år senere har vi en klarere erkendelse af, hvem vi er, og hvad vi vil finde os i.

Vi slipper nok ikke for flere diskussioner om frikadeller i landets daginstitutioner eller fordelene ved svømning på tværs af kønnene. Men vi har fået et slør mindre for øjnene det seneste par år og opnået et mere voksent syn:

At svinekød eller synet af et damelår umuligt kan være et spørgsmål om liv og død. At kun liv og død kan være et spørgsmål om liv og død. Terroren gravede ingen grøfter dybere mellem arabere og danskere, mellem muslimer og kristne, mellem dem og os. Den åbnede ganske enkelt vores øjne for forskellen på det onde og det gode. For at den enkeltes handling tæller.

Så vi har måske først og fremmest lært noget om personligt ansvar: Hvis du slår uskyldige ihjel med vilje, er du skurk og gemen forbryder – hvorend du stammer fra. Og hvis du forsvarer de uskyldige med fare for dit eget helbred og i to tilfælde altså livet, er du en helt.

»Fødsel og død foregår i første person ental,« siger man. Vi er alene fra første skridt på denne klode. Og vi dør så frygteligt alene. Hvad der fyldte filmmanden Finn Nørgaards hoved den eftermiddag, finder vi aldrig ud af. Hvad vagten Dan Uzan tænkte ved mødet med sin drabsmand, får vi heller aldrig at vide. Ville de to herrer gøre det samme igen, sætte deres liv på spil igen, ofre sig igen? Vi aner det simpelthen ikke. Vi kan kun gætte.

Men deres familier sidder tilbage og skal vide én ting: At deres søn, kæreste eller håbefulde arving ikke er glemt. Hvad enten der findes en dommer over de døde eller ej, så har Finn Nørgaard og Dan Uzan allerede vundet en kamp i de levendes hjerter. Begge mænd omkom under en terrorhandling, der meget vel kunne have kostet flere liv og spredt en løbeild med forfærdende konsekvenser.

Deres navne står som minderuner over en aften, der meget vel kunne have været begyndelsen til enden – men som i stedet gjorde forskellen på det onde og det gode klarere for os alle.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.